Henrik Stiesdal er vindenergiens ’grand old man’ herhjemme og solgte f.eks. sine kommercielle vindmølledesign til Vestas i 1979.
I dag er han teknisk direktør i Stiesdal, der udvikler teknologi til flydende havvind, lagring, CO2-fangst og brintteknologi. Det gør ham til aftager af mange af de kritiske råstoffer, der har med grøn omstilling at gøre.
“EU’s skridt er uundgåeligt. Vi har talt om Kinas monopol og vores afhængighed af Ruslands gas i 10-15 år, så det er det eneste logiske, at EU tager det alvorligt,” siger han og peger for det første på sammenbruddet af det, han kalder ’den bekymringsløse globalisering’, hvor virksomheder har haft en tendens til at sende alt til eller få alt fra Kina. Men nu strammes garnet, og en konflikt mellem USA og Kina kan hurtigt få konsekvenser, ligesom EU ved en eventuel konflikt om Taiwan kan finde på at beslutte en eller anden form for embargo på varer eller materialer fra Kina.
kr./kg koster det sjældne jordartsmetal neodym
“For det andet er der en grænse til, hvad EU kan lægge ryg til. Man kan ikke blive ved at lade som ingenting med den måde, der f.eks. drives minedrift på i Congo,” siger han.
Så kan løsningen enten være at beslutte, at man ikke længere vil bruge materialerne eller prøve at erstatte dem med noget andet. Ingen af delene er ifølge Henrik Stiesdal sandsynligt.
“Derfor er den eneste reelle løsning at skaffe det på en måde, der giver højere forsyningssikkerhed og ikke krænker menneskerettigheder,” siger den tekniske direktør.
Igennem årtier har Henrik Stiesdal set markedet for råstoffer bevæge sig som f.eks. kobber, der før 2005 lå på ca. 13 kr./kg til i dag ligger på ca. 54 kr./kg. Eller det sjældne jordartsmetal neodym, der indgår i magneter og før 2011 lå på ca. 250 kr./kg, men hen over et bemærkelsesværdigt marked i 2011 blev presset op på ca. 2000 kr./kg til i dag, hvor prisen ligger på 640 kr./kg.
EU lægger op til, at vi i højere grad skal være uafhængige i Europa, men for Henrik Stiesdal er det ikke så vigtigt, om vi i EU selv står for 5 eller 10 pct. af minedriften, men mere at brede forsyningssikkerheden ud, så Kina f.eks. ikke er de eneste, der kan lave malm om til en neodymmagnet.
“Man kan ikke hekse med minedrift, men man kan sikre forsyningskæder, der gør os mere uafhængige
Henrik Stiesdal, teknologidirektør, Stiesdal
“Jeg synes ’magtfuld’ er et ladet ord, men Kina fylder for meget. Hvis vi skal have forsyningssikkerhed, er det vigtigt, at et enkelt land ikke er den helt dominerende eksportør af kritiske råstoffer,” siger han og fortsætter:
“Man kan ikke hekse med minedrift, men man kan sikre forsyningskæder, der gør os mere uafhængige. Jeg er sikker på, det også er det, der kommer til at ske,” siger han.
For danske virksomheder er verden blevet mere usikker, fordi de er dybt afhængige af de råstoffer, der ikke bliver produceret i Europa. Men det ville ikke nytte noget, at Danmark selv gik ud og prøvede at lave partnerskabsaftaler med vores lille størrelse, mener Henrik Stiesdal.
“Det har vi brug for fællesskabet til.”
