Stærk afhængighed af råstofimport tvinger EU til at genoplive mineindustri

I en moderne vindmølle indgår der op til 50 grundstoffer. Alt fra sand, grus og stål til sjældne jordarter i de meget stærke magneter. Men mange af materialerne kommer fra lande uden for Europa – og især fra Kina, som er den altafgørende spiller, når det kommer til bearbejdning af de råstoffer, der kommer fra mineindustrien.

Importafhængigheden betyder, at EU’s forsyningssikkerhed og dermed virksomhedernes muligheder er skrøbelig i en verden med øgede geopolitiske spændinger, og hvor den grønne omstilling medfører voldsom efterspørgsel på råstoffer.

For at undgå en situation, hvor vi i Europa vil få svært ved at få fat i “stabile, diversificerede og økonomisk overkommelige forsyninger”, har EU-Kommissionen derfor sat nogle mål for 34 kritiske og strategiske råstoffer som kobber, nikkel og de sjældne jordarter.

For underdirektør og chef for global handel og investering i DI Peter Thagesen kommer udspillet som en naturlig forlængelse af pandemien og krigen i Ukraine.

“Herhjemme har vi en ekstrem åben og derfor ekstremt sårbar økonomi, når globaliseringen kommer under pres. Vi er meget afhængige af at kunne få fat i de kritiske råstoffer, så alt, vi kan gøre for at sikre en bredere tilgængelighed, er med til at sikre os et mere solidt ståsted,” siger han.

“

Tilliden til globalisering er ikke, hvad den har været

Peter Thagesen,
underdirektør, DI

“Tilliden til globalisering er ikke, hvad den har været, men det har virksomhederne allerede reageret på,” siger Peter Thagesen og nævner en trend mod, at danske virksomheder ikke geninvesterer i Kina, men i højere grad investerer i Indien, Vietnam, Nordamerika og i Europa.

“Der er et ønske om at sprede sine risici og betale lidt ekstra for det. På den måde kan man se, at fokus ændrer sig, hvor det under ‘de glade dage’ bare handlede om at producere så effektivt som muligt. Og nu ser vi så også politiske initiativer,” siger underdirektøren.

I korte træk går EU’s målsætning ud på, at 10 pct. af de råstoffer, der anvendes i EU, skal være udvundet inden for EU’s grænser i 2030. 40 pct. skal være bearbejdet her, mens 15 pct. skal være genanvendt. Og så må højst 65 pct. af et givent råstof komme fra ét land.

“Ca. 5 pct. af verdens minedrift foregår i Europa, og vi bruger ca. 20-25 pct. af råstofferne. Der har man været meget mere strategisk i Kina og har investeret massivt i minedrift og mineralforarbejdning,” siger leder af Videncenter for mineralske råstoffer og materialer på Geus Jakob Kløve Keiding.

Han mener, der er mange fornuftige tiltag i udspillet, som for danske virksomheder vil betyde mere fokus på sporbarhed.

“At man skal kunne gøre rede for, hvor materialerne kommer fra, kræver, at man kender sine forsyningskæder rigtigt godt. Og når man kender dem godt, kan man bedre forudse risici,” siger han og kalder udspillet fra EU “ambitiøst”.

“Der er ikke lang tid til 2030, når man ser på, hvor lang processen er for at starte en ny mine. Det er en del af EU’s plan at speede tilladelsesprocessen op, men det lyder stadig meget vanskeligt,” siger han.

Der har traditionelt været minedrift i Europa, men det er med tiden blevet outsourcet til andre dele af verden. Dels pga. økonomi, dels fordi Centraleuropa er blevet tættere og tættere befolket, og endelig pga. af, at minedrift i mange tilfælde er en klimatung og miljøbelastende business, og “ingen vil have det i baghaven”, som Jakob Kløve Keiding fra Geus siger.

“Det er urealistisk, at man kan blive selvforsynende, men der er gode muligheder for mere minedrift i Europa,” siger han og peger på yderområder i Norge, Sverige og Finland, ligesom Spanien og Portugal også kunne være interessante.

“Vi kommer ikke til at løbe tør for råstoffer. Det er mere skrøbelige forsyningskæder, naturbeskyttelse og geopolitik, der skaber flaskehalse.”

Underdirektør Peter Thagesen mener også, EU’s målsætning lyder ambitiøs, men at den giver god mening.

“Vi er i gang med at bevæge os fra markedsøkonomi til strategisk kapitalisme i Europa, hvor vi bliver nødt til at støtte visse initiativer fra statslig side. En af grundene til, at Kina sidder så hårdt på både minedrift bearbejdning, er, at det har været en strategisk politisk beslutning med massiv statsstøtte,” pointerer han.

Til gengæld lægger Peter Thagesen stor vægt på den europæiske ambition om at indgå partnerskaber med “ligesindede”, der bedriver minedrift.

“Det er virkelig sund fornuft at indgå i strategiske samarbejder med Canada eller Australien, som har minedrift,” siger han.

Jakob Kløve Keiding er enig og peger på, at især Grønland vil kunne spille en central rolle i fremtiden.

“Grønland har en lang geologisk udvikling, som minder om Australien og Canada, men er dårligere undersøgt. Vi ved dog allerede, at der bl.a. er verdensklasseforekomster af sjældne jordartsmetaller, strontium, molybdæn og platingruppemetaller og et stort potentiale i Grønland for en lang række andre kritiske råstoffer, som er afgørende for den grønne omstilling.”

For nyligt blev intentioner om minedrift af sjældne jordartsmetaller i Kvanefjeld stoppet pga. bekymring for uran, der også findes i malmen. Men Jakob Kløve Keidings indtryk er, at Grønland generelt er positivt stemt for minedrift, hvis udvindingen sker på ansvarlig vis, som tager hensyn til miljøet og ikke har uran som biprodukt.

Hvor kampen helt præcist kommer til at stå de næste fem-ti år, afhænger ifølge centerlederen af, hvilke teknologier der bliver dominerende.

Hvis brintteknologien ikke bliver til mere end nu, er der nogle råstoffer, man ikke skal bruge i samme grad. Til gengæld er transportsektoren så stærkt domineret af batterier, at litium, kobolt, mangan og nikkel bliver helt afgørende,” siger han.