I nordens største bank, Nordea, har man fået udarbejdet en bæredygtighedsanalyse af sine 240 største virksomhedskunder. Smykkekoncernen Pandora er en af dem.
Analysen udmønter sig i en såkaldt esg-rating, ligesom selskabet på et enkelt ark papir kan danne sig et overblik over, hvordan Nordea vurderer, at selskabet kan forbedre sig. En sådan analyse er yderst brugbar for Pandora, fortæller finansdirektør Anders Boyer.
“Vi orienterer os meget efter, hvordan Nordea og andre analysehuse vurderer os, og vi bruger det løbende til evaluering og udvikling i vores arbejde,” skriver Boyer i et mailsvar.
Han oplyser, at Pandora med sine fabrikker i Thailand altid har haft en ambition om at være ledende indenfor esg, et investorbegreb, som dækker over miljømæssige og sociale forhold samt god selskabsledelse. Derudover har Pandora i år præsenteret en række mål på klimafronten, som bl.a. indebærer, at Pandora i 2025 skal være CO2-neutral og kun bruge genanvendt guld og sølv i smykkerne. I 2019 var 71 pct. genanvendt guld og sølv.
Der bliver også bemærket i Nordeas esg-rating, oplyser Anders Boyer. Men:
“Analysen viser også, at vi kan forbedre vores rapportering på nogle områder og være mere tydelige omkring vores ambitioner på den sociale dagsorden. Det er noget, vi arbejder på,” skriver han.
Ikke kun Nordea har sat sig for at endevende porteføljen med fokus på bæredygtighed. Det har også Danske Bank og SEB. Et arbejde, som bankerne erkender i sidste ende kan føre til, at kunder, der ikke tager del i kampen mod klimaforandringer og generelt har fokus på bæredygtighed, vil opleve, at det bliver dyrere at være kunde.
Spurgt til, hvorvidt Pandora er bekymret for netop den konsekvens ved ikke at rette ind, svarer Anders Boyer, at det er smykkekoncernen ikke. Tværtimod.
“Den fortsatte trend med øget esg-fokus er allerede begyndt at skabe øget incitament blandt virksomheder for at holde fokus på esg-dagsordenen,” skriver han og tilføjer, at Pandora hver dag oplever, at forbrugerne i højere grad vælger brands, der har fokus på bæredygtighed i forretningen.
“Hvis esg også påvirkede virksomhedernes finansieringsomkostninger, vil det ud fra et samfundsmæssigt synspunkt være godt, fordi ledelsen i alle virksomheder så får endnu større incitament til at drive esg.”
Generelt oplever også Pandora, at bæredygtighed fylder hos både kunder, banker, investorer og medarbejdere.
“Det er glædeligt, fordi det er med til at sætte skub i en helt nødvendig udvikling,” skriver finansdirektøren.