Når elkunder i Danmark køber “grøn strøm”, betyder det typisk, at elselskabet har investeret i såkaldte grønne oprindelsescertifikater. De skal sikre indkomst til producenter af grøn strøm, som kan bruges til at investere i nye vindmøller og solceller. Men reelt bliver certifikaterne ikke brugt til at finansiere ny grøn strøm og har stort set ingen klimaeffekt, lyder den gentagne kritik fra eksperter og interesseorganisationer.
Kritikken bakkes nu for første gang op af en direktør i et elselskab.
Grøn strøm til private har siden 2020 være mærket med grønne blade af elselskaberne. Bladene henviser til, at der er indkøbt grønne oprindelsescertifikater til den leverede strøm. Kritikere peger på, at det ikke sikrer, at der bliver opstillet nye anlæg til grøn energi. Dermed lægger køberne beslag på eksisterende grøn energi og gør andre kunders el mindre grøn
“Der er brug for at finde et bedre alternativ. Indtil man finder på noget bedre, synes vi, at den nuværende ordning skal på pause eller droppes helt. Den giver ikke mening mere,” siger Ulf Lund, direktør i Norlys med henvisning til Forbrugerombudsmandens mærkningsordning af grøn strøm.
Ordningen har siden 2020 ladet selskaberne mærke strømaftaler, der bruger grønne oprindelsescertifikater, med grønne blade – en praksis, Ulf Lund altså ønsker stoppet igen. Han baserer anbefalingen på Norlys’ indsigt i elmarkedet og i deres daglige leverance af el og internet til over 1 mio. danske adresser.
“Spørgsmålet er, om andre virksomheder vil holde fast i det mindst ringe eller trække plastret af. For andre må se de samme tendenser som os,” vurderer han.
“Det var en god måde at skaffe finansiering til omstillingen på, men tiden er løbet fra det. Vi er et andet sted i dag. Strømpriserne er steget så massivt, at det ikke giver mening at have den samme mærkningsordning længere,” siger Ulf Lund.
Her henviser han til, at ekstraprisen, der betales for grøn strøm, ikke længere er afgørende for, om der bliver bygget nye anlæg på grund af øget investeringsvilje og højere elpriser over det seneste år.
“Vi har bakket op om ordningen og deltaget i den. Det er tilmed ikke længe siden, at der blev lavet et eftersyn af ordningen, hvor vi også var positive,” påpeger han.
Når Norlys i dag har ændret mening, skyldes det væksten i vedvarende energi og energikrisen, der har ændret priserne på elmarkedet.
Trods kritikken har Norlys ikke selv droppet at deltage i ordningen. Ligesom andre elselskaber vil Ulf Lund fortsætte med mærkningen af grønne blade på strømaftaler med certifikater.
“Vi sælger stadig grøn strøm med stort G til vores privatkunder, men vi kunne bruge pengene fra certifikater på en måde, der fremmer vedvarende energi bedre ved at investere direkte i sol og vind. Certifikater på det private elmarked gør ikke en forskel for omstillingen i dag,” siger Ulf Lund med henvisning til bl.a. Norlys’ ejerandel af Eurowind, der opstiller vindmøller og solceller flere steder i Europa.
Man kan indvende, at det er godt for jer med jeres engagement i Eurowind at ville droppe certifikaterne?
“Ja, men kritikken af grøn strøm holder stadig. Vi skal have en ordning, der kanaliserer alles penge hen, hvor det gavner mest. Mange andre store elselskaber er i samme situation som os og har andre aktiviteter at kanalisere investeringerne over i,” siger han.
Andre virksomheder har hidtil holdt fast i certifikaterne med henvisning til, at de er den mindst ringe løsning, der er tilgængelig i dag – selv om certifikaternes effekt er omdiskuteret.
“Det har også været logikken hos os,” medgiver Ulf Lund.
“Ingen har tænkt, at det har været en perfekt ordning, og noget af kritikken har været gældende fra begyndelsen. Jeg synes alligevel, at energimarkedet har ændret sig så meget, at de positive effekter er blevet markant mindre,” siger han.
På erhvervsmarkedet, hvor virksomheder har brug for at dokumentere deres CO2-udledning, er det imidlertid nødvendigt at fortsætte med certifikaterne, til der findes et bedre alternativ, mener Ulf Lund.
