ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ny bæredygtig Danske Invest-fond har “tiltrukket sig pæn opmærksomhed”: 350 mio er strømmet til

Robert Mikkelstrup, adm. direktør i Danske Invest. Arkivfoto: Magnus Møller
Robert Mikkelstrup, adm. direktør i Danske Invest. Arkivfoto: Magnus Møller

Mens Danske Invest oplever, at privatkunderne trækker sig fra investeringsforeningen, har man dog set, at der er blevet taget positivt imod en ny bæredygtig, aktivt forvaltet fond, som blev lanceret i begyndelsen af september.

I den første måned af fondens levetid er der blevet tegnet for i alt 350 mio. kr. i fonden. Det fortæller adm. direktør Robert Mikkelstrup.

“Det er en afdeling, som har tiltrukket sig pæn opmærksomhed,” siger han.

Generelt er fonden et udtryk for Danske Invests stigende fokus på bæredygtighed, en historie, som foreningen ifølge Robert Mikkelstrup skal blive bedre til at fortælle i forsøget på at kapre de tabte markedsandele tilbage.

Fokus på dialog

Fonden, der har titlen Global Sustainable Future, er den første i Danske Invest i Danmark, der får foreningens bæredygtighedsmærkat Thematic. Her gælder det, at der investeres i specifikke bæredygtighedstemaer og -løsninger som f.eks. cirkulær økonomi, ligesom der også kan være yderligere restriktioner for selskaberne ud over dem, der er en del af Danske Invests generelle politik for bæredygtig investering.

“I denne fond handler det ikke bare om klima, men er bredere funderet på bæredygtighed. Befolkningstallet i verden er hele tiden stigende, og forbruget af ressourcer, der på sigt kan opbruges, er fortsat stort, og det skal der ændres på,” siger Robert Mikkelstrup.

Kendetegnet for den aktive forvaltede fond er ligeledes, at der er en aktiv dialog med selskaberne, der investeres i.

“Vi ser i dialogen på, om der er fastlagt troværdige planer for, hvordan de vil komme i mål med bæredygtighedsstrategien. Det er der lige nu ikke en standard for, hvordan man skal gøre i passiv forvaltning,” siger direktøren.

Håbet er, at flere fonde hos Danske Invest med tiden kan få mærkatet Thematic, som er det mest ambitiøse bæredygtighedsmærke hos Danske Invest.

“Vi har ambitioner om, at fondene i højere grad bliver klassificeret, så et godt bud vil være, at der kommer flere.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis