ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

40.000 virksomheders milliardregning for emballage kan stige med “mange procenter”

Nye krav til virksomheders ansvar for emballage risikerer at blive markant dyrere end de ventede 2,3 mia. kr., advarer Dansk Erhverv efter lovforslag. Minister vil se nærmere på kritikken

Erhvervsorganisationer har stiftet Dansk​ Emballage Producentansvar som en pendant til Dansk Retursystem på emballage og til at håndtere de kommende EU-krav på området. Arkivfoto: Simon Fals
Erhvervsorganisationer har stiftet Dansk​ Emballage Producentansvar som en pendant til Dansk Retursystem på emballage og til at håndtere de kommende EU-krav på området. Arkivfoto: Simon Fals Simon Fals

For tusindvis af virksomheder bliver det fra næste år markant dyrere at håndtere den indpakning, som varerne i landets butikker er pakket i.

2,3 mia. kr. var de nye EU-krav til emballage indledningsvist anslået at koste danske virksomheder, men nu tyder det på at blive endnu dyrere, advarer erhvervsorganisationer.

(...) omkostningerne kunne godt stige med mange procenter

Andreas Hastrup Clemmensen, chefkonsulent, Dansk Erhverv

“Vi er fuldstændigt uforstående, og det her bliver hammerdyrt,” siger Andreas Hastrup Clemmensen, chefkonsulent i Dansk Erhverv, der sammen med Dansk Industri samt Landbrug & Fødevarer kritiserer udviklingen i et høringssvar til loven.

I 2022 indgik et bredt, politisk flertal en aftale, som fra næste år omfatter mere end 40.000 danske virksomheder med det såkaldte udvidede producentansvar. Her skal virksomhederne selv betale for emballagens miljøpåvirkning, og forventningen er, at det vil lede til mere genanvendelse eller smartere måder at pakke på.

Bæredygtig
Erhvervsmastodonter skeler til pantsystem: Om tre år skal virksomheder rydde op efter egen emballage
20140227-152102-5_30Mb.jpg

Men hvor landets erhvervsorganisationer dengang hilste aftalens indhold velkommen, er sagen nu en helt anden. Lovforslaget afviger nemlig betydeligt fra den oprindelige aftale, mener Andreas Hastrup Clemmensen.

Det drejer sig konkret om det faktum, at landets kommuner ifølge lovforslaget i en overgangsperiode skal rapportere om indsamlingen af affaldet og ikke mindst omkostningerne af det.

Det estimerede serviceniveau på 2,3 mia. kr. er altså ikke gældende længere, og det er problematisk, mener Dansk Erhverv.

“Lovforslaget muliggør, at kommunerne lemfældigt kan svinge med kortene og kræve dyre måder at gøre tingene på, da det i sidste ende er virksomhederne, der skal betale regningen. Nu risikerer vi altså, at omkostningerne løber løbsk,” siger Andreas Hastrup Clemmensen.

Manglende datagrundlag

Miljøminister Magnus Heunicke understreger i et skriftligt svar til Børsen, at han er interesseret i at holde omkostningerne så lave som muligt, men at det var nødvendigt “på nogle områder at afvige og supplere den politiske aftale i lovforslaget”.

Ifølge ham har man nemlig ikke haft det fornødne datagrundlag til at fastsætte et serviceniveau, hvor man med sikkerhed kan efterleve EU's krav og/eller sikre, at virksomhederne betaler de nødvendige omkostninger.

Hvorvidt omkostningerne nu har udsigt til at stige eller i hvilket omfang, svarer Magnus Heunicke ikke på. Ifølge Dansk Erhverv kan det nu manglende serviceniveau dog blive tungt for virksomhederne:

“Ekstraregningen er i princippet uden loft, da der ikke findes en afgrænsning i forslaget, og omkostningerne kunne godt stige med mange procenter,” siger Andreas Hastrup Clemmensen.

EU-direktiv

Uoverensstemmelserne udspringer af et EU-direktiv, som bestemmer, at medlemslande fra 2025 skal sikre, at det fremover er virksomhederne selv, der har ansvaret for affaldshåndteringen af deres emballage.

Fremover vil det således være forureneren, der betaler gildet. I dag er det omvendt forbrugerne, der betaler affaldshåndteringen gennem kommunerne.

2,3

mia. kr. lød de estimerede omkostningerne indledningsvist

Forhåbningen er desuden, at det alt andet lige vil give virksomheder et større incitament for at tænke i emballage, der dels er lettere at genanvende, og dels er tilpasset produkternes vægt og størrelse, så der f.eks. ikke bruges unødvendige mængder plastik og pap.

Bæredygtig
Nye krav til mælkekartoner og kaffeposer: Arla og Peter Larsen Kaffe skal tænke anderledes

Mange virksomheder er allerede i færd med at omstille sig de nye krav. Tidligere på måneden skiftede dagligvarekæden Coop eksempelvis de velkendte plastbakker til hakkekødet ud med plastikposer. En simpel øvelse, som reducerer det samlede forbrug af plast med 169 ton om året og velsagtens kommer den kommende omkostning i forkøbet.

Miljøminister Magnus Heunicke vil nu kigge nærmere på kritikken fra erhvervsorganisationerne, skriver han.

“Jeg har aftalt med aftalekredsen, at vi på vores næste møde ser nærmere på kritikken, og hvad der er af mulige forslag til løsninger.”

Forsiden lige nu