ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

I det store og hele har dansk erhvervsliv indtil videre klaret sig igennem pandemien uden de store skrammer. Antallet af virksomheder, der er gået konkurs, har ikke været alarmerende højt.

Men en bølge af konkurser kan snart skylle hen over landet, vurderer flere bankdirektører over for Børsen.

“Der er igen rigtig meget usikkerhed, og mange virksomheder har opbrugt de buffere, som de havde i foråret. Derfor forventer vi, at en del kan få problemer, hvis usikkerheden fortsætter, både i forhold til covid-19 og i forhold til brexit,” lyder vurderingen fra Carsten Egeriis, der er risikochef i Danske Bank.

3440

virksomheder er gået konkurs fra oktober til marts

Han fortæller, at udviklingen i antallet af konkurser i Danmark har været “bemærkelsesværdig flad”, og at det samme har gjort sig gældende i Danske Bank.

“Det handler ikke kun om de statslige støtteordninger, men også om, at vores kunder har været forberedte og været gode til at tilpasse deres udgifter,” siger Carsten Egeriis.

I Danske Bank har man nedskrevet 6,3 mia. kr. i løbet af i år.

Dyster spådom

Anders Dam, der er ordførende direktør i Jyske Bank, kom i foråret med en dyster forudsigelse. Op mod 50 pct. flere virksomheder end normalt vil gå konkurs som følge af coronavirus.

Den dystre spådom holder direktøren fast i.

“På samfundsplan tror jeg stadig på denne vækst i antallet af konkurser. Jeg håber, vi med vores kundesammensætning kan klare os bedre end prognosen, hvis den måtte gå i opfyldelse,” siger Anders Dam.

Ligesom Carsten Egeriis vurderer Anders Dam, at konsekvenserne vil begynde at vise sig, når virksomhederne igen skal betale udskudt skat og moms.

“Vi vil for alvor kunne se, hvem der har en god likviditet på grund af rentabilitet, og hvem der ikke har, når vi når ind i første halvår 2021,” siger Anders Dam.

Mange virksomheder har opbrugt de buffere, som de havde i foråret

Carsten Egeriis, risikochef, Danske Bank

Jyske Bank har i årets tre første kvartaler nedskrevet knap 1 mia. kr. til at stå imod coronakonsekvenserne.

Ingen coronatab

I sidste uge fortalte Danmarks Statistik, at 3440 virksomheder er gået konkurs fra marts og frem til oktober. Det svarer til 0,4 pct. af alle registrerede virksomheder. I årene efter finanskrisen var det samme tal, kaldet konkursrisikoen, 0,6-0,7 pct., mens man skal tilbage til 2015 for at finde et lavere tal med 0,3 pct.

I Nykredit har topchef Michael Rasmussen endnu ikke noteret sig tab relateret til corona. Banken hensatte i starten af pandemien 1,8 mia. kr. til at stå imod dårligdommene, der følger i hælene på smitten. I tredje kvartal lagde banken lidt til den buffer:

“Det har vi gjort, fordi usikkerheden lige nu er større, end den var for en måned siden,” siger Michael Rasmussen.

Han fortæller, at “der kommer en dag, hvor nogle virksomheder vil få det svært.”

“Der vil utvivlsomt komme flere konkurser, når hjælpepakkerne hører op. Omfanget, tror jeg, afhænger af, hvor dyb krisen bliver, hvor lang den bliver, og om vi kan undgå endnu en stor nedlukning herhjemme og på vores eksportmarkeder,” siger topchefen.

Torsdag fortalte overvismand Carl-Johan Dalgaard, at pilen nu peger i en mere pessimistisk retning end for bare en måned siden.

“Jeg deler den vurdering, at den økonomiske situation er blevet forværret bare over de seneste uger pga. smitteudvikling,” sagde han til Børsen.

Bredt set har bankerne det seneste halvår kunnet se deres udlån til erhvervslivet dale, fordi kunderne har kunnet finansiere sig med likviditet fra de offentlige pengekasser.

Tal fra Nationalbanken viser, at bankernes udlån til erhverv siden marts måned er reduceret med 19,2 mia. kr.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis