Mens undersøgelser placerer Danmark som det mest digitaliserede land i Europa, udnyttes digitaliseringen i alt for ringe grad til at fremme den grønne omstilling. Sådan lyder vurderingen samstemmende fra de administrerende direktører i tre af it- og telesektorens helt store virksomheder.
"Når man ser på udfordringer med for eksempel energieffektivisering eller udbygning af vores el-infrastruktur, så er det i høj grad datadrevet. Der skal f.eks. data til for at forudse, hvornår vi har brug for strømmen og minimere de sorte timer. Den digitale og den grønne transformation bliver nødt til at være parallel, som jeg ser det," siger adm. direktør i Microsoft Danmark og formand for klimaudvalget i Dansk Industri, Nana Bule.
Den digitale infrastrukturi Danmark er ifølge EU-kommissionens rangering den bedste i Europa. Sektoren investeredei 2020 over 10 mia. kr. i infrastruktur som fibernet og mobilmaster. 96 pct. af alleboliger og virksomheder er i dag dækket af en internetforbindelse på mindst100 Mbit/s downloadhastighed og 30 Mbit/s uploadhastighed.
Samme analyse har de adm. direktører i Atea og TDC Net. Et konkret tal kan man imidlertid ikke sætte på potentialet, mener de. Analyser fra forskellige kilder peger på forskellige potentialer på helt op til 28 pct. af landets samlede CO2-udledninger.
En enkelt kilde, som blandt andre adm. direktør i TDC Net, Andreas Pfisterer henviser til, er imidlertid en undersøgelse fra Potsdam Institute for Climate Impact Research. Andreas Pfisterer vurderer, at potentialet i Danmark er "stort", særligt fordi den digitale infrastruktur allerede er god. Også Kathrine Forsberg, adm. direktør i Atea peger på det danske potentiale.
“Det er svært at kvantificere, om der er tale om 15 pct., 28 pct., eller noget helt tredje. Hvis vi har en ambition om 70 pct. reduktion inden 2030, er der nogle løsninger og brancher her, der kan bidrage. Vi har brug for stort som småt,” påpeger hun og fremhæver, at der er pilotforsøg i rigelige antal, der slår fast, at der er reduktioner at hente.
Ifølge en analyse fra Dansk Erhverv gælder det blandt andet et projekt med såkaldt databaseret energiledelse i Roskilde, der har bevist, at der er energi at spare på ventilationsanlæg, når de forsynes med sensorstyring. På samme måde har et projekt i Silkeborg vist, at varmestyring ved hjælp af kunstig intelligens kunne spare energi. Med interne renter på hhv. 15 pct. og 94 pct. og væsentlige CO2-besparelser, er det denne type projekter, branchen forsøger at fremme.
Selv om branchen peger på sine egne produkter som en del af en klimaløsning, er der ikke bare tale om salgsforsøg, mener direktørerne samstemmende.
pct. af et lands CO2-udledning kan spares gennem digitalisering, vurdererforskere
"Selvfølgelig ser it-virksomheder også forretningsmuligheder i det, men det hænger som jeg ser det fint sammen med at drive en grøn omstilling. Det er tale om reelle synergier mellem det digitale og det grønne; vi stiller for eksempel teknologier til rådighed, som andre virksomheder lettere kan bygge grønne løsninger på," siger Nana Bule og fremhæver blandt andet en løsning, som Microsoft har lavet med Danfoss, hvor sensorer er med til at overvåge køleanlæg med 30% energieffektivisering som resultat..
Trods Danmarks placering som det mest digitaliserede land i Europa ifølge EU-kommissionens Digital Economy and Society Index, påpeger kommissionen i samme rapport, at Danmark ligger i den stik modsatte ende af skalaen, når det handler om at udnytte digitaliseringen til grøn omstilling.
Her melder kun ca. 50 pct. af danske virksomheder om væsentlig udnyttelse af teknologier til f.eks. at spare energi eller reducere rejseaktivitet. I den anden ende af skalaen gælder det over 80 pct. af virksomheder i Portugal.
“Danske virksomheder ser nærmest ikke digitalisering som en tendens, der har en rolle i den grønne omstilling,” vurderer også Andreas Pfisterer med henvisning til en undersøgelse fra Dansk IT og Rambøll med en tilsvarende konklusion.
