Erhvervsstyrelsen er formentlig i gang med at undersøge internationale regnskabsstandarder for at finde ud af, hvilke elementer der konkret bør indgå i målingen af en renteswap i et regnskab.
Det vurderer Frank Thinggaard, der er professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet og ekspert i regnskabsregulering.
Erhvervsstyrelsen har svaret Børsen, at man ikke kan besvare en række konkrete spørgsmål om, hvordan værdien af en renteswap skal måles i et regnskab. Frank Thinggaard mener, at spørgsmålene er meget detaljerede og forstår godt, hvis det tager tid at svare på dem.
Det er revisors ansvar at kontrollere, at regnskabet er retvisende
“
“Jeg tror, at de har brug for tid til at undersøge, om den internationale regnskabsstandardsætter IASB har nævnt noget specifikt om problemstillingen,” siger Frank Thinggaard.
Han forklarer, at renteswap er en svær størrelse at indpasse i et regnskab sammenlignet med visse andre finansielle aktiver og passiver. Har man for eksempel børsnoterede danske aktier på sine bøger, kan man altid finde den eksakte pris ved et simpelt opslag på fondsbørsen.
En renteswap er derimod et såkaldt otc-produkt, der bliver solgt i et lukket marked. Når en almindelig virksomhed derfor skal finde ud af, hvilken værdi deltagerne i markedet vil vurdere renteswappen til, vil der ifølge Frank Thinggaard ofte være behov for at inddrage skøn, da alt ikke er baseret på observerbare markedsdata.
Han peger desuden på, at revisoren ikke skal kontrollere alle oplysninger i et regnskab og gerne må fravælge at gå i detaljer med spørgsmål, som denne mener ikke har den store betydning for, om regnskabet er retvisende. Det kan for eksempel være, hvis revisoren mener, at reguleringen af en renteswap ikke spiller den store rolle for selskabets samlede balance.
“Det er revisors ansvar at kontrollere, at regnskabet er retvisende. Men revisorerne har en risikobaseret tilgang til revisionen, og de anvender et væsentlighedsniveau, hvilket betyder, at de ikke er inde at kontrollere alt. Årsrapporten er stadig ledelsens ansvar. Revisors ansvar er at lave en revision efter gældende revisionsstandarder,” siger Frank Thinggaard.
Søren Nielsen, der er partner i Deloittes regnskabsfaglige afdeling, deler opfattelsen af, at værdiansættelse af renteswap er et komplekst område. Han forklarer, at det er en vigtig grund til, at de fleste virksomheder tager udgangspunkt i bankernes opgørelser af værdien af kundens renteswap.