ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Nykredit-toppen er tavs om anklager om “afsporet ledelseskultur”: “Det er en personalesag”

Hverken topchef

eller formand har ønsket at udtale sig om anklager om sexisme og “en afsporet ledelseskultur” fra to tidligere ansatte

Arkivfoto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

To kvindelige tidligere ansatte i Nykredit har over for Magasinet Finans berettet om oplevelser med sexistisk opførsel fra en konkret chef i koncernen. Krænkelser som de mener, er et symptom på “en afsporet ledelseskultur”.

“Uden den stiltiende accept i organisationen ville vi ikke have været udsat for det, vi oplevede,” siger en af kvinderne i interviewet med Finans, fagforeningen Finansforbundets medlemsblad.

Børsen ville gerne have spurgt topchef Michael Rasmussen til anklagerne om sexisme og en ledelseskultur, der angiveligt har tilladt sexistisk opførsel, uden at der er blevet gjort noget ved det. Men han har ikke ønsket at stille op til interview på baggrund af sagen.

Heller ikke Nykredits formand Merete Eldrup har ønsket at udtale sig.

“Da det er en personalesag, har vi ikke yderligere at bidrage med på nuværende tidspunkt,” oplyser presseafdelingen i en mail og henviser i stedet til en udtalelse fra HR- og kommunikationsdirektør Trine Ahrenkiel:

“Jeg vil gerne slå fast: Ingen i Nykredit skal have oplevelser som dem, de to tidligere medarbejdere beskriver, og vi er kede af, at det er sådan, de har oplevet deres ansættelse i Nykredit. Krænkende adfærd er uacceptabelt. Det er noget, som vi tager meget alvorligt, og vi gør alt, hvad vi kan for at sikre, at det ikke finder sted i Nykredit,” lyder det.

Chef er fratrådt

HR-direktøren oplyser videre, at Nykredit, så snart man blev opmærksom på sagen, bad en ekstern advokat om at lave en undersøgelse af forløbet, og at “den pågældende leder er fratrådt sin stilling efter gensidig aftale”.

Ifølge formanden for Finansforbundet Nykreds, der repræsenterer Nykredits ansatte, Kristina Andersen Skiøld, er det “dybt beklageligt”, hvad de to kvinder beretter.

“Det er ikke min oplevelse generelt set i Nykredit. Absolut ikke. Men jeg tænker, at i og med at de er to stærke kvinder, der har valgt at stå frem med de her historier, så er der noget, der indikerer, at der har manglet noget på ledelsessiden i deres afdeling,” siger hun.

Ifølge de to kvinder i Nykredit henvendte de sig gentagende gange til deres nærmeste chef om den højerestående chefs adfærd, men at der ikke blev gjort noget ved det, skriver Finansforbundets magasin.

Da jeg får sagen i hånden og har en dialog med Nykredit, oplever jeg en virksomhed, som meget hurtigt kommer til den konklusion, at Nykredit ikke kan fortsætte samarbejdet med den pågældende person

Kent Petersen, formand, Finansforbundet

De to kvinder arbejder ikke i Nykredit længere, men Kristina Andersen Skiøld mener, at Nykredit har taget sagen meget alvorligt, efter at den er dukket op til overfladen.

“Jeg håber virkelig ikke, at det er tilfældet længere, som de to kvinder beretter; at de er gået til deres leder, og der ikke er sket noget. Særligt fordi Nykredit netop opfordrer til, at man siger det højt, hvis man oplever noget.”

Børsen ville gerne have spurgt Michael Rasmussen, hvorvidt medierne skal involveres, før Nykredit agerer på konkrete anklager om sexisme, og om de pågældende anklager om sexisme og en afsporet ledelseskultur er en enlig svale i koncernen. Det har som beskrevet ikke været muligt.

Børsen har spurgt formand for Finansforbundet Kent Petersen om det samme, og han mener overordnet, at Nykredit har håndteret sagen godt.

“Da jeg får sagen i hånden og har en dialog med Nykredit, oplever jeg en virksomhed, som meget hurtigt kommer til den konklusion, at Nykredit ikke kan fortsætte samarbejdet med den pågældende person på baggrund af de hændelser her, og at der derfor er truffet beslutning om at sige farvel og tak til den person, der har krænket,” siger han, men tilføjer:

“Selvfølgelig er det ikke rimeligt, at en virksomhed først agerer, når det kommer i pressen.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis