ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Stor usikkerhed omkring storbankers coronatab før regnskaber: “Det er på mange måder svært at opgøre tabene på nuværende tidspunkt”

Størrelsen på Nordea

og Danske Banks nedskrivninger gør det umuligt at vurdere, hvordan det er gået i første kvartal, lyder det

Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Onsdag og torsdag kommer to af landets største banker med regnskaber for årets første kvartal, der i høj grad har været smittet med corona.

Tallene fra Nordea og Danske Bank kommer til at være voldsomt påvirket af virussen, lyder det samstemmigt fra aktieanalytikerne Mikkel Emil Jensen i Sydbank og Anders Haulund Vollesen i Jyske Bank.

“Bankerne bliver ramt af en enorm usikkerhed over hele linjen. Det er usikkerhed, som udelukkende er opstået på grund af covid-19,” siger Anders Haulund Vollesen.

4

mia. kr. vurderer Mikkel Emil Jensen, at Danske Bank kan have hensat til tab

Begge analytikere fortæller, at bankernes handel med værdipapirer vil være påvirket af den udvikling, der har været på de finansielle markeder.

“Det er klart, at regnskaberne også vil være kraftigt udfordret af lave handelsindtægter. Der har været stor volatilitet på de finansielle markeder, kreditspændene har udvidet sig markant, og det er sådan noget, der gør ondt på indtægtssiden under handelsindtægter og kursreguleringer,” siger Mikkel Emil Jensen.

Den store usikkerhed

Men den helt store usikkerhed om bankernes resultater, der bliver offentliggjort i denne uge, er nedskrivningerne.

Det er de penge, som bankerne vurderer, at de kan komme til at tabe, fordi kunderne af den ene eller anden årsag ikke kan betale det, de skylder.

Derfor laver ledelserne i bankerne et skøn for, hvad de kan komme til at tabe. Det gør de eksempelvis i forbindelse med begivenheder som tørker eller nu en pandemi.

“Relativt kommer vi til at se store afvigelser i, hvad der bliver afsat i de forskellige banker, da det som udgangspunkt tager afsæt i ledelsernes egne vurderinger,” siger Mikkel Emil Jensen.

Relativt kommer vi til at se store afvigelser i, hvad der bliver afsat i de forskellige banker

Mikkel Emil Jensen, aktieanalytiker, Sydbank

Han vurderer, at Nordea har afsat 3,4 mia. kr. til tab i første kvartal. For Danske Bank sætter han tallet endnu højere til 4 mia. kr.

“Det er på mange måder svært at opgøre tabene på nuværende tidspunkt, for det afhænger igen meget af ledelsesbeslutninger i forhold til det. I de kommende måneder vil der tegne sig et klarere billede af bankernes tab i forbindelse med covid-19,” siger han.

En lignende vurdering kommer fra Jyske Banks Anders Haulund Vollesen. ​​​

“Man kan nemt blive snydt, hvis nedskrivningerne er lave. Det kan være et signal om, at man ikke har hensat nok og potentielt undervurderet konsekvenserne af covid-19. Men det kan også være et signal om, at banken har en stærk kreditkvalitet og står godt positioneret mod covid-19,” siger Mikkel Emil Jensen.

Ifølge ham skulle det dog være underligt, hvis vi ikke kommer til at se, nedskrivningerne stige i regnskaberne på trods af usikkerheden, fordi man lige så godt kan gå tabene i møde allerede nu.

Anders Vollesen vurderer, at Danske Bank vil rammes hårdere af effekterne fra corona i første kvartal. Han peger på, at Danske Bank har en større eksponering mod den hårdt prøvede olieindustri end Nordea.

Stå imod

Jyske Bank-analytikeren regner med, at bankerne vil tage de største nedskrivninger i første kvartal af 2020. Men der kommer et langt efterslæb, trukket af coronakonkurser i spidsen.

“Covidkvartalet vil trække en lang hale efter sig,” siger Anders Vollesen.

Bankerne selv har dog penge nok stående på kontoen til at sikre sig mod de følger, som smitten kommer til at bringe med sig, forklarer han.

“De har aflyst udbytterne for 2019, så begge banker har en voldsom stor buffer til at modstå dårligdomme.”

Nordea offentliggøre sit regnskab onsdag kl. 6.30, Danske Banks lander omkring kl. 8.00 torsdag.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis