Selvom udlånet til olie-, gas- og shippingvirksomheder i en årrække har været drastisk faldende hos de største banker i Danmark, ser Nordea nu et fremtidigt potentiale i markedet.
Det sker, fordi virksomheder i netop denne sektor har behov for at omstille sig, hvis de skal leve og til de klima- og ansvarlighedskrav, som esg-aftaler kræver, og det betyder, at der skal tilføres kapital, fortæller Peder Bach, direktør med ansvar for Nordeas storkunder.
“Hvis de her virksomheder skal foretage en transition i en mere bæredygtig retning, så kræver det kapital, og vi er interesserede i at støtte virksomheder i den rejse,” siger han og tilføjer:
“Det er en rigtig kapitaltung rejse, og der er en stor efterspørgsel. Derfor må vi forvente, at der vil være øgede låneomfang fremadrettet til de her virksomheder, men om vi vinder det i Nordea, og om det er os, der bliver udvalgt som bank, det kan jeg ikke svare på.”
Den udvikling kan seniorpartner hos McKinsey Daniel Mikkelsen nikke genkendende til. Han ser en øget interesse hos internationale banker til at støtte virksomheder i sektoren med deres transition.
“Der er store faktorer, som er medvirkende til at lægge pres på bankerne i forsøget på at reducere finansiering af drivhusgasser. Men min oplevelse af bankerne er, at det egentligt ikke er det, man helst vil,” siger han og fortsætter:
“Man vil hellere hjælpe kunderne med transition og forøge sin udlånsvolumen, så længe det hjælper til med en grøn omstilling.”
Og det kan i sidste ende blive en rigtig god forretning.
Ifølge tal fra McKinsey vil det nemlig koste 800 mia. euro om året i anlægsudgifter for Europa at leve op til målet om klimaneutralitet i 2050.
“Det betyder, at den grønne omstilling også er en rigtig stor forretningsmulighed for bankerne,” siger Daniel Mikkelsen.
