ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Sager om greenwashing hober sig op hos ombudsmand

Mens stadig flere virksomheder beskyldes for greenwashing, ligger sager fortsat i flere år hos Forbrugerombudsmanden. Det kan gå ud over både virksomheder og forbrugere

Claus Barrett Christiansen, partner i Bech-Bruun, repræsenterer flere virksomheder i greenwashingsager og advarer mod konsekvenserne af lange ventetider. Arkivfoto: Thomas Nielsen
Claus Barrett Christiansen, partner i Bech-Bruun, repræsenterer flere virksomheder i greenwashingsager og advarer mod konsekvenserne af lange ventetider. Arkivfoto: Thomas Nielsen © Thomas Nielsen

Danskerne møder stadigt oftere markedsføring fra virksomheder, der pynter sig med lånte, grønne fjer.

Trods en ekstrabevilling på 28 mio. kr. fordelt over årene 2022-2025, er en række sager hos Forbrugerombudsmanden over to år gamle, og nye sager kommer til i et hidtil uset tempo. Det viser en aktindsigt i myndighedens igangværende og ventende sager.

Det møder kritik fra blandt andre Claus Barrett Christiansen, der er advokat og partner hos Bech-Bruun. Han repræsenterer en række af de virksomheder, forbrugervagthunden har modtaget klager over.

“Der er meget lang ventetid i dag. Det er uholdbart. Jeg har fuld forståelse for, at man er underbemandede, så det er ingen kritik af de medarbejdere, som sidder med sagerne, men det er en stor belastning for virksomhederne. I pressen fremhæves man i mellemtiden som nogen, der kører en greenwashingsag imod, og så er man nærmest allerede skyldig” siger han

Markedet rykker sig

Også hos Forbrugerrådet Tænk er man bekymret for sagsbehandlingstiden for greenwashing. Seniorjurist Marie Frank-Nielsen fremhæver, at danskerne har brug for afgørelser at støtte sig op ad, fordi det er blevet mere komplekst at være forbruger i dag.

“Vildledende markedsføring fortsætter, hvis der ikke er en vagthund, der sætter ind,” siger hun og fortsætter:

“Når afgørelserne trækker ud, kan forbrugerne blive mødt af vildledende budskaber i længere tid, og markedet kan nå at rykke sig i den forkerte retning, hvis der ikke skrides ind over for en tendens i tide.”

Bæredygtig
Næsten ingen kommunikerer korrekt om bæredygtighed – og særligt en branche snubler

For et par år siden bemærkede Forbrugerombudsmanden eksempelvis tendensen til at bruge ordet “bæredygtig” uden at kunne dokumentere det.

Hos Jane Frederikke Land, der er advokat og partner i Liga Advokater går opfordringen til hurtig sagsbehandling igen, selv om hun ikke direkte vil kritisere forbrugervagthundens sagsbehandling.

Rekordår efter rekordår

“Der er ingen tvivl om, at hurtig sagsbehandling er vigtig for både klager og for den indklagede virksomhed. Det er mit indtryk, at erhvervslivet tager afgørelser og guidelines fra Forbrugerombudsmanden meget alvorligt, så det er vigtigt, at man hurtigt kan komme med en afgørelse, de kan indrette sig efter,” mener hun.

Kritikken peger endnu en gang på den stigende sagsmængde hos Forbrugerombudsmanden, hvor mængden af klager fra 2021 til 2022 steg fra 52 til 95 på et år. 2023 tegner til at blive endnu et rekordår med 126 nye sager indtil videre. En mindre del af sagerne har Forbrugerombudsmanden selv taget op, mens mange kommer fra interesseorganisationer og ganske få stammer fra privatpersoner eller konkurrenter.

“Jeg kan sagtens forstå, hvis nogen gerne vil have en afslutning, men det er vigtigere for os at træffe de rigtige afgørelser end at gøre det hurtigt,” siger Karen Søndergaard, kontorchef hos Forbrugerombudsmanden.

Risikerer forældelse

En række af sagerne på Forbrugerombudsmandens bord er op mod to år gamle, og 20 er i dag indgivet for over to år siden. Hvis den markedsføring, der er klaget over, er stoppet ved anmeldelsen, er klagerne derfor som udgangspunkt forældede i dag. Det gælder blandt andet to klager fra Forbrugerrådet Tænk.

“Generelt er det rigtig ærgerligt, hvis sager trækker ud så længe, at de bliver forældede. Det håber og tror vi dog på, at der er styr på hos Forbrugerombudsmanden,” siger hun.

Hun håber på, at de to sager, der i dag er over to år gamle, bliver politianmeldt, og at sagsbehandlingstiden er udtryk for ekstra arbejde i den forbindelse.

Bæredygtig
Klager over greenwashing strander hos styrelse: “Så længe de udskyder, lever vi i uvished”
20210205-122657-1-3305x2200we.jpg

Hos Forbrugerombudsmanden fremhæver Karen Søndergaard imidlertid, at netop de sager, der skal politianmeldes, har højest prioritet.

“Vi vurderer med det samme, om sagen kan ende med en straffesag eller ej. De sager køres i et spor for sig, hvor vi er meget opmærksomme på mulig forældelse,” siger hun.

Når nogle sager trækker ud, er der derfor ifølge Forbrugerombudsmanden tale om sager, der ikke skal politianmeldes. Her skyldes den lange ventetid typisk, at der er tusindvis af siders dokumentation, at sagen kalder på en bredere undersøgelse af en branche eller lignende, forklarer Karen Søndergaard.

Tavshed fra virksomheder

Fra de anklagede virksomheder selv er der imidlertid længere mellem de kritiske kommentarer.

De to virksomheder, som Forbrugerrådet Tænk har klaget over for lidt over to år siden, tøjbutikkerne Miinto og Stylepit, har ikke svaret på Børsens henvendelser. En anden virksomhed, der venter på en afgørelse, er Rockwool, der på grund af virksomhedens størrelse også har haft pressens opmærksomhed i løbet af sagens forløb. Kommunikationschef Michael Zarin virker ikke utålmodig.

“Vi har fuld respekt for den tid, det tager at behandle disse sager,” skriver han i en mail til Børsen.

Han vil imidlertid ikke uddybe virksomhedens oplevelse af sagsforløbet, der indtil videre har varet et år.

Forsiden lige nu