ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Storbanker sender udlån til olie og gas i bund: “Det er et bevidst valg”

Investorers krav til bæredygtighed har sendt udlånet til olie- og gassektoren ned med over 38 pct. i Danske Bank og Nordea

Investorernes krav til esg betyder, at banker har reduceret udlånet til olie- og gasselskaber. Arkivfoto: Alexey Malgavko/Reuters
Investorernes krav til esg betyder, at banker har reduceret udlånet til olie- og gasselskaber. Arkivfoto: Alexey Malgavko/Reuters

For oliesektoren er det blevet sværere at låne penge hos to af de største banker i Norden de seneste fire år. For siden 2017 har Danske Bank og Nordea reduceret deres lån til olie-, gas- og shippingindustrien med henholdsvis 38,4 og 38,3 pct., viser en gennemgang af bankernes regnskaber, som Børsen har foretaget.

Det er et bevidst valg at være mere selektive med udlån til olie og gas

Peder Bach, Nordea

I andet kvartal af 2017 havde Nordea et samlet udlån til den sorte industri på 10,7 mia. euro., hvilket svarer til 79 mia. kr. Blot fire år senere var det faldet til 6,3 mia. euro.

I Danmarks største bank lød faldet på 23,6 mia. kr. Det betød, at banken i andet kvartal af 2021 havde et udlån til olie-, gas- og shippingindustrien på 37,8 mia. kr.

Bevidst valg

Og det er ikke tilfældigt, at udlånet har lidt et kraftigt fald. Ifølge Peder Bach, direktør med ansvar for Nordeas storkunder, er det et bevidst valg, der ligger til grund for den markante reduktion.

“Det er et bevidst valg at være mere selektive med udlån til olie og gas. Målet er ikke at ekskludere olie og gas, men at fokusere på de virksomheder, der kan og vil omstille sig til at møde investorernes forventninger til esg og vores kriterier,” siger han.

Danske Bank har ikke ønsket at stille op til interview. Men banken henviser til, at faldet hos dem også skyldes en nedbringelse i udlånet til olie- og gasvirksomheder.

“Reduktionen i bruttoudlån til kunder inden for Shipping, Oil and Gas i første halvår 2021 skyldes en reduktion til kunder inden for olie og gas og beslægtede serviceerhverv, mens bruttoudlån til shippingkunder har været stabilt i årets første halvdel,” skriver Danske Bank til Børsen.

Investorernes krav

Siden 2017 er fokus på esg, der beskriver, hvor bæredygtigt og ansvarligt en forretnings aktiviteter og drift er, øget betydeligt i den finansielle sektor, og det lægger ifølge Daniel Mikkelsen, seniorpartner i McKinsey og leder i risikoanalysearbejde samt compliance- og kontrolarbejde, et pres på bankerne, som i sidste ende påvirker udlånet til de virksomheder, der udleder store mængder fossile brændstoffer.

“Bankerne befinder sig i en situation, hvor der er øget pres fra investorer, tilsynsmyndigheder og regeringer for at medvirke til at mindske reduceringen af drivhusgasser,” understreger han og fortsætter:

“Også tilsynsmyndighederne på europæisk niveau er meget aktive på det her område. Der er krav til, at bankerne skal indbygge esg og klimabetragtninger i hele den måde, de driver deres virksomhed på. Det skal indbygges i strategi, risikoappetit, kreditgrænser, kreditvurderinger, stresstest osv.”

Det betyder ifølge Daniel Mikkelsen, at der kommer mindre kapitaltilførsel til de typer af virksomheder, som ikke understøtter den udvikling eller kan leve op til de krav, som bankerne stiller på vegne af deres investorer.

EU-krav

I foråret 2021 lancerede EU den såkaldte Disclosure-forordning, som opstiller en række oplysningskrav til finansielle virksomheder, som skal gøre det lettere for investorer at gennemskue, hvorvidt selskabet har et bæredygtigt fokus i deres drift og forretning.

Den er ifølge Andreas Rasche, professor med speciale i bæredygtighed ved CBS, også medvirkende til, at bankerne skærer på udlånet til virksomheder, der ikke lever op til esg-krav.

“Disclosure-forordningen betyder, at alle aktører på det finansielle marked skal oplyse, hvilke selskaber de har i deres udlånsportefølje, og her bliver de målt på blandt andet drivhusgasudledning. Derfor er det særligt attraktivt for bankerne at reducere denne type udlån,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis