ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

USA’s tidligere sundhedsminister skal udfordre Novo Nordisks strategi

Novo Nordisk har for første gang sammensat et advisory council på miljø og social ansvarlighed. Forsker er overrasket over, at frontløberen på bæredygtighed ikke har gjort det før

Ti eksperter inden for miljø og social ansvarlighed skal fire gange om året rådgive Novo Nordisk, fortæller Camilla Sylvest, koncerndirektør på bl.a. bæredygtighed. Foto: Simon Fals
Ti eksperter inden for miljø og social ansvarlighed skal fire gange om året rådgive Novo Nordisk, fortæller Camilla Sylvest, koncerndirektør på bl.a. bæredygtighed. Foto: Simon Fals Simon Fals

Det er bare tre år siden, Novo Nordisk lancerede sin seneste strategi på bæredygtighed og mål for at reducere både udledningen af CO2 og brug af plastik. Men udviklingen på området løber så hurtigt, at det skal styrkes i endnu højere grad.

Derfor har medicinalkoncernen brugt det seneste år på at samle eksperter på miljø og social ansvarlighed i et advisory council, som fire gange om året vil udfordre Novo Nordisk, fortæller Camilla Sylvest, koncerndirektør for bl.a. bæredygtighed.

De ti deltagere får et “symbolsk beløb” og tæller bl.a. en tidligere amerikansk sundhedsminister samt kapaciteter med erfaring fra EU-systemet, forskning og private virksomheder. Selvom de kommer med hver deres indgang, gav det ifølge Camilla Sylvest god mening under første møde.

Når vi tager beslutninger, skal vi overveje klima og social ansvarlighed endnu tidligere i processen

Camilla Sylvest, koncerndirektør, Novo Nordisk

“Vi vil gerne diskutere vores indsats i sin helhed. Hvordan vi ved at bringe bedre behandling til flere patienter med kroniske kan undgå at få et større miljøaftryk i vores eget regnskab. Der foregår så mange ting på det her område, så det var vigtigt for os at få et perspektiv udefra. Vi skal konstant udvikle den her del af forretningen og vil gerne sikre, at vi bliver udfordret nok,” siger hun om mødet før påske.

“Vi har gjort meget ud af, at de ikke skal holde noget tilbage. Det er derfor, vi er her. Vi har ikke brug for at forklare, hvorfor vi ikke har løst plastikproblemet endnu, men at diskutere, hvordan vi får en større indvirkning, end vi har.”

Forundret

Det betyder bl.a. en stor opgave med at sikre det rigtige materiale og ikke mindste de rette spørgsmål til rådgiverpanelet inden møderne. Og det er afgørende, at rådets stemmer bliver taget seriøst, påpeger Andreas Rasche, professor på Copenhagen Business School og forsker i bæredygtighed.

Han er overrasket over, at Novo Nordisk ikke allerede havde et rådgiverpanel på området og påpeger, at mange selskaber har haft det i flere år. Men det understreger alligevel, at medicinalselskabet tager dagsordenen seriøs, mener han.

“Vi har set bevægelsen hos de store selskaber de sidste 10-15 år, hvor de rådgivende paneler er kommet ind. Hovedårsagen er primært, at bestyrelsen ikke har specialiseret viden inden for bæredygtighed for virkelig at kunne vurdere problematikkerne på området,” siger han.

Den tyske bilproducent Volkswagen har sandsynligvis erkendt manglen på netop dette og etablerede et bæredygtighedsråd efter den omfattende skandale tilbage i 2015, hvor producenten blev taget i at fuske med miljødata. Ifølge Andreas Rasche har rådet leveret input til den tyske virksomheds nye strategi, der skal rykke dem mod mere eldrevne biler.

Kobler ikke risici og strategi

Hvor rustede er bestyrelser i dag til at håndtere bæredygtighed?

“De fleste bestyrelser har i dag ikke de rette kompetencer inden for esg. De har erkendt nødvendigheden, og at der er stor opmærksomhed på esg-agendaen. De ved, at esg udgør risici og også muligheder for selskaberne. Men få af dem forstår virkelig, hvordan disse risici hænger sammen med strategien. Det kan være en hindring,” siger han.

Bæredygtig
Et løfte på en hospitalsgang har drevet Lise Kingo de sidste 30 år: "Det er en fantastisk situation, når man har arbejdet på noget i så mange år, at det er nået et vendepunkt"
LiseKingo_AndreasVinther_090221_016.jpg

Derfor skal bestyrelsen enten udvikle kompetencerne, eller også må de rigtige folk blive hentet ind.

Novo Nordisk har i årevis været anerkendt for virksomhedens arbejde med netop ansvarlig forretning, hvor kræfter som Lise Kingo og Susanne Stormer fik indført den tredje bundlinje og samlet rapportering med nøgletal på både økonomi og esg i én rapport.

Derfor kan det undre, at det først er nu, at et rådgivende panel på bæredygtighed kommer på plads.

“Vi kan se, at hele opmærksomheden omkring klima og social ansvarlighed, og hvad store virksomheder kan gøre, er stigende. Vi har i mange år haft et rigtig stort fokus på bæredygtighed, men også mange gode aktiviteter, som var mere fokuserede på velgørenhed og lidt parallelt til vores forretning,” siger Camilla Sylvest.

“Nu vil vi gerne integrere det fuldstændig i vores forretning. Når vi tager beslutninger, skal vi overveje klima og social ansvarlighed endnu tidligere i processen.”

De ved, at esg udgør risici og også muligheder for selskaberne. Men få af dem forstår virkelig, hvordan disse risici hænger sammen med strategien

Andreas Rasche, professor, CBS

Det er immervæk en større indsats at rydde op efter plastikken, når først produkterne er på markedet, påpeger hun. Men det er ikke kun injektionspennene. Det kan også være selve medicinen, hvor en tablet eksempelvis udleder mere CO2 i produktionen end flydende præparater.

Systematisk tilgang

Novo Nordisk har en ambition om at være CO2-neutral i hele forretningen, herunder også værdikæden, i 2045. På vej dertil skal medicinalvirksomhedens eget aftryk fra fabrikker og transport være neutralt i 2030, hvor alle fabrikker i 2020 producerede på vedvarende energi.

Det nye bæredygtighedsråd skal fokusere på netop målet om at nå fuldstændig CO2-neutralitet over hele linjen om 23 år samt forbruget af plastik. Flere hundredtusindmillioner brugte insulinpenne ender på lossepladser verden over.

“Vi har brug for hjælp til, hvordan vi kan generere et marked for brugt plastik, så vi uden at nedskalere vores plastik kan genanvende det. Vi har ikke lyst til at flytte det tilbage til os selv, fordi det giver nogle problemer med CO2-udledning til transport,” siger Camilla Sylvest.

Bæredygtig
Da PwC-chef kom stormende brasede hun ind i døren: "Den dør er åben nu"
20210930-180524-7-3300x2200we.jpg

Der er i dag ordninger på de danske apoteker, hvor bruge insulinpenne kan afleveres tilbage og dermed genanvendes af Novo Nordisk, som kører lignende pilotprojekter i Brasilien og Storbritannien. Set med Camilla Sylvests øjne er Novo Nordisks eget aftryk på klimaet overskueligt. Sidste år var det reduceret 43 pct. sammenlignet med 2019.

“Men vores aftryk kommer til at stige, hvis vi ikke gør noget anderledes og samtidig producerer medicin til flere mennesker,” siger hun.

“Det er et godt tidspunkt at have en mere systematisk tilgang til, hvordan vi får nogle eksperters input og et perspektiv udefra på det. Det er selvfølgelig hele tiden i sammenhæng med vores forretning, så det ikke bliver på bekostning af den.”

Forsiden lige nu