ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Idéen er smuk i sin enkelhed. Formålet med at udstede en grøn obligationer er grundlæggende at udnytte, at nogle investorer vil betale ekstra for det grønne. Dermed kan udstederen låne penge billigere til grønne formål. Ulempen er, at man så står med to slags obligationer, hvilket kan føre til mindre handel med dem hver især.

Nationalbanken mener, at de har fundet løsningen. I stedet for at udstede to slags danske statsobligationer vil de udstede et såkaldt grønt certifikat – et mærkat, man kan klistre på almindelige danske statsobligationer, som viser, at netop denne gæld går til at finansiere grøn omstilling.

De største danske investorer er dermed ikke oplagte købere

Dermed får man i teorien det bedste af begge verdener; investorer kan betale mere for det grønne, og man risikerer ikke at skade likviditeten.

Men verden er utaknemmelig, og Nationalbankens model for grønne obligationer får nu en kølig modtagelse blandt de danske pensionsselskaber, som ellers måtte formodes at være blandt kernekøberne til den nye statsgæld.

Problemet er, at pensionsselskaberne i årevis er turneret rundt med fortællingen om, at det ikke er en dårlig forretning at investere grønt – tværtimod. Men med Nationalbankens grønne certifikater bliver der sat et meget tydeligt prisskilt på den grønne samvittighed.

De største danske investorer er dermed ikke oplagte købere, hvis de grønne obligationer skal sælges væsentligt dyrere end almindelige obligationer og dermed sikre billig finansiering af den grønne omstilling.

Det øger betydningen af udenlandske investorer. Men også her lyder en advarsel fra de danske pensionsselskaber.

For den nye danske model bruges ikke andre steder, og spørgsmålet er, om de store udenlandske investorer gider at sætte sig ind i den for at få adgang til et trods alt lille marked for grøn statsgæld.

Normalt skeler institutionelle investorer desuden til, hvad deres lokale pendanter gør. Dermed kan begrænset interesse fra danske pensionsselskaber også være med til at kølne den udenlandske interesse.

Noget tyder altså på, at Nationalbanken har valgt en løsning, som er lidt for nyskabende, transparent og elegant.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis