Harvard-professor: Klimabenægtere kontrollerer Trump-regeringen

Naomi Oreskes har i mere end to årtier forsket i, hvordan olie- og gasindustrien har sået tvivl om klimaforandringerne.

Siden er mange af de scenarier, forskere engang advarede om, blevet til virkelighed. Rekordvarme, skovbrande, oversvømmelser og tørke rammer på tværs af kontinenter, mens konsekvenserne af den globale opvarmning bliver stadig sværere at bortforklare.

Derfor troede Harvard-professoren egentlig ikke, at der var meget nyt tilbage at sige. Men alligevel har de seneste års udvikling i USA været mere bekymrende, end Naomi Oreskes har oplevet i sine mange år som professor og videnskabshistoriker.

“Jeg føler, at mit arbejde er mere nødvendigt nu end nogensinde før,” siger hun til Børsen i forbindelse med et besøg i København i foråret.

For paradoksalt nok vokser den politiske modstand mod den grønne omstilling på et tidspunkt, hvor vind og sol mange steder i verden er blevet den billigste form for ny elproduktion. Argumentet om, at vedvarende energi er for dyr, holder ganske enkelt ikke længere, mener hun.

Alligevel har Trump-administrationen det seneste år forsøgt at bremse udbygningen af havvind, styrke produktionen af olie og gas og svække en række af de institutioner og reguleringer, der udgør fundamentet for amerikansk klima- og miljøpolitik.

For Naomi Oreskes viser det, at konflikten ikke længere først og fremmest handler om økonomi.

“Det, der er værre nu, er, at klimabenægtere kontrollerer den amerikanske regering. Der er en form for hensynsløs ligegyldighed, ikke kun over for videnskaben, men også over for amerikanernes velfærd,” siger hun.

“I hvilken grad disse mennesker er villige til at sætte den fossile brændstofindustris interesser over økonomiens, folkesundhedens og fremtidige generationers interesser, er for mig forbløffende.”

Det handler om magt

Naomi Oreskes kalder den nuværende situation for et blandet billede. Vedvarende energi som vind og sol fortsætter med at storme frem, påpeger hun. Og det er vel at mærke ud fra et konkurrencemæssigt perspektiv.

“Det er nu også den billigste form for ny elkapacitet de fleste steder i verden. De seneste år har vi set, at det ikke kun handler om økonomi. Alle de mennesker, der for år tilbage sagde, at problemet med vedvarende energi var prisen, ved vi nu tog fejl,” siger hun.

Alligevel fortsætter Trump-administrationen og den fossile industri kampen mod den grønne energi. På sin første dag som præsident underskrev Trump en bekendtgørelse, der kunne lyngodkende anlægsprojekter for olie, gas og kul, mens opfordringen til industrien ikke var til at tage fejl af med præsidentens slogan “bill, baby, drill”.

“Det handler i virkeligheden ikke om effektivitet eller den billigste energiform. Det handler om at bevare magten hos de etablerede interesser,” siger Naomi Oreskes.

“Jeg havde ikke forventet, at det ville blive så brutalt, men på nogle måder er det, vi ser nu, den ultimative konsekvens af noget, vi har set i årtier. Den fossile brændstofindustri har i årtier løjet om klimaforandringer,” siger hun om den industri, hun har brugt mere end 20 år på at granske i sin forskning.

“De har gjort alt, hvad de kunne, for at forvirre folk om vedvarende energi, klimaforandringer og energiomstillingen.”

Fjerner grundlaget

Den 67-årige forsker har i årenes løb bl.a. afdækket interne dokumenter i olieindustrien, skrevet bøger om et erhvervsliv, der siden 80’erne har påvirket den offentlige debat om klimaforandringerne og løbende sikret mindre regulering ved at så tvivl ved videnskabens fund om klima og miljø.

Naomi Oreskes mener, at krigene i Ukraine og Iran har skygget for de fortsatte forsøg på at svække de reguleringsstrukturer, som beskytter folkesundheden, miljøet og arbejdstagerne.

Som da direktøren for det amerikanske miljøstyrelse Environment Protection Agency, Lee Zeldin, annoncerede en tilbagerulning af den lovgivning, som siden 2009 har reguleret udledningen af drivhusgasser fra køretøjer, kraftværker og anden industri, og hvordan videnskab og klimaforandringer ifølge hende var gemt godt af vejen. I stedet talte direktøren om den største deregulering i amerikansk historie.

Bæredygtig

Bjørn Lomborg er tilbage: Trump-minister kalder ham “en ven”

Men det kræver videnskabelig dokumentation for at kunne udstede krav i forbindelse med afgørende lovgivning på bl.a. klima og vand, understreger Oreskes.

“Hvis man fjerner videnskaben, har man intet grundlag for reglerne,” siger hun.

“Det sker tydeligvis over hele linjen,” siger Naomi Oreskes og understreger, hvorfor miljøbeskyttelse er godt for både mennesker og økonomi.

“Der kan selvfølgelig være indledende omkostninger ved at overholde regulering, men så bliver medarbejderne og folk i lokalsamfundet sundere, og du og dine børn får lov at leve et bedre sted. Men meget få erhvervsledere har forsvaret miljøbeskyttelse.”

Regulering skaber innovation

De seneste år er flere klimamål i Europa også blevet udvandet af frygt for manglende konkurrence for unionens virksomheder og efter pres fra industrier, som kemikalie og luftfart – et træk, der nu får virksomheder, som tidligt satsede på at omstille sig, til at frygte for konsekvenserne, har Financial Times for nylig beskrevet. 

Det drejer sig eksempelvis om et forbud mod benzinmotorer i biler efter 2035. En svagere lovgivning for fældning af skov og brugen af globale klimakreditter i 2040-mål, som giver regeringer mulighed for at sende deres udledninger ud af landet. 

“Jeg mener, at EU-Kommissionen har købt ind på en falsk fortælling om innovation og regulering – at regulering på en eller anden måde hæmmer innovation. Det er ikke rigtigt,” siger Naomi Oreskes.

Lovgivning har derimod været med til at bremse den massive luftforurening i Los Angeles, der tilbage i 60’erne gjorde borgere syge, påpeger hun.

“Industrien siger ofte, at det bliver for dyrt, og at forbrugerne ikke vil betale den ekstra omkostning. Men bilerne blev kun nogle 100 dollar dyrere. De fleste forbrugere bemærkede knap forskellen,” siger Oreskes.

“Det er et eksempel på, at en veludformet lov gør det nødvendigt for virksomheder at innovere for at leve op til de standarder, loven fastsætter – så længe det sker på en retfærdig måde, og man sikrer lige konkurrencevilkår.”

Opgør med historisk praksis

Naomi Oreskes trækker tråde fra den nuværende politik tilbage til præsidenter som George W. Bush og 80’erne, hvor Ronald Reagan sad bag skrivebordet i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus. I dag er styrken bare taget til, mener professoren.

“Trump har taget en række tendenser og gjort dem endnu værre.”

Hun peger på, at den amerikanske præsident tager livtag med mere end 70 års retspraksis. De senere år er tusindvis af sager blevet anlagt mod den tyske kemikoncern Bayer i USA om kræfttilfælde efter brug af pesticidet Roundup, også kendt som glyfosat. 

Selskabet står over for et enormt erstatningsbeløb på potentielt 10 mia. dollar, men har bedt højesteret om at afvise søgsmålene, fordi USA’s miljøstyrelse (EPA) har godkendt kemikaliet. Det er et klart brud på årtiers praksis, påpeger Naomi Oreskes.

Bæredygtig

Se listen: Sådan har Trump blokeret for den grønne omstilling

Siden har Donald Trump udstedt en bekendtgørelse, der slår fast, at netop det pesticid er afgørende for det nationale forsvar, forklarer hun. Selv hvis Bayer taber i retten, kan selskabet undgå milliardudbetalinger med henvisning til netop den lov.

“Det svarer i praksis til at sige, at uanset hvor skadeligt dette kemikalie er, og uanset hvor meget videnskabelig dokumentation vi har for dets skadevirkninger, vil borgerne ikke kunne gøre noget ved det. Det er en massiv indskrænkning af borgernes juridiske rettigheder,” siger Naomi Oreskes.

Den videnskabelige udhulning 

Der er altså mange steder at slå ned, når man kigger på de ændringer, som Donald Trump og den nuværende administration forsøger at trumfe igennem med store økonomiske følger og usikkerhed for virksomheder som danske Ørsted og CIP og andre aktører inden for den grønne omstilling.

Angrebet på videnskaben vil trække dybe spor de næste mange år med fyringer og opsigelser i tusindvis hos afgørende klimainstitutioner, vurderer hun. Ifølge tidsskriftet ZME Science har mere end 10.000 ph.d.-forskere forladt den føderale stat, siden Donald Trump trådte til. 

Naomi Oreskes taler om en “hjerneflugt” fra USA, som har fået danske universiteter til at øjne nye talentfulde forskere.

Ledelse

Forskere fra USA vil til Danmark: Flygter fra kaos og nedskæringer

“Der er gået enorme mængder erfaring, visdom og videnskabelig viden tabt, og der findes ingen nem måde at få det tilbage på,” siger hun.

Også hendes egen mand med en forskerkarriere inden for geologi har valgt pensionen som følge af udviklingen.

“I de efterfølgende uger gik næsten alle i hans del af organisationen, som havde mulighed for det, på pension,” siger Naomi Oreskes.

“Man kunne tænke, at vi med tiden kan genopbygge det, men der er ingen erfarne folk tilbage til at oplære og introducere de nye. Så selv hvis vi får en ny administration, som ønsker at genopbygge forskningen, tror jeg, det vil tage år eller årtier – hvis det overhovedet lykkes.”

Håbet er der 

Selvom pensionen også snart nærmer sig for Naomi Oreskes, er hendes familie mindre sikker på, at hun vil stå fuldstændig af. Og det måske rigtig nok, medgiver hun. For hvad er alternativet?

“Hvis du bekymrer dig om dine børn, hvis du bekymrer dig om biodiversitet, hvis du bekymrer dig om naturens skønhed, så er du nødt til at bekymre dig om dette spørgsmål,” siger hun.

Til tider holder tanken om den vestantarktiske iskappe hende vågen om natten – iskappen, der er den mest ustabile i verden og kan få havet til at stige uoverskueligt, hvis den smelter.

“Men det meste af tiden tænker jeg: Nej, vi skal nok løse det her. Vi har været igennem dårlige tider før, og vi har overlevet. Vi har bygget samfund op igen, og mennesker er utroligt robuste,” siger Naomi Oreskes.

“Vi kommer til at løse det senere, end vi burde have gjort. Flere mennesker vil være blevet ramt, end der burde være blevet ramt, og flere isbjørne vil være døde. Men jeg tror faktisk, at vi kommer i mål. Det tror jeg virkelig. Og jeg tror, at fremtidens historikere blot vil spørge: Hvorfor tog det så lang tid?”