ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

For første gang: Danfoss tager denne dagsorden med i årsrapporten

Danfoss sætter nye mål med bæredygtighedsstrategi og integrerer for første gang dagsordenen i en samlet årsrapport. Den største udfordring ligger i værdikæden, fortæller topchef Kim Fausing

Adm. direktør for Danfoss, Kim Fausing, kalder den nye strategi en balance mellem at være ambitiøs og afhængig af andre for at lykkes. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen
Adm. direktør for Danfoss, Kim Fausing, kalder den nye strategi en balance mellem at være ambitiøs og afhængig af andre for at lykkes. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen Michael Drost-Hansen

Danfoss-koncernens topchef fremlægger i dag ikke kun de almindelige nøgletal. Sammen med finanserne bliver en ny strategi for bæredygtighed også lanceret for den globale virksomhed med sønderjyske rødder.

En strategi, der ifølge Kim Fausing skal bringe Danfoss helt i front på den omfattende dagsorden, der allerede gennemsyrer erhvervslivet og blot vil stille endnu højere krav til virksomheder årene frem.

For første gang smelter virksomheden det finansielle sammen med en status på områder som klima, miljø, cirkularitet og inklusion i årsrapporten for 2021.

Et udtryk for prioriteringen, forklarer Fausing og peger på, at Danfoss desuden sidste år nåede målet om at fordoble energiproduktiviteten ni år før tid.

“Nu sætter vi endnu mere ambitiøse esg-mål og integrerer bæredygtighed som en endnu vigtigere del af vores strategi,” siger han.

“Vi kan virkelig se et vendepunkt nu. Du skal altid have styr på din virksomheds finansielle tal, men det er lige så vigtigt i dag, at du også har styr på din esg-rapportering og bæredygtighedstal.”

Tre områder

Sidste år forpligtede Danfoss sig ligesom en række andre store og mellemstore virksomheder verden over til det anerkendte klimainitiativ Science Based Targets, som validerer selskabers klimaambitioner og ikke mindst den fremdrift, der kræves for at nå Paris-aftalens mest strikse mål om en temperaturstigning på maks. 1,5 grader ved udgangen af dette århundrede.

Det er balancen mellem, at vi gerne vil være meget ambitiøse, men at vi også må være realistiske, fordi vi er afhængige af mange andre for at lykkes med det her

Kim Fausing, adm. direktør, Danfoss

Ambitionerne ventes at blive godkendt i andet kvartal.

“Når vi kigger ud i horisonten på kunder og partnere, der globalt er trendsættere, stiller de meget store krav og har helt klar guidance på, hvad de forventer af os fremadrettet. Det bliver en kæmpe mulighed for virksomhederne, der går efter det. Derfor har vi valgt at gøre det nu og forhåbentlig være en af dem, der er forrest i bussen,” siger Kim Fausing.

I strategien har Danfoss udpeget tre områder, hvor selskabet især vil sætte ind.

Det drejer sig om reduktion af drivhusgasser, også kaldet dekarbonisering. Cirkularitet, så materialer i produkter ikke går til spilde, når levetiden er opbrugt, men kan genanvendes. Og diversitet og inklusion.

Bæredygtig
Rossen henter flere topfolk til Danfoss: Hyrer dansk diplomat og ny bæredygtighedschef
20191113-180409-L_56Mb.jpg

Danfoss vil bl.a. være CO2-neutral inden 2030 på udledning, der stammer fra egne fabrikker, firmabiler og brug af energi. Det er dog minimalt i det samlede CO2-regnskab for selskabet, hvor størstedelen befinder sig i værdikæden. Her går Danfoss efter en CO2-reduktion på 15 pct. inden 2030.

Afhængige af mange andre

Hvor travlt har I, hvis det skal lykkes med de mål i 2030?

“På den ene side har vi virkelig travlt. På den anden side kan vi ikke bare lige fikse det. Det er ikke nogle mål, som man bare hurtigt kan nå. Specielt ikke, når du som Danfoss har rigtig meget udledning i værdikæden,” siger Kim Fausing.

Det har ikke været nemt, understreger topchefen og peger på et omfattende arbejde for at finde løsninger til at sikre virksomhedens produkter med mindst mulig belastning på klimaet. En svær øvelse med et stort forbrug af materialer som aluminium og stål, der fylder meget i et klimaregnskab.

“Det er balancen mellem, at vi gerne vil være meget ambitiøse, men at vi også må være realistiske, fordi vi er afhængige af mange andre for at lykkes med det her,” siger han.

Grønt stål er en mangelvare i dag. Hvad betyder manglen på grønne produkter for jeres ambitioner?

“Vi skal være dygtige til at være de første og sikre partnerskaber med dem, der laver grønt aluminium og grønt stål. Så skal vi have fundet ud af, hvad det kræver at lave et produkt i dag om til et produkt med lav udledning,”

Hvordan ser det ud i dag med at indkøbe mindre CO2-belastende materialer til jeres produkter?

“Det kan godt lade sig gøre. Men det er klart, at når alle begynder at kigge på deres scope 3 (værdikæde, red.), og hvordan de skal dekarbonisere, bliver det sværere. Derfor forsøger vi at køre så hurtigt som muligt og samtidig være realistiske.”

Opkøb øger klimaaftrykket

Kim Fausing mener, at Danfoss har en betydelig rolle at spille i den grønne omstilling med produkter, der øger produktiviteten i maskiner og systemer, reducerer emissioner, sænker energiforbruget og gør det muligt at elektrificere. Allerede i dag fravælger virksomheden leverandører, der ikke lever op til kravene.

“Den proces vil blive skærpet fremover på grund af vores nye esg-ambitioner og mål. Vi er glade for vores nuværende leverandører og tager det skridt for skridt, men det er i den retning, det kommer til at gå,” siger han.

I den turbulente tid, vi lever i, kan jeg ikke sige præcist endnu, hvor hurtigt vi kan omstille os. Jeg kan bare sige, vi vil det her

Kim Fausing, adm. direktør, Danfoss

Hvor meget Danfoss-koncernen præcis udledte i 2021, er ikke offentliggjort, da man afventer den endelige godkendelse fra SBTi. I 2019 udledte koncernen i alt omkring 67 mio. ton CO2, hvor 98 pct. lå i værdikæden.

Og sikkert er det, at milliardopkøbet af hydraulikforretningen fra den irsk-amerikanske Eaton-koncern tilbage i august kommer til at øge udledningerne i Danfoss-koncernen med over 30 fabrikker. Hvor meget er ved at blive undersøgt.

“Vi køber virksomheder hele tiden, så vi er nødt til at sikre, at vi får opdateret vores tal. Vi har lavet systematik på, hvordan vi rapporterer, hvordan vi bygger det op. Nu skal det så også laves for det aftryk, vi har fået med fra Eaton,” siger Kim Fausing.

En betydelig investeringsrejse

Den største udfordring er ifølge topchefen at få hele værdikæden gjort klimaneutral. At finde de helt rigtige leverandører, der allerede i dag belaster klimaet minimalt eller slet ikke.

“Det kræver en masse arbejde, og der er også interne flaskehalse i en global virksomhed som Danfoss. De nye mål kommer til at ændre måden vi indkøber, udvikler, producerer og arbejder på. Det er begrænsningen lige nu,” siger han og peger på, at Danfoss har et skelet, der kan sikre, at virksomheden kommer på linje med de bedste i markedet.

“Det er en udfordring at komme helt ned på detailniveau og lave en plan. Hvad gør vi med leverandører, indkøb og alle detaljerne om vores egen værdikædes aftryk. Det med at købe ind i Kina og producere i Europa er vi på vej væk fra. Men i den turbulente tid, vi lever i, kan jeg ikke sige præcist endnu, hvor hurtigt vi kan omstille os. Jeg kan bare sige, vi vil det her.”

Bæredygtig
Danfoss-boss advarer leverandører forud for ny strategi
20180706-105056-4_ma.jpg

Hvor meget skal I investere i dagsordenen for at nå målene?

“Vores nuværende capex-niveau eller investeringer i R & D ligger i gennemsnit tydeligt over, hvad vi ser i markedet. Vi ligger omkring 5 pct. i R & D, hvor de fleste konkurrenter ligger på ca. halvdelen af det. Innovation har altid været en stor prioritet på tværs af det, vi laver, og vi ligger allerede temmelig højt i investeringsniveau.”

“Jeg har ikke noget eksakt beløb i hovedet, men det er en betydelig investeringsrejse, vi har foran os.”

Forsiden lige nu