Teknologikæmpen TDC Net har som første selskab i verden fået godkendt en plan for at blive komplet klimaneutral i 2030 af den globalt anerkendte standard Science Based Targets Initiative (SBTI).
Klimainitiativet er de seneste år vokset til den mest anvendte aktør for at sætte klimamål blandt verdens virksomheder, og 117 danske selskaber er tilsluttet SBTI, mens over 3900 fra hele verden har bedt organisationen validere deres klimaplaner.
SBTIgiver virksomheder, der ønsker at understøtte klimamålene i Paris-aftalen, en standardiseret metode til at måle sine udledninger og basere mål på, og med den transparens, der ligger i SBTI, er det muligt for investorer, kunder og leverandører at måle virksomheder op imod hinanden. Bag SBTIstår FN’s Global Compact, World Resources Institute, CDP (Carbon Disclosure Project)og WWF. Forpligtelsen afhængeraf virksomhedstype og -størrelse. Generelt skal virksomhedens mål være foreneligt med FN’s mål om højst 2 graders global opvarmning og bestræbelser på at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader.
TDC Net står nu som den eneste virksomhed, der har fået godkendt et mål om at have en samlet klimabelastning på 0 i 2030 og bidrage til Paris-aftalens målsætning om at begrænse temperaturstigninger til 1,5 celsiusgrader globalt.
Det en milepæl for virksomheden, fortæller Peter Søndergaard Andersen, TDC’s bæredygtighedsdirektør.
“At få SBTI’s validering er en bekræftelse af, at det er ambitiøst, men realistisk at nå målsætningen i 2030.”
SBTI ser kun på, om klimaplanen lever op til Paris-aftalen, så TDC Net har altså stadig arbejdet foran sig – indfrielsen af ambitionerne er langtfra skrevet i sten. Langt størstedelen – 70 pct. – af selskabets udledninger ligger i indirekte udledninger, kaldt scope 3, som stammer fra samarbejdspartnere.
Ifølge Peter Søndergaard Andersen ligger den store opgave derfor i at se nærmere på, hvordan man køber ind, og ikke mindst hvem man handler med.
“Vores analyser viser, at 80 pct. af vores udledninger i scope 3 ligger hos leverandørerne. Så vi skal helt klart ud og tale med dem, hvis vi skal i mål. Vi træner og uddanner indkøbsafdelingen til at fokusere på esg (environmental, social og governance,red.), når de køber ind, og så har vi lavet et screening-værktøj, der på baggrund af indkøbets størrelse og industri kan udpege indkøb, som vi skal diskutere, inden vi går videre,” siger han.
På den anden side af arbejdet ser TDC Net, at kunderne begynder at stille krav til, hvor grønne deres løsninger er. En af dem er ejendomskoncernen Nrep, som er blandt nordens største med en ejendomsportefølje på ca. 130 mia. kr. Her er TDC Net valgt som leverandør af digital infrastruktur til projektet UN17 Village, bl.a. på baggrund af SBTI-valideringen.
“UN17 er et projekt, hvor vi arbejder specifikt med verdensmålene, så det er super vigtigt, at de løsninger, vi bruger i byggeriet, er i harmoni med dem. Specielt den del som TDC leverer, er noget, vi ikke tidligere har berørt, så derfor var det vigtigt at finde en leverandør, der har fået valideret deres klimamål videnskabeligt,” siger Lars Bock, udviklingschef i Nrep.
“Mange søger at få valideret deres mål, og vi oplever også, at det er helt afgørende for deres kunder.Vi ser også flere og flere virksomheder knytte deres banklån til ambitiøse klimamål
Carina Ohm, chef for klima og bæredygtighed, EY
At virksomheder i stigende grad stiller klimakrav til hinanden, kan Carina Ohm også genkende. Hun er chef for klima og bæredygtighed hos revisions- og rådgivningshuset EY og oplever, at den videnskabelige SBTI-validering af klimamål fylder mere og mere, når det kommer til at vælge leverandører og partnere i erhvervslivet.
“Vi ser, at mange søger at få valideret deres mål, og vi oplever også, at det er helt afgørende for deres kunder. Vi ser også flere og flere virksomheder knytte deres banklån til ambitiøse klimamål, som er valideret af SBTI. Det smarte er, at hvis man har valideret sine mål af SBTI, så er der nogle uafhængige videnskabsfolk, der har vurderet, at virksomhedernes klimaplaner er tilstrækkeligt ambitiøse,” forklarer hun.
Tilbage hos TDC Net krævede det en grundig kortlægning af alle virksomhedens udledninger at få godkendt et SBTI-mål. Her har teknologigiganten også direkte udledninger, der skal reduceres. Eksempelvis kører deres teknikerbiler, hvad der svarer til godt to gange rundt om jorden – dagligt.
Indtil videre har TDC Net kun kørt med elbiler på testniveau, og deres nuværende flåde af 1300 teknikerbiler udgør omkring 95 pct. af selskabets samlede direkte udledninger på 8000 ton årligt, eller hvad der svarer til 667 gennemsnitsdanskeres årlige udledning.
“Vi har i år kørt nogle test af elektriske varebiler, men vi må erkende, at teknologien lige nu kun er ved at være tilstrækkelig til vores behov. I stedet har vi startet et projekt, hvor vi bruger data og kunstig intelligens til at optimere vores kørselsmønstre og forbrug, og på den måde vil vi gerne fjerne en halv tur rundt om jorden og reducere kørslen med 25 pct. i 2025,” siger Peter Søndergaard Andersen.
Af retningslinjerne i SBTI fremgår det desuden, at kun 10 pct. af reduktionerne må foregå gennem klimakompensation.
For at komme i mål med 2030-ambitionen er samarbejde med leverandører, partnere og udenlandske konkurrenter essentielt, og det samme er krav til hinanden, mener bæredygtighedsdirektøren, Peter Søndergaard Andersen. Udover at man i TDC Net vurderer leverandørerne med det, han kalder esg-risk, er der også stablet et større internationalt samarbejde på benene.
“Vi har indgået et samarbejde med AT&T, British Telecom og ca. 20 af de andre største telecom-virksomheder i verden, hvor vi sammen besøger leverandører og vurderer deres lokationer for esg-risici. Det fungerer rigtig godt med de større leverandører, f.eks. en af vores store leverandører på mobilnetværk, her kan vi som branche gå til dem og sige, at vi gerne vil kigge nærmere på deres virksomhed,” forklarer han.
Mange store virksomheder har hele afdelinger, der arbejder med bæredygtighed, ligesom Peter Søndergaard Andersen og hans fire kollegaer gør hos TDC Net, men situationen er en anden hos mange af de små og mellemstore virksomheder.
“Indtil videre er vi gået ad dialogvejen, hvis en leverandør ikke har kunnet leve op til målsætningerne, men vi kommer til at gå hårdere til værks over tid,” siger han og fortsætter:
“Der begynder jo også at komme lovkrav fra EU på det her område, og det vil vi som ansvarlig virksomhed sikre os, at vores leverandører lever op til. Vi anerkender, at især smv’erne ikke har ressourcerne til det her, og dem prøver vi at hjælpe gennem workshops og møder, hvor vi fortæller dem om mulighederne ved at komme i gang med bæredygtighed, CO2-regnskab osv.”
