ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analytikere giver massive hug til Danske Bank og nettoresultatet bliver spået til at falde markant

Danske Banks bundlinje

falder med 93 pct. i første kvartal, og 66 pct. i 2020 på grund af en kraftig stigning i dårlige lån, spår analytikere

En kraftig stigning i dårlige lån som følge af coronakrisen kommer til at påvirke bundlinjen i Danske Bank, mener analytikere. Arkivfoto: Steven Achiam
En kraftig stigning i dårlige lån som følge af coronakrisen kommer til at påvirke bundlinjen i Danske Bank, mener analytikere. Arkivfoto: Steven Achiam

For Danske Bank bliver 2020 det år, hvor nedskrivningerne på dårlige lån bliver de største siden 2012, og nettoresultatet blot bliver en tredjedel af, hvad landets klart største bank tjente sidste år.

Det er i hvert fald facit, når man ser på de gennemsnitlige estimater fra de bankanalytikere, der følger Danske Bank.

Og det kan ovenikøbet vise sig at være for optimistisk.

Estimater indsamlet af finanstjenesten Bloomberg viser, at analytikerne venter, at Danske Bank i år vil være nødt til at nedskrive sine udlån med godt 4,9 mia. kr., svarende til 28 basispoint, eller knap 0,3 pct., af det samlede udlån. Det er en stigning på 225 pct. i forhold til nedskrivningerne i 2019.

Sammen med forventninger om et fald i Danske Banks samlede indtægter i 2020 på godt 9 pct. og uændrede omkostninger, betyder det, at 11 banker og analysehuse nu i gennemsnit venter, at Danske Bank i hele 2020 tjener 5,2 mia. kr., viser Bloombergs tal.

Det er 66 pct. mindre end de 15,1 mia. kr. som banken netto tjente i 2019, hvor Danske Bank i alt havde nedskrivninger på 1,5 mia. kr., eller 8 basispoint af udlånet.

“I løbet af den sidste måned har de nordiske banker oplevet et af de mest alvorlige fald i indtjeningsforventningerne siden den globale finanskrise. Konsensus-indtjeningsforventningerne faldt i gennemsnit med 14 pct. i løbet af måneden, og var på helt op til minus 24 pct. for Danske Bank,” skrev bankanalytikere fra Deutsche Bank sidste uge i en stor nordisk bankanalyse, hvor analytikerne mere end fordoblede de forventede nedskrivninger for Danske Bank i 2020, og reducerede 12-måneders kursmålet på Danske Bank-aktien med 20 pct. til 90 kr.

“I vurderingen af følsomhed over for en forringelse af kreditkvaliteten ser vi DNB, Danske og Nordea som relativt mere følsomme end konkurrenterne,” lød det endvidere fra Deutsche Bank.

Og den tyske storbanks analytikere advarede også om, at nedskrivningerne kan blive værre, end hvad der i dag er indregnet i forventningerne.

“Konsensusforventningerne til nedskrivninger kan meget vel vise sig at være optimistiske, hvis virusudbredelsen og dens bekæmpelse fører til en mere langvarig pandemi, hvor virussen vil fortsætte et stykke ind i andet halvår,” lyder det fra Deutsche Bank.

93 pct i første kvartal

Hvis man alene ser på de første tre måneder af 2020, så venter analytikerne nu et fald i Danske Banks samlede indtægter på 20 pct. i forhold til fjerde kvartal i 2019, og et nettoresultat, der falder fra 5,04 mia. kr. i fjerde kvartal til 375 mio. kr. i første kvartal i år, svarende til et fald på knap 93 pct.

Nedskrivningerne ventes i første kvartal at lande på 1,5 mia. kr., mod 0,6 mia. kr. i fjerde kvartal.

Med andre ord ventes Danske Bank nu at nedskrive lige så meget i de første tre måneder af 2020 som i hele 2019.

Forventer nu største nedskrivninger for Danske Bank siden 2012

93

pct. fald i de samlede indtægter i første kvartal venter analytikerne, hvis man sammenligner med fjerde kvartal sidste år

Efter Danske Bank for godt to måneder siden præsenterede sit årsregnskab viste analytikernes regneark, at de forventede at Danske Bank ville tjene godt 2,5 mia. kr. i de første tre måneder af 2020, og 9,3 mia. kr. i hele 2020.

Hvis analytikerne får ret i deres justerede forudsigelser, så vil Danske Bank i år få det største nedskrivningsbehov på udlån siden 2012, hvor der måtte hensættes 7,7 mia. kr. til dårlige udlån.

Til sammenligning, så forventede analytikerne efter præsentationen af Danske Banks årsregnskab i februar i år, at banken i hele 2020 ville få nedskrivninger på 1,7 mia. kr., og heraf i første kvartal ville foretage nedskrivninger på knap 370 mio. kr.

For optimistiske

Men trods de markante opjusteringer til behovet for nedskrivninger i år, så kan analytikerne meget vel stadig være for optimistiske i deres forudsigelser.

Det mener Philip Richards, senioranalytiker hos Bloomberg Intelligence. Også når der tages højde for de seneste nedjusteringer i analytikernes 2020-forventninger til indtjeningen.

“Vi mener at estimaterne fortsat er for optimistiske, og at andre nordiske banker vil formentlig følge Swedbanks udmelding om markant højere nedskrivninger i første kvartal. Faldet i oliepriserne vil være en væsentlig årsag, sammen med den generelle økonomiske forværring, der er udløst af nedlukningen som følge af virusudbruddet,” skriver Philip Richards i en note.

Swedbank har allerede meddelt, at man forventer at nedskrive 2,2 mia. svenske kr., eller 1,5 mia. kr., alene i første kvartal, lige som Jyske Bank har meddelt, at man forventer at nedskrive ca. 1 mia. kr., også alene for første kvartal.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis