Det er ikke længere nok at komme med 5 pct. af købssummen selv, når man vil købe bolig. I hvert fald ikke, hvis man vil låne penge hos Realkredit Danmark. Her har man midlertidigt valgt at fordoble kravet til 10 pct.
tojo
“Baggrunden er den aktuelle coronakrise, hvor usikkerheden, der er om boligmarkedet og generelt om økonomien, er meget høj, og sigtbarheden er lav,” siger Carsten Nøddebo Rasmussen, adm. direktør i Realkredit Danmark, og tilføjer:
“Vi har besluttet at hæve udbetalingskravet, for at sikre at også de mest sårbare, der kommer ind på boligmarkedet, kan håndtere, at der måske kommer et prisfald på boligerne – eller at de kommer ud i en periode med ledighed.”
Det vil især ramme førstegangskøbere i de større byer, vurderer flere boligøkonomer såvel som regeringen, der tirsdag direkte kritiserede Danske Banks beslutning.
“Selvom jeg erkender, at vi står i en vanskelig situation lige nu med coronaudbruddet, så gør Danske Bank det med denne beslutning sværere for nye boligkøbere at købe deres første bolig. Det er meget uheldigt i en situation, hvor vi har et stort og fælles ansvar om at skabe ro om økonomien, ikke mindst på boligmarkedet,” udtalte erhvervsminister Simon Kollerup i en pressemeddelelse.
“De fleste andengangskøbere har oplevet, at boligpriserne er steget ganske pænt de seneste år,” siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea, og fortsætter: “Så langt de fleste andengangskøbere vil have 10 pct. på bogen, når de skal videre.”
Curt Liliegreen, der er direktør for Boligøkonomisk Videnscenter, er enig. Han peger dog på, at en stor del af førstegangskøberne faktisk vil kunne låne de ekstra penge i banken, hvis bare de er kreditværdige nok og ikke gør det i direkte sammenhæng med boligkøbet.
“Der vil være nogle, der kommer udenom, og så vil der være dem, der venter til det her er ovre, hvor de så i øvrigt køber det hus, de ville, billigere, fordi det er faldet i pris, mens dem, der ikke kan vente, vælger at leje i stedet,” siger Curt Liliegreen.
Begge boligøkonomer er nemlig også enige om, at tiltaget vil være med til at lægge et ekstra pres nedad på boligpriserne.
Det mener Realkredit Danmark dog ikke, at man skal regne med i noget særligt omfang.
“Det er vigtigt for mig at sige, at når man ser på vores egen kundebog, så er det sådan, at 90 pct. af alle vores kunder allerede i dag har en udbetaling på 10 pct. eller mere. Så det er en lille gruppe, men det er også dem, der er mest sårbare, så de undgår at komme ud i ulykkelige situationer,” siger Carsten Nøddebo Rasmussen og fortsætter:
“Dem, det rammer, er måske også netop dem, som i mange tilfælde allerede selv i disse dage har besluttet enten at udskyde deres boligkøb eller købe en billigere bolig end oprindeligt planlagt. Så vores forventning er, at det kun vil have en meget marginal effekt på boligmarkedet.”
Hos køberrådgiveren Bomae er telefonerne allerede begyndt at kime, fortæller partner og medindehaver Christopher Wagner.
“Vores finansielle afdeling ligger vandret lige nu, for det her betyder, at hvad vores kunder kunne købe før, kan de nu ikke købe længere,” siger han.
Han vurderede allerede i marts, at coronakrisen ville presse priserne ned.
“Og hvis man nogensinde var i tvivl om, at de skulle ned, så må den tvivl være væk nu,” siger han.
Anders Haulund Vollesen, der er aktieanalytiker i Jyske Bank og dækker Danske Bank, mener, at banken forsøger at sænke sin risiko.
“På den her måde sænker de deres egen risikoeksponering, og realkreditmarkedet har
også oplevet sin del af udsving på grund af usikkerhed under krisen, der har været ret usædvanlige for realkreditten,” siger han.