Tirsdag kl. 10 gik EU’s klima- og miljøministre ind til det forhandlingsmøde, der skulle ende med et nyt klimamål.
Først 18 timer efter, omkring kl. 4 natten til onsdag, var forhandlingsleder og klimaminister Lars Aagaard (M) tæt på at lande en politisk aftale.
Men onsdag morgen kulminerede månedsvis af magtkampe i Bruxelles, og Lars Aagaard kunne præsentere resultatet i Bruxelles:
EU’s medlemmer er enige om et klimamål, der skal reducere unionens udledninger med 90 pct. i 2040.
En vigtig sejr for den danske regering, der har gjort klimamålet til en af sine fremmeste prioriteter under EU-formandskabet.
“Det er vigtigt for EU og for vores fremtid – og det viser, at vi kan stå sammen selv i vanskelige tider,” udtaler Lars Aagaard i en pressemeddelelse.
Den politiske aftale kan dog ikke oversættes til en synderlig sejr for klimakampen. Eller den del af dansk industri, der satser stort på grøn omstilling.
Det er der flere grunde til.
Kun 21 ud af 27 EU-medlemmer støtter op om det nye mål. Selve aftaleteksten er blevet udvandet i form af nødbremser og anden “fleksibilitet” i metermål. En stor del af udledningerne risikerer at ende som varm luft i form af klimakreditter. Og så indeholder loven flere ændringsklausuler, der betyder, at slaget om klimamålet kan blusse op igen.
Onsdagens klimakompromis er blot det seneste eksempel på, at der blæser en stærk vind af klimaskepsis og modstand mod grøn lovgivning ind over det europæiske kontinent.
En vind, der er taget til, efter Donald Trump blev genindsat som præsident i USA, og som får EU’s førerposition inden for grøn omstilling og klimamål til at vakle.
Sortest i Syd- og Østeuropa
Blandt nationale regeringer og i EU-Parlamentet er klimakampen på retræte. Kun de nordiske lande og Spanien er nævneværdige undtagelser til reglen.
Jo længere syd- og østpå, man bevæger sig, jo større modstand mod både ny og allerede vedtaget grøn lovgivning finder man.
Blandt de lande, der stemte imod det nye 2040-mål, tæller bl.a. Polen, Ungarn og Tjekkiet.
Det er lande, hvor den yderste højrefløj er ved magten, eller hvor regeringerne frygter, at deres vælgere vil flokkes om klimaskeptiske partier, hvis deres privatøkonomi bliver udhulet af grøn politik, eller job forsvinder under den grønne omstilling.
De samme lande argumenterer for, at deres industrier risikerer at knække halsen på at opfylde EU’s klimamål – og miste endnu mere terræn til Kina og USA.
På den anden side står de lande, der stadig abonnerer på solstrålehistorien om den grønne omstilling. Det er bl.a. Spanien, Sverige og Danmark, der hele tiden har bakket op om 2040-målet.
Her er argumentet, at EU’s grønne førerposition kan omsættes direkte til job og vækst. At industrier som den danske, der har satset på den grønne omstilling, vil blomstre og styrke EU’s konkurrenceevne globalt.
De lande mener også, at EU vil undergrave sin position som troværdig foregangsregion, hvis unionen ikke sætter ambitiøse klimamål. Og derned mister muligheden for at påvirke lande i det globale syd til at følge trop.
Det kan i sidste ende blive et dødsstød til Paris-aftalen, som Trump allerede har meldt USA ud af.
Ifølge Børsens oplysninger er reduktionsmålet på 90 pct. i 2040 det laveste mål, EU kan tillade at sætte, hvis unionen skal overholde Paris-målet om en temperaturstigning på maks. 1,5 grader.
Den grønne klub, inkl. Tyskland, var derfor stålsat på at få 2040-målet i hus for at statuere et godt eksempel, når verdens ledere drager til FN’s klimatopmøde COP30 i Brasilien torsdag.
EU’s klimaforkæmpere pointerer samtidig, at det europæiske kontinent står til at blive hårdest ramt af klimaforandringerne. Derfor er det afgørende, at EU – i samspil med resten af verden – lykkes med at stoppe temperaturstigningerne.
Klimaaflad og nødbremse
Det nye 2040-mål indeholder som nævnt en række undtagelser og fleksibilitet.
EU’s medlemmer må således reducere op til 5 pct. af udledningerne via klimakreditter. Det betyder, at EU “køber” reduktioner i tredjelande.
Den metode får ofte kritik, da det er svært at sikre sig, at reduktionerne faktisk finder sted. Men aftaleteksten lover, at EU kun vil købe klimaaflad af “høj kvalitet”.
Dertil kommer en “nødbremse”, der skal sikre, at EU’s industri ikke bliver pålagt højere reduktioner, hvis unionens skove reducerer mindre CO2 end forventet. Det er f.eks. Frankrig, der er bekymret for, at skovbrænde og skovfældning gør, at skovene ikke kan reducere lige så meget CO2 som håbet.
Og så kommer flere ændringsklausuler, hvor landene har bedt om, at EU-Kommissionen kan revidere loven en gang hver andet og femte år.
Onsdagens aftale kommer efter et fejlslagent forsøg fra dansk side på at finde flertal i september, hvor det i stedet blev aftalt, at EU’s stats- og regeringschefer skulle hjælpe klima- og miljøministrene med “politisk vejledning” ved et topmøde i oktober.
Forud for det topmøde skrev EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, et seks sider langt brev om sin generelle tilgang til klimapolitikken, hvor hun forsikrede om, at den hverken vil skade EU’s borgere eller industri.
Brevet, som Børsen er i besiddelse af, indeholdt ikke kun passager, der adresserede 2040-målet, men megen anden grøn lovgivning, som bl.a. Tyskland, Frankrig, Polen og Italien har stejlet over.
Det gælder bl.a. klimamål for bilindustrien og kvotehandelssystemer, som også er adresseret i aftalen om 2040-målet.
For få år siden havde det ikke været så kontroversielt for EU’s medlemmer at forpligte sig til 2040-målet, der mest af alt er en mellemregning frem mod EU’s egentlige krone på værket: løftet om klimaneutralitet i 2050.
I Bruxelles er læringen fra 2040-målet derfor, at virkeligheden nu er en anden.
Modstanden mod den grønne lovgivning er mainstream.
