Bankerne vil rigtig gerne påtage sig et samfundsansvar. Det er linjen på direktionsgangene, og det er det budskab, man satser på skal vende den folkestemning, der har sendt branchen på langtidsparkering i offentlighedens skammekrog lige siden finanskrisen.
Da coronakrisen meldte sig, var bankerne hurtigt ude med løfter om at holde kreditterne flydende til erhvervslivet og almindelige danskere, og man strakte sig endda så langt som til at holde udbyttebetalinger til aktionærerne tilbage. Storbankerne har én efter én shoppet ind på klimadagsordenen med ultrabillige lån til elbiler og boligrenoveringer, og i kølvandet på Danske Banks hvidvaskskandale har sektoren gjort et nummer ud af at fortælle, hvor mange tusinde ansatte der indberetter hvidvask og skatteunddragelse og derved gør myndighederne en kæmpe tjeneste, må man forstå.
“Før eller siden skal vasketøjet vaskes og affaldet ud
Alligevel dukker der nye sager op, hvor bankerne ikke har vist rettidig omhu – moralsk due diligence om man vil – på deres egne lånebøger. Det gælder Danske Banks inkassosag, og det gælder de lån til socialt udsatte, som flere banker tager tocifrede rentesatser på.
Et par håndfulde lån til socialt udsatte, der ikke har penge til at betale deres indskud i et socialt boligbyggeri, fylder ingenting i lånebogen hos Arbejdernes Landsbank eller Nordea, men de eksisterer ikke desto mindre, og der er ikke nogen undskyldning for at lade den type kunder betale for meget i rente. Og slet ikke når lånene er garanteret af en offentlig myndighed, som Svendborgs borgmester, Bo Hansen, påpeger over for Børsen.
Det er kun teenagere, der tror, at de kan rydde op ved at skubbe vasketøj, brugte tallerkener og affald ind under sengen. Før eller siden skal vasketøjet vaskes og affaldet ud, og både for teenagere og banker er det eneste der kommer ud af at vente ballade.
