Han havde ikke set det komme, men det er endt med at koste ham jobbet i Danske Bank.
Mandag morgen har den nu tidligere Danske Bank-topchef Chris Vogelzang meddelt, at han stopper i banken. Årsagen er, at de hollandske myndigheder har sigtet Chris Vogelzang i forbindelse med en hvidvasksag hos hans tidligere arbejdsgiver den hollandske storbank ABN Amro.
“Jeg kan fortælle dig, at der ikke var en sten, der ikke blev vendt i den proces.
Chris Vogelzang, tidligere topchef, Danske Bank
“Jeg er meget overrasket over de hollandske myndigheders beslutning. Det er mere end fire år siden, at jeg forlod ABN Amro og jeg mener, at jeg har varetaget mine opgaver med integritet og overholdt reglerne,” siger Chris Vogelzang, der i juni 2019 blev adm. direktør for Danmarks største bank.
“Den specifikke efterforskning startede længe efter, at jeg var startet i Danske Bank. Så det hele er en meget stor overraskelse for mig,” siger Chris Vogelzang til Børsen.
Hvornår vidste du, at du var mistænkt i sagen?
“Det er meget for nyt. Jeg kan ikke give detaljerede kommentarer, men jeg skulle tage en hurtig og grundig beslutning. Den beslutning står jeg ved,” siger den nu tidligere topchef.
Chris Vogelzang blev ansat i Danske Bank, efter at Thomas Borgen i efteråret havde forladt banken i forbindelse med bankens hvidvasksag i Estland.
Informerede du Danske Bank om, at der kunne være noget som det her i din fortid?
“Du skal spørge Karsten Dybvad (bestyrelsesformand i Danske Bank,red.) om ansættelsesprocessen, men jeg kan fortælle dig, at der ikke var en sten, der ikke blev vendt i den proces. De var meget grundige, og derfor er jeg personligt også meget overrasket og ked af det,” siger Chris Vogelzang.
“Jeg synes, at jeg har vist, at jeg har ændret mange ting i kulturen i Danske Bank
Chris Vogelzang, tidligere topchef, Danske Bank
Til Berlingske sagde Chris Vogelzang i forbindelse med sin ansættelse, at han var en“very clean guy”.
Myndighederne i Holland mener, at der var problemer med kulturen i ABN Amro. Du har talt meget om at ændre kulturen i Danske Bank. Var du den rette til at ændre kulturen der?
“Jeg synes, at jeg har vist, at jeg har ændret mange ting i kulturen i Danske Bank. Kommentarerne om kultur kan jeg ikke genkende (i ABN Amro,red.). De var mere relaterede til budgetprocesser. Men jeg har fokuseret på at skabe en moderne bank, hvor folk siger deres mening højt, og hvor hierarkiet ikke er særligt vigtigt,” siger Chris Vogelzang.
I øjeblikket er Danske Bank i gang med at gennemføre en strategiændring kaldet Bedre Bank.
“Jeg er meget ked af, at jeg bliver nødt til at forlade banken, fordi banken har bevæget sig ind i smult vande. Jeg ville meget gerne have deltaget i de næste skridt. Min efterfølger er af så høj kvalitet, at jeg er sikker på, at banken bevæger sig i den rette retning,” siger Chris Vogelzang, der er stolt af sin tid i Danske Bank.
“Vi har ikke bare fået en højere aktiepris, men meget vigtigere er det, at en meget grundig transformation af banken er startet. Det går godt med det. Danske Bank bliver en mere digital bank med færre omkostninger, bedre produkter og hurtigere beslutningsprocessor. Jeg er faktisk stolt af min tid i Danske Bank. Der er stadig meget, der skal gøres, men det bliver gjort af Carsten Egeriis,” siger Vogelzang om sin afløser.
Det er anden gang inden for to år, at Danske Bank får ny topchef.