Når et selskab pumper ét ton CO2 ned i undergrunden, er det ikke usædvanligt, at det sælger CO2-reduktionen videre til virksomheder, der har behov for at trække samme mængde CO2 ud af deres klimaregnskab. Mere usædvanligt er det, at reduktionen aldrig har fundet sted.
Det er imidlertid tilfældet hos Shell, der ifølgeFinancial Timeshar solgt i alt 5,7 mio. certifikater for CO2-reduktioner, selskabet aldrig har foretaget.
Dermed føjer Shell sig til den lange række af udbydere af CO2-certifikater, hvor der sås tvivl om effekten.
Kontroversen handler om Shells såkaldte CCS-anlæg Quest i canadiske Alberta, der lagrer CO2 i undergrunden. De lokale myndigheder i delstaten har givet Shell tilladelse til at udstede dobbelt så mange kreditter, som anlægget kan lagre.
Mængden svarer ifølge avisen sandsynligvis til ca. 5,7 mio. ton CO2 – altså typisk ét ton CO2 pr. certifikat. Til sammenligning udleder Danmark årligt omkring 44 mio. ton CO2 inden for landets grænser, og landets største enkeltstående CO2-udleder, Aalborg Portland, udledte i 2023 1,7 mio. ton CO2 fra sin egen drift.
“At sælge CO2-kreditter for reduktioner, der aldrig har fundet sted, gør bogstaveligt talt klimaforandringerne værre,” påpeger energiplanlægger for Greenpeace Canada Keith Stewart over for Financial Times. Ifølge myndighederne i Alberta har kreditterne imidlertid ikke givet anledning til større CO2-udledning.
Shell forsvarer ikke dobbeltregnskabet, men påpeger over for Financial Times, at fangst og udnyttelse af CO2 spiller en “væsentlig rolle i at hjælpe med at dekarbonisere industrier og sektorer, hvor udledninger ikke kan undgås”, og at det kræver, at der skabes incitamenter, hvis potentialet skal virkeliggøres.
Selskaberne Chevron, Canadian Natural Resources, Conocophillips, Imperial Oil og Suncor Energy er alle blandt de største købere af kreditterne, men ingen af selskaberne ønsker at kommentere sagen over for Financial Times.
Nyheden er den seneste af flere historier om klimaindsatsen hos Shell, som har lidt et knæk i omdømmet på klimaområdet.
Det har blandt andet fået den danske pensionskasse PFA til at droppe sin investering i selskabet efter i mange år at have forsøgt at påvirke Shell til omstilling gennem såkaldt aktivt ejerskab. PFA havde tidligere investeret 1,2 mia. kr. i Shell-aktier.
Den beslutning fulgte, efter at Shell i marts valgte at mindske ambitionerne for sit klimamål for 2030 og at droppe et 2035-mål. Shells ambition er fortsat at være CO2-neutral i 2050, hvilket selskabet kalder “hjertet af sin strategi”.
Rettet 7/5 2024: Tidligere fremgik det, at Aalborg Portland udledte 2,2 mio. ton CO2 i 2023. Dette tal medregner alle virksomhedens udledninger, men i denne sammenhæng er det udledningerne fra selve produktionen (scope 1), der er mest relevant. Disse udgjorde i 2023 1,7 mio. ton CO2.
