ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Forsmået Amager-investor: Det her er suspekt

Det vækker harme hos den tidligere sagsøger af Amagerbanken, Jens Hintze, at et bestyrelsesmedlem efter alt at dømme hævede 3 mio. kr. få dage inden bankens konkurs.

"Nu bliver det dokumenteret, at der har foregået insiderdiskussioner. Det virker i hvert fald meget suspekt," siger Jens Hintze.

Finans
Bestyrelsesmedlem hævede millioner i Amagerbanken
Ifølge Jyllands-Posten hævede bestyrelsesmedlem i Amagerbanken, Hans Boye Clausen, knap 3 mio. kr. fra sine personlige konti på Amagerbankens sidste åbningsdag. 4. februar 2011. To dage senere, 6. februar 2011, krakkede banken.

"Næppe den eneste sag"


For Jens Hintze, der købte aktier i Amagerbanken kort tid inden bankens krak, er det et tydeligt bevis på, at der internt var viden om bankens tilstand.  

"Helt tydeligt. Og det er jo så næppe den eneste sag, vil jeg gætte på, blandt aktørerne i banken og de tilknyttede rådgivere. Det er svært at forestille sig, at andre ikke også har benyttet sig af samme mulighed," siger Jens Hintze.

1. februar 2011 købte han 36.000 aktier i Amagerbanken til en samlet værdi af 127.400 kr. Bankens krak få dage efter gjorde, at Jens Hintze mente, at bankens tilstand ikke var blevet korrekt udmeldt. Derfor lagde han sag an mod den krakkede bank.

Genovervejer sag

I Sø- og Handelsretten faldt der dom i sagen tilbage i august. Her fik Jens Hintze ikke medhold i søgsmålet. Retten lagde da til grund, at der ikke var fundet grundlag for at pålægge konkursboet et erstatningsansvar.

Finans
Amagerbanken: Investor taber erstatningssag
Efter domsafsigelsen gav Jens Hintze udtryk for, at han overvejede at anke. Han har indtil videre tøvet, men fortæller, at de nye oplysninger medvirker til, at han nu genovervejer, hvad han vil gøre. Det kræver dog, at han ikke selv skal påtage sig den økonomiske risiko, der ligger i at anke.

"Selvom jeg ikke føler, domsafsigelsen var særlig retfærdig, har jeg ikke villet tage den økonomiske risiko, der ligger i at anke for egne midler," siger han og understreger, at det fortsat gør sig gældende. 

Fortsat uenig i dom

Han vil dog undersøge, om det er en reel mulighed at anke.

"Jeg ved ikke, om det overhovedet er praktisk muligt at vække sagen til live igen, nu hvor vi egentlig har afsluttet den. Det skal jeg høre min advokat om."

På trods af endnu ikke at have foretaget sig yderligere i sagen er han, halvanden måned efter domsafsigelsen, fortsat uforstående over for dommen.

Finans
Karsten Ree: Amagerbanken var et voldsomt nederlag for mig
"Det er uændret. Jeg er slet ikke enig i dommen. Den er klart fordrejet og forudindtaget," siger Jens Hintze.

Jens Hintzes retssag mod den krakkede Amagerbanken var første gang, der faldt dom i efterspillet om banken.

For tiden kører en anden sag, hvor en række tidligere investorer i banken, under det fælles navn Amagerinvestor, sagsøger Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet for at lægge inde med afgørende viden om bankens tilstand.

Amagerinvestor venter dog fortsat på at få såkaldt fri proces af Civilstyrelsen til at føre retssag.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis