Verdens ledere samles netop nu i den brasilianske regnskovsby Belém til klimatopmøde.
Men det er ikke temperaturstigninger og CO2-reduktioner, der ser ud til at stå i centrum for samtalerne i Beléms endeløse mødelokaler. Det gør til gengæld finansieringen af grøn omstilling, hvor beløbene på bordet skal måles i tusinde milliarder kroner.
Hvilken regning forventer vi, hvordan deler vi den, og hvad gør vi, når nogen vælger at løbe fra den?
FAKTA
COP30
- Årets klimatopmøde finder sted i den brasilianske by Belém. Værtskabet har allerede inden topmødet fået kritik for at vælge en for lille og svært fremkommelig by til at huse topmødets mange tusinde deltagere.
- Topmødets væsentligste mål er at gøre status på løfterne fra Paris-aftalen for ti år siden og at sikre mere finansiering til grøn omstilling i verdens fattigste lande.
- Fra Danmark deltager flere ministre samt en erhvervsdelegation på ca. 30 virksomheder. Flere virksomheder melder imidlertid, at de deltager uden deres adm. direktør, hvilket ellers har været praksis tidligere.
- COP30 er planlagt til at vare fra den 10. til den 21. november.
Sådan lyder de centrale dilemmaer i klimapolitik i dag, hvorfor deltagerlisten ikke blot tæller klimaforskere, ministre og teknokrater, men også stadig flere bankdirektører, pensionsbosser og andre private virksomheder.
“Vi ser et skift i fokus, fra at få alle reglerne på plads, til i højere grad at rette fokus mod implementering. Og så snart man går i gang med at kigge på implementering, så bliver finansiering helt centralt,” påpeger Katrine Ehnhuus, seniorrådgiver ved Mellemfolkeligt Samvirkes center for Bæredygtig finans.
For mens alle lande har klimamål, og der nu også er sat mål for, hvor meget klimafinansiering der er brug for, lyder opgaven nu at sikre, at målene på svimlende 300 mia. dollar i offentlig finansiering og 1300 mia. dollar i privat finansiering årligt kan nås i 2035.
Finanssektor følger trop
Netop som privat finansiering har bevæget sig ind på topmøderne, er også virksomhederne – særligt de finansielle – fulgt med.
Finn Mortensen har siden 2008 været direktør for den offentlig-private virksomhed State of Green, som koordinerer den officielle danske delegation på klimatopmøderne. Virksomheden blev grundlagt som en del af forberedelsen til, at København skulle være vært for topmødet i 2009.
Alene den danske delegation tæller i år ca. 30 virksomheder ud over politikere og embedsmænd – og særligt finanssektoren står klar. I år betyder det, at Danske Bank, Pensiondanmark, PFA, PKA og Velliv står på deltagerlisten til årets klimatopmøde.
“Interessen fra de finansielle aktører er vokset betydeligt gennem årene. Det er et dansk fænomen, tror jeg. Det hænger nøje sammen med, at vi har en pensionssektor herhjemme, der er gået foran i at engagere sig i grøn omstilling,” vurderer Finn Mortensen.
Men også for politikere er diskussionen blevet altoverskyggende. Spørger man klimaminister Lars Aagaard (M), skygger den måske endda for meget over andre dele af klimapolitikken.
“Hvis man kigger under motorhjelmen i denne COP, handler næsten alle dagsordenspunkter om penge,” konstaterer han og efterlyser, at CO2-reduktioner kommer tilbage på dagsordenen.
“Vi vil have, at verden skal forholde sig politisk til, at vi ikke er på vej til at opfylde Paris-aftalens halvandengradsmål. Verden skal forholde sig til, at der ikke er nok reduktioner,” siger han med henvisning til, at de seneste beregninger viser, at kloden bevæger sig mod en opvarmning på ca. 2,8 grader, mens målet i Paris-aftalen lyder på 1,5 grader.
Hvad der skal diskuteres på årets topmøde, er i skrivende stund ikke afgjort, da selve dagsordenen var første punkt, da forhandlingerne begyndte mandag eftermiddag dansk tid.
Sammenbrud i København
For at forstå, hvorfor topmøderne ikke længere blot er en embedsmandsøvelse om CO2-mål, må man spole tiden tilbage til klimatopmødet COP15 i København. Mange vil huske en udkørt Lars Løkke Rasmussen (M), der som forhandlingsleder forsøgte at skaffe opbakning til en aftaletekst.
I Lars Aagaards øjne var det sammenbrud et nødvendigt skridt væk fra et “urealistisk” system, hvor politikere til et FN-topmøde satte forpligtende mål for verdenssamfundet.
“Man kan sige meget om klimatopmødet i København. Jeg mener, at det var en succes i den forstand, at det sammenbrud, der skete der, også var sammenbruddet for Kyoto-protokollen, som var et top-down-mål,” siger han.
Da man forlod den tilgang, endte det i ministerens optik med Paris-aftalen i 2015, som i dag sætter rettesnoren for international klimapolitik, ved at lande hver især vælger deres klimamål og rapporterer dem til FN.
OVERBLIK
Fra paragraffer til finanser
- 2009: I-lande lover at støtte omstilling og klimatilpasning i u-lande med 100 mia. Dollar om året fra 2020. Man benytter fortsat en definition af u-lande fra 1997. Her opgiver man en ny, stor klimaaftale.
- 2015: Forpligtelsen på 100 mia. Dollar forlænges, så den også skal gælde perioden 2020-2025. Det sker som en del af Parisaftalen med det udtalte mål at holde de globale temperaturstigninger under 1,5 grader.
- 2021: Man indser, at målet ikke vil række og at der er behov for privat finansiering.
- 2024: Klimatopmødet vedtager et mål om 1300 mia. dollar årligt i privat finansiering. Samtidig øges målet for 100 mia. dollar i offentlig finansiering til 300 mia. fra 2035 og frem. Nu inviteres u-lande til at bidrage, men uden forpligtelser.
Det er imidlertid ikke uden risici, når man lader klimafinansiering være et spørgsmål om frivillighed, påpeger Katrine Ehnhuus. Hun fremhæver, at det også tidligere har været svært at få løfter om finansiering fra offentlige kasser indfriet.
“Man vil rigtig gerne kunne sikre sig, at der bliver leveret, når rige lande har lovet at støtte med et vist beløb,” påpeger hun.
Og her tæller historikken ikke i de rige landes favør. Et tidligere mål på 100 mia. dollar i klimabistand om året blev aldrig nået inden for deadline. Målet er nu hævet til 300 mia. dollar om året senest i 2035. Derudover prioriteres de midler, der skal finansiere tilpasning til et forandret klima, oftest ned i forhold til eksempelvis energiprojekter.
Samtidig er vestlige landes løfter om at hjælpe fattigere lande med at tilpasse sig klimaforandringerne mødt af kritik. Her er infrastrukturprojekter talt med i beregningerne, som da Japan eksempelvis finansierede en dybvandshavn i Bangladesh og talte halvdelen af et lån på 726 mia. dollar med som klimafinansiering.
Trump-exit stiller nye krav
Fra klimaministerens stol er der et fællestræk i diskussionerne om finansiering. Regningen ender ganske få steder – endnu færre, når Donald Trump har valgt at trække USA ud af Paris-aftalen.
“Europa skal gå til borgerne og sige, at de skal betale mere i skat for at give mere til andre steder i verden,” siger han.
“Det vil Europa gerne. Vi vil gerne løse vores del af ansvaret, men vi vil for eksempel ikke løse amerikanernes ansvar,” siger Lars Aagaard.
Han fremhæver samtidig, at der er andre skævheder i den måde, klimatopmøderne taler om finansiering. Vi skal spole tiden tilbage til Kyoto-protokollens vedtagelse i 1997, hvor en stor del af reglerne bag COP-systemet blev vedtaget.
Her blev lande delt op i ilande og ulande for at definere, hvilke lande der har et historisk ansvar for klimaforandringer og et økonomisk overskud, og hvem der har mindre ansvar og behov for bistand til at gennemføre deres omstilling.
De to kategorier er imidlertid unuancerede, lyder kritikken, særligt fra EU. Nogle lande har oplevet hastig vækst siden 90’erne, har store udledninger, men er fortsat kategoriseret som ulande. Mest markant gælder det Kina og flere stater i Mellemøsten.
“Jeg skal kunne gå til en rumænsk arbejder med et indkomstniveau milevidt under de lande og forlange, at han betaler, mens andre ikke gør det,” konstaterer Lars Aagaard.
1300 mia. om året
Netop den type indvendinger førte i 2024 til en aftale om at mobilisere 1300 mia. dollar om året i privat finansiering til de lande, der har mest brug for hjælp til at omstille sig.
Her er målet, at pensionskasser og andre større investorer skal lægge milliarderne. Hvordan det skal ske, er fortsat til diskussion.
Den forgangne uge kom det første udkast med over 50 anbefalinger, som blandt andet tæller beskatning af olie- og gassektoren samt flyskatter.
Den type diskussioner er også med til at trække private virksomheder med på klimatopmøderne, vurderer Finn Mortensen.
“Engagementet hos de danske virksomheder er vokset, og forventningerne er også blevet langt mere tydelige. De kommer ikke længere for bare at lytte. De kommer på højt niveau, oftest på direktionsniveau,” siger han.
Fra flere sider lyder det imidlertid, at årets topmøde bliver en undtagelse, når det kommer til deltagelse på direktionsniveau såvel som på ministerniveau.
Det skyldes dels den afsidesliggende placering af topmødet, logistikken og forventningerne til andre deltagere. Derudover kan det for nogle deltagere betyde noget, at USA har understreget sin modvilje mod topmøderne, påpeger Finn Mortensen.
Mest markant har statsminister Mette Frederiksen (S) for nylig meldt afbud til årets klimatopmøde trods Danmarks formandskab for EU. Her var forklaringen, at topmødet finder sted samtidig med kommunalvalget.
