Der er fortsat et stykke arbejde at gøre, for at sikre at medarbejderne ikke krænkes på deres arbejdsplads. Sådan lyder erkendelsen fra HR-direktør i Nykredit Trine Ahrenkiel, oven på at nye anklager om krænkelser rammer realkreditkoncernen.
“Vi skal blive bedre til at spotte sagerne hurtigere, så vi kan agere på dem, mens tid er
Trine Ahrenkiel, HR-direktør, Nykredit
“Jeg synes grundlæggende, vi har en god kultur i Nykredit. Men når det så er sagt, har vi jo også lært, at vi som andre virksomheder har noget at arbejde med. Vi skal blive bedre til at spotte sagerne hurtigere, så vi kan agere på dem, mens tid er,” siger HR-direktøren, der oplyser, at Nykredits egne undersøgelser afslører mellem nul og tre sager om året.
Meldingen kommer, efter en kvinde står frem i Børsen og anklager en tidligere Nykredit-chef for chikanerende adfærd gennem flere måneder, hvilket Nykredit ifølge eksperter ikke håndterede korrekt.
Trine Ahrenkiel kan ikke kommentere den konkrete sag, men siger, at den er ny for hende:
“Sagen ligger ti år tilbage. Hverken medarbejderen, lederen eller HR-juristen er længere i Nykredit. Men vi er gået i gang med at klarlægge så meget, vi kan, for at få billede af, hvad der er sket, så vi kan lære af det. Men jeg vil gerne slå fast, at hvis en leder opfører sig på en måde, som det beskrives her, så skal vedkommende afskediges.”
Trine Ahrenkiel understreger, at Nykredit ikke accepterer krænkende adfærd, og at man bl.a. træner lederne i at bidrage til en ligeværdig kultur via ledelsesprogrammer.
Samtidigt oplyser man de ansatte om, hvad de skal gøre, hvis de alligevel skulle blive udsat for krænkelser. Bl.a. har Nykredit opdateret sin politik på området i marts forrige år.
“Ingen skal gå alene med noget, som skal bringes frem i lyset. Man kan gøre forskellige ting, afhængigt af hvad man føler sig bedst tilpas med. Det vigtige er, at mulighederne er der, og at man kender dem.”
Vil jeg kunne finde flere sager, hvor Nykredit har handlet for sent?
“Det ved jeg ikke. Vi må håndtere sagerne, som de opstår, og så vil vi arbejde målrettet og hårdt på at tydeliggøre, hvad der er acceptabelt adfærd, og hvad der ikke er.”