Med købet af AP Pensions og Nykredits aktier i Vestjysk Bank får Arbejdernes Landsbank kontrol med Danmarks ottendestørste bank.
Og dermed står arbejderbanken til at blive Danmarks femtestørste bank, foran Spar Nord men efter Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank og Nykredit Bank, viser Børsens beregninger.
Arbejdernes Landsbank bliver dermed også så stor, at banken rykker op i Finanstilsynets gruppe 1, der omfatter de største danske banker.
Beregningerne tager udgangspunkt i den måde, som Finanstilsynet beregner de danske bankers størrelse på. Det er bankernes såkaldte “arbejdskapital”, der består af indlån, udstedte obligationer, udstedt supplerende kapital og bankens egenkapital.
Det er i beregningerne antaget, at Vestjysk Bank bliver fuldt konsolideret i Arbejdernes Landsbanks regnskab.