Også Nationalbanken er hoppet med på den grønne bølge og har nu givet sit bud på, hvordan den vil udstede grønne statsobligationer som pendant til de konventionelle af slagsen.
For nogle uger siden lancerede banken en nyskabende model for obligationerne, som skal sikre en billig finansiering af den grønne omstilling herhjemme. Men den særlige model får en kølig modtagelse fra de danske pensionskæmpere, der ellers forventes at være blandt køberne og generelt er positive over for, at Nationalbanken laver en grøn udstedelse.
“Vi har ikke set denne metode noget som helst andet sted i hele verden
Poul Kobberup, investeringsdirektør, Danica
“Hvis man vil have succes med grønne obligationer, så viser vejen, at man skal gøre det let for investorerne. Og vi har ikke set denne metode noget som helst andet sted i hele verden,” lyder det blandt andet fra investeringsdirektør i Danica Pension, Poul Kobberup.
I AP Pension tvivler man også på, at modellen bliver en succes.
“Hvis markedet for grønne obligationer skal fortsætte med at vokse, tror vi det er vigtigt, at udstederne er enige om et udstedelsesformat. Med den påtænkte model er der en risiko for, at udenlandske investorer ikke vil deltage, og det, mener vi, er uhensigtsmæssigt,” siger investeringsdirektør Ralf Magnussen.
De to bakkes op af Sampension.
“Vi håber, udstedelsen bliver en succes, men risikoen for, at feltet af potentielle investorer bliver temmelig smalt, er til stede,” siger investeringsdirektør Jesper Nørgaard.
Som det ser ud nu planlægger Nationalbanken at udstede grønne statsobligationer som en pakke. I pakken er en konventionel statsobligation og et såkaldt grøn certifikat, som fortæller investoren, at midlerne vil blive brugt på grønne projekter.
Den metode har man valgt for at holde likviditeten oppe i det eksisterende statsobligationsmarked, lyder det.
Idéen er, at man på en auktion for danske grønne statsobligationer vil byde på den samlede pakke, men at certifikaterne senere kan handles separat, hvis man ønsker det. I Velliv ser man udfordringer med den model.
tojo
“Umiddelbart kan vi godt være nervøse for, at modellen med certifikater fører til lavere afkast, da certifikatet særskilt kan ende som en handelsvare uden egentlig værdi. Ligeledes er det ikke naturligt at investere i et certifikat i en porteføljeforvaltning,” siger Anders Stensbøl Christiansen, investeringsdirektør i Velliv.
Heller ikke i Pensiondanmark er man begejstret for idéen om et nyt separat aktiv.
“Nationalbankens eksplicitte udstedelse af certifikater er ny og også udfordrende set fra et investorsynspunkt, fordi et certifikat, i almindelig tekstbogs forstand, ikke er et finansielt aktiv,” siger underdirektør Steffen Mielke.
Både AP Pension, Danica Pension og Velliv ville foretrække den model, som f.eks. Holland har valgt til at udstede grønne statsobligationer, hvor den grønne obligation er en helt selvstændig obligation.
Børsen har foreholdt kritikken for Nationalbanken, der i et skriftligt svar meddeler, at man fortsætter arbejdet med de grønne obligationer.
“Der arbejdes videre med modellen, fordi den muliggør, at den danske stat kan lave grønne udstedelser uden at gå på kompromis med likviditeten i danske statsobligationer. Dette kommer i sidste ende både investor og den danske stat til gode,” skriver banken og påpeger, at det ligesom for konventionelle grønne obligationer er op til investor, hvorvidt man vil betale en præmie for de grønne investeringer.