ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Private investerer mere: Bankinvest tager markedsandele

Bankinvest hapser markedsandele, og ifølge direktøren skyldes det, at ejerbankerne klarer det godt, samt nye bæredygtige produkter

Adm. direktør i Bankinvest, Lars Bo Bertram, har set en milliardtilstrømning af penge i årets første ni måneder. Arkivfoto: Peter-Emil Witt
Adm. direktør i Bankinvest, Lars Bo Bertram, har set en milliardtilstrømning af penge i årets første ni måneder. Arkivfoto: Peter-Emil Witt

41 mia. kr. er strømmet til de danske investeringsforeninger i årets første ni måneder, viser nye tal fra Investering Danmark. Og i Bankinvest har man hapset 7,9 mia. kr. af dem. Ifølge adm. direktør Lars Bo Bertram tager Bankinvest, der er ejet af 38 banker, dermed markedsandele.

“Vi får en større andel af det flow, der går ind, end den markedsandel vi har, hvilket vil sige, at vi vinder markedsandele,” siger han og henviser til, at Bankinvest sidder på 9 pct. af markedet, men har taget ca. 19 pct. af den pengestrøm, der har været til investeringsforeningerne.

Tilstrømningen i Bankinvest tilskriver Lars Bo Bertram blandt andet, at de banker, som Bankinvest arbejder sammen med, “har medvind i sejlene” i øjeblikket.

Når nogle taber kunder, må de jo have bevæget sig et andet sted hen

Lars Bo Bertram, adm. direktør, Bankinvest

“Når nogle taber kunder, må de jo have bevæget sig et andet sted hen. Og vores hovedaktionærer som Spar Nord og Ringkjøbing Landbobank er banker, der har succes og tiltrækker mange kunder,” siger han og påpeger, at de selvfølgelig i den forbindelse også får kundens investeringer med i kassen.

“Når det regner på præsten, drypper det på degnen. Og vi er så degnen i det her tilfælde.”

Ringkjøbing Landbobank kunne eksempelvis i forbindelse med opjusteringen tidligere på måneden fortælle, at der er kommet flere kunder i biksen.

Børsen skrev mandag, at Danske Invest har tabt en fjerdedel af sin markedsandel siden 2016. Og i årets første ni måneder har 8,6 mia. kr. forladt foreningen.

Stor tilstrømning

Også hos Formuepleje har man set en stor tilstrømning i 2020, og her vurderer man, at man kan have hapset kunder fra Danske Bank.

“Den markedsandel, Danske Invest har haft, har nogenlunde afspejlet den markedsandel, Danske Bank har i banksektoren. Så det er klart, at noget af den stigning, vi har oplevet, godt kan komme derfra,” siger direktør og partner i Formuepleje, Søren A. Astrup.

Derudover vurderer både Bankinvest og Formuepleje, at den store tilstrømning også skyldes nye fonde med fokus på bæredygtighed.

2,5

mia. kr. er strømmet til Formueplejes to bæredygtige fonde

I Bankinvest har afdelingen Globale Aktier Bæredygtig Inflow haft en tilstrømning på 5,4 mia. kr. i 2020, mens to bæredygtige afdelinger hos Formuepleje samlet har haft et inflow på 2,5 mia. kr. i år.

Lars Bo Bertram vurderer ligesom flere andre i sin branche, at undersøgelser har vist, at bæredygtige investeringer også giver gode afkast.

“Så hvis man kan få det samme eller et højere afkast, samtidigt med at de virksomheder, man køber ejerandele i, udleder mindre CO2 og understøtter verdensmålene, hvorfor skulle man så ikke gøre det,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis