Europa har ikke længere de diplomatiske muskler, vi har været vant til.
Det fik klimaminister Lars Aagaard (M) at føle på sin egen krop i weekenden, da årets klimatopmøde i Belém sluttede et døgn efter planen – et døgn, hvor han og resten af EU-delegationen var i konstant forhandling og i konstant undertal i forhandlingslokalerne i millionbyen i den brasilianske regnskov.
FAKTA
Klimaaftale i Belém
- Lørdag eftermiddag indgik 194 lande til årets klimatopmøde i brasilianske Belém en klimaaftale med et døgns forsinkelse efter en dramatisk afslutning, hvor EU truede med at forlade topmødet.
- Aftalen øger blandt andet bistanden, der skal hjælpe fattige lande til at kunne klare nogle af konsekvenserne ved klimaforandringer.
- EU’s centrale ønsker var en plan for at omstille verden væk fra fossil energi og en opfølgning på utilstrækkelige klimaindsatser fra verdens lande. Ingen af ønskerne blev opfyldt, men i den endelige aftale holdes begge emner i live i nye diskussioner.
- Også EU’s told på varer uden klimaafgift har været til debat efter ønske fra blandt andet Kina. Også det vil FN-systemet vende tilbage til.
“Det siger noget om en verden, der har forandret sig,” konstaterer han.
Klimaministeren betegner alliancen mellem Briks-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) og olieproducerende som Rusland og Saudi-Arabien som “en ny verdensorden, der er under udvikling”.
“Det betyder blandt andet, at Rusland bliver inviteret inden for i lokalet,” tilføjer Lars Aagaard og kalder det en “voldsom oplevelse”.
“Alene natten igennem”
Det til trods for, at han forud for topmødet havde erkendt – og advaret om – at EU skulle affinde sig med en mindre central rolle på årets klimatopmøde, særligt fordi USA ikke var til stede til at bakke EU op og bruge diplomatiske kræfter over for eksempelvis Kina og Rusland.
Ét er at analysere sig frem til det politisk. Noget andet er at opleve det, og Lars Aagaard kalder maratonforhandlingerne uden pause til søvn en “fysisk oplevelse”. Her sad han i forreste række, da han på grund af det danske EU-formandskab repræsenterede EU sammen med klimakommissær Wopke Hoekstra.
Han beskriver, at det var EU og nogle få østater, som står foran oversvømmelser af deres lande, der sammen sad over for ti-12 repræsentanter for store lande, herunder Rusland.
“De er fuldstændig koordinerede i, hvad de siger, og hvad de gør. Vi sad der alene natten igennem og sagde, at vi ville have noget tydeligere på ‘det grønne’,” siger Lars Aagaard.
EU havde flere centrale krav med til forhandlingerne. Det handlede blandt andet om at sikre omstillingen væk fra fossile brændsler og at sikre, at der bliver fulgt op på landes klimaplaner. Ingen af de to punkter er blevet en del af aftalen, men de er begge nævnt i vagere mindre bindende vendinger som punkter, der skal følges op på.
“Det er ikke den aftale, EU kom efter at få. Vi må konstatere, at der var lavet en meget stærk alliance mellem olielandene og de store udviklingslande, der gjorde, at vi ikke kunne trække det længere,” siger Lars Aagaard.
“Til sidst stod valget mellem en lidt flad aftale og ingen aftale. I vores optik lykkedes det at få en aftale på klima, der ikke er et tilbageskridt,” siger han, men medgiver, at mange af EU’s prioriteter blev “begravet nede i teksterne”.
Når det ikke var grønne prioriteter som CO2-reduktioner og omstilling af energiforbruget, der var på forhandlingsbordene i Belém, skyldes det også, at fokus er rykket hen mod de økonomiske sider af omstillingen, påpeger Lars Aagaard. I stedet for at diskutere indsatserne vil en del lande diskutere, hvordan de skal finansieres, mener han.
“Klimatopmøderne bevæger sig hurtigt fra at handle om klima til at være donorkonferencer,” mener klimaministeren.
Her peger hans kritik helt tilbage på begyndelsen af det internationale klimasamarbejde i 1990’erne. Her blev lande defineret som enten i- eller ulande og dermed kategoriseret enten som potentiel donor eller potentiel modtager af klimafinansiering. Det betyder, at eksempelvis Kina og Saudi-Arabien er potentielle modtagere af finansiering.
Med gamle definitioner og med USA ude af klimasamarbejdet er øjnene rettet mod EU.
Fastholder klimadiplomati
“Der er mange udviklingslande, der tager af sted med et stort ønske om at få adgang til nogle penge, men som er mindre ambitiøse med at gøre noget ved klimaet,” siger Lars Aagaard.
Han understreger, at EU har et ansvar for at finansiere omstillingen, hvilket også er tydeligt i EU-landes bidrag til det finansieringsmål på 300 mia. dollar om året, som klimatopmødet sidste år satte. Her er det europæiske lande, der topper donorlisterne.
FAKTA
COP30
- Årets klimatopmøde fandt sted i den brasilianske by Belém. Værtskabet fik allerede inden topmødet kritik for at vælge en for lille og svært fremkommelig by til at huse topmødets 53.000 deltagere.
- Topmødets væsentligste mål var at gøre status på løfterne fra Paris-aftalen for ti år siden og at sikre mere finansiering til grøn omstilling i verdens fattigste lande.
- Fra Danmark deltog flere ministre samt en erhvervsdelegation på ca. 30 virksomheder. Flere virksomheder deltog imidlertid uden deres adm. direktør, hvilket ellers har været praksis tidligere.
- COP30 var planlagt fra 10. til 21. november, men at topmødet blev forsinket med en dag, er ikke usædvanligt.
“Det er klogt for resten af verden at tænke over, hvordan Europa skal have tillid til, at dette her system kan gøre noget godt for klimaet,” siger Lars Aagaard, der dog ikke er klar til at melde Danmark eller EU ud af Paris-aftalen, som Donald Trump gjorde det med USA i januar.
Danmark spiller en central rolle i klimaforhandlingerne. Som klimaminister var Dan Jørgensen (S) oftest forhandlingsleder under delforhandlinger på topmøderne, og Danmark er blevet vært for et årligt ministermøde mellem klimatopmøderne. Danmark har samtidig udnævnt en klimaambassadør, der året rundt skal støtte op om den diplomatiske indsats på området. Den danske satsning er der dog ikke udsigt til at ændre på.
“Man skal hele tiden opdatere en strategi, men for indeværende er det bestemt, at vi skal blive ved med at presse på. Hvis vi ikke gør det sammen med vores europæiske partnere, har jeg svært ved at se, hvem der ellers gør det.”
Før årets topmøde lagde Lars Aagaard op til, at forventningerne til et klimatopmøde skulle justeres. Det er om muligt blevet mere nødvendigt, mener han og lægger op til, at man får et “mere realistisk billede af, hvad man kan få ud af selve COP-møderne”.
Skal selve systemet ændres?
“Det er et godt spørgsmål, som jeg ikke er færdig med at tænke over. Fra EU’s side kommer vi til at evaluere denne her COP mere, end det er sket tidligere,” siger han.
