ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tusindvis af kunder kan have krav på penge - nu anker Danica principsag

Over 3000 kunder i Danica, som er blevet ramt af alvorlig sygdom, må vente lidt endnu, før de finder ud af, om de kan have tusindvis af kroner til gode fra pensionskæmpen.

Finans
Danica-boss om vild vækst gennem Danske Bank: Vi er kun lige begyndt
Danica har nemlig besluttet at anke en sag om regulering af ydelser ved tab af erhvervsevne, som selskabet tabte til Forbrugerombudsmanden i Sø- og Handelsretten i sidste uge.

"Vi anker dommen fra Sø- og Handelsretten, da sagen er af principiel karakter. Dommen tilsidesætter efter vores mening aftalekonstruktionen på firmapensionsmarkedet. Vi mener ikke, at dækningsoversigten kan ophøjes til en egentlig aftale, og at man dermed kan se bort fra firmaaftalen, som det er tilfældet i afgørelsen," lyder det fra vicedirektør i Danica Pension, Ole Krogh, i en mail til Børsen.

Kunde vandt 200.000 i retten

Sagen drejer sig i korte træk om, at en kunde i starten af 00'erne fik en forsikring mod tab af erhvervsevne hos Danica gennem sin firmapensionsordning. Senere blev hun syg og fik tilkendt erstatning i form af en løbende ydelse.

Striden går nu på, hvordan denne ydelse skal reguleres fra år til år. Det afhænger af den såkaldte grundlagsrente. 

Finans
Danica taber retssag - kan udløse tusindvis af erstatningskrav
Kunde havde nemlig fået en såkaldt dækningsoversigt, hvoraf der fremgik en rente, mens Danica havde reguleret ydelsen ud fra en anden rente, som fremgik af aftalen med kundens arbejdsgiver.

Sø- og Handelsretten mente, at kunden skulle have den rente, som fremgik af de papirer, som kunden fik, og krævede derfor, at Danica holdt kunden skadesfri.

”Det er ikke noget, som almindelige forbrugere ved noget om, men Danica skal leve op til det, de har skrevet, uanset om folk forstår det eller ej,” siger Mai Robrahn Hansen, chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden, der førte sagen for kunden.

Hvis ikke Danica havde anket sagen, havde kunden således kunne se frem til en erstatning på omkring 200.000 kr.

3101 kunder i lignende situation

Sø- og Handelsretten fandt desuden, at det ikke kun var den ene kunde, som Danica havde behandlet i strid med god skik. 

Danica har selv i 2015 opgjort, at 3101 kunder har fået samme dækningsoversigt og senere har fået tilkendt en erstatning.

De fejlagtige dækningsoversigter er sendt ud fra 2000 til 2003, og det er blandt modtagerne af dem, at de kunder, som kan have penge til gode kan findes.

”Det kræver, at man har modtaget sådan en dækningsoversigt, og så kræver det, at man har haft erhvervsevne tab og har fået tilkendt en erstatning,” siger Mai Robrahn Hansen.

Kunder bør kontakte Danica

Hvis man mener, at man er blandt de berørte kunder, bør man i første omgang kontakte Danica, siger Mai Robrahn Hansen.

”Men man skal ikke vente alt for længe på svar før, at man tager fat i Ankenævnet for Forsikring,” siger Mai Robrahn Hansen, der peger på, at forældelsen typisk indtræder tre år efter, at man er blevet vidende om, at man måske har et krav.

Danica vil på nuværende tidspunkt ikke kontakte de kunder, som kan have penge til gode, hvis ankesagen tabes, men har oplyst til Børsen, at man har indgået en aftale med Forburgerombudsmanden om, at forældelsen af lignende sager suspenderes indtil, at der ligger en endelig dom.




Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis