BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
Da PwC-chef kom stormende brasede hun ind i døren: "Den dør er åben nu"

Tak fordi du læser med

Danske Bank og PwC er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor kan vi gøre alle vores artikler på Børsen Bæredygtig frit tilgængelige for alle læsere. Det er medvirkende til, at Børsen Bæredygtigs artikler bliver diskuteret vidt og bredt.

Danske Bank og PwC er også parterne på Børsen Bæredygtig, når vi går live og fremhæver en række af de mest spændende grønne projekter i danske virksomheder i Børsen Bæredygtig Cases.

Danske Bank og PwC har ingen indflydelse på indholdet eller andre redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig, der skabes af uafhængige og objektive journalister og i den samme høje kvalitet, som du kan finde i resten af Børsen.

Læs mere om partnerskab.

Rapportering på bæredygtighed har i årevis boet hos Susanne Stormer, der har været en global forkæmper på området. I foråret landede hun i spidsen for PwC's afdeling på feltet. "Jeg kan lave et aftryk, som bliver multipliceret," siger hun

Man skal kunne slippe for at kunne gribe.

Selvom ordene faldt for mange år siden fra en coach, fandt de alligevel frem til Susanne Stormer i det tidlige forår 2020.

Coronapandemien lukkede verden ned land efter land, og den 61-årige globale chef for bæredygtighed hos Novo Nordisk var blevet bænket i det nye hjem i Sorgenfri, hvor udsigten til skov og stilhed var en helt anden end som mangeårig nabo til Rundetårn. Her sad hun og grublede.

Et jubilæum stod for døren. I 20 år havde hun drevet en omfattende indsats med rapportering på bæredygtighed hos medicinalgiganten. På mange måder var det nu faldet på plads, syntes hun. Klima, forretningsetik og menneskerettigheder havde fundet deres rette hjem i virksomheden. Samtidig var 150 årlige rejsedage fra den ene dag til den anden blevet nulstillet med pandemien. Det efterlod en flad fornemmelse. Derfor gav hun slip.

Et større aftryk

Susanne Stormer er kendt som en sværvægter inden for bæredygtighed. Sammen med blandt andre Lise Kingo var hun en af hovedkræfterne bag omstillingen i Novo Nordisk, der før mange andre koblede bæredygtighed til forretning og strategi og i årevis har arbejdet med den tredobbelte bundlinje.

Vi synes nok alle, at vi skriver historie med det, vi gør. Vi gør os enorme bestræbelser på at forenkle et landskab, der er ret uoverskueligt for mange Susanne Stormer, partner og leder af sustainability, PwC

Knap havde hun besluttet at forlade virksomheden, før hun blev inviteret på frokost af PwC's partner og leder af afdelingen for risk assurance, der havde brug for en til at stå i spidsen for konsulentvirksomhedens bæredygtighedsafdeling.

Et område, der i dag er en langt mere central del af forretningen hos PwC, som reguleringen på feltet tager til.

“Jeg kan lave et aftryk, som bliver multipliceret,” siger Susanne Stormer, der siden februar har siddet som øverste chef og partner for bæredygtighed, hvor flere garvede specialister inden for feltet siden er kommet til.

Selv luftede PwC's adm. direktør og partner Mogens Nørgaard Mogensen for nylig ambitionen om at ansætte yderligere 100 specialister inden for de kommende år over for Finans.

Det illustrerer på mange måder den status, som især klima og miljø har fået de seneste år, hvor dagsordenen er braget op som en enorm bølge af krav, som virksomhederne ikke længere kan dukke sig for.

Mens få frontløbere så det komme for årtier siden, skal alle om få år håndtere en disciplin, der af flere er blevet beskrevet som det vilde vesten, hvad angår den korrekte måde at gribe det an på. Med skiftet fra Novo Nordisk er Susanne Stormer trådt direkte ind på en scene, hvor virksomheder formentlig vil efterlyse endnu mere hjælp til at få styr på de kommende krav.

Kravene kommer fra Bruxelles, hvor vedtagelsen af den såkaldte EU-taksonomi skal give et fælles sprog for bæredygtige investeringer og aktiviteter og sikre, at investeringer rammer den grønne omstilling. Fra 2023 betyder et nyt direktiv, at børsnoterede virksomheder eller selskaber med over 250 ansatte inden for den finansielle sektor skal rapportere på bæredygtighed.

Født: November 1959 Karriere: Partner og chef for Sustainability i PwC siden februar 2021. 20 års karriere i Novo Nordisk, hvor hun sluttede som global chef for bæredygtighed. Var inden da bl.a. projektchef hos Cohn & Wolfe. Er del af bl.a. Sustainability Accounting Standards Board (SASB), UN Global Compact Network Danmark samt Project Task Force under European Financial Reporting Advisory Group (EFRAG). Uddannelse: Cand.mag i engelsk fra Aarhus Universitet

Det ventes at sætte gang i en kæde af forespørgsler hos leverandører og til mindre selskaber i værdikæden. For hvordan ser f.eks. CO2-aftrykket nu lige ud på den dims, de har produceret? Eller hvad med deres fulde aftryk på miljøet?

Dermed ventes lovgivningen af sprede sig ud gennem grenene i erhvervslivet, hvor rapportering for manges vedkommende er svært at gribe om. Og det har da også fået små og mellemstore virksomheder til at udtrykke bekymring.

Den lille bevægelse

I de tidlige år i karrieren lærte Susanne Stormer at trives i en zone af ubehag, som hun siger.

“Da jeg startede tilbage i slutningen af 80'erne, var det en lille stille bevægelse, hvor man hele tiden skulle forklare, hvorfor det var vigtigt. 'Ved du ikke, der har været en Rio-konference'", siger hun med henvisning til verdenstopmødet i 1992, hvor bæredygtighed for første gang kom på dagsordenen for regeringsledere, og kimen til de 17 verdensmål blev lagt.

“Man skulle hele tiden forklare hvorfor. Det gjorde jeg også i Novo Nordisk, indtil vi kunne gå fra hvorfor til hvordan. Det har været mit job i mange år at være lidt irriterende.”

Hendes altid gode humør kombineret med en mangeårig viden er vigtige ingredienser, når vi mødes i EU-regi for at udvikle europæiske rapporteringsstandarder for bæredygtighed Kristian Koktvedgaard, fagleder, moms og regnskab, DI

Flere gange har hun pakket pointer sammen og ventet, til modtagerne var klar. Det var på alt fra skattebetalinger til menneskerettigheder.

“Det er som disciplin lidt nørdet at være optaget af rapportering, men det er et spejl på, hvad der foregår i virksomheden. Et spejl, som virksomheden holder op for sig selv, og et vindue for andre udadtil,” siger hun om nødvendigheden af at rapportere på klima, miljø og de andre parametre inden for esg.

Strategisk snilde

Mens topchef og senere bestyrelsesformand for Novo Nordisk, Mads Øvlisen, på mange måder banede vejen for området, skulle der alligevel strategisk snilde til for at bryde igennem organisationen og finde de rette allierede.

Det spottede Susanne Stormer, der arbejdede sammen med en regnskabschef om et forslag om at smelte de dengang tre rapporter sammen til én.

Regnskabschefen var vigtig at vinde, fordi han havde gode relationer til finansdirektøren og andre i topledelsen. Det var en vej ind i virksomhedens magtcentrum. Samtidig lavede hun på opdrag fra Øvlisen sammen med en jurist en opdatering af vedtægterne, hvor det blev understreget i formålsparagraffen, at Novo Nordisk drev forretning efter den tredobbelte bundlinje.

“Da vi havde gjort det og vedtaget det på generalforsamlingen, havde jeg verdens bedste argument for at sige, at så skal vi også rapportere samlet,” husker Susanne Stormer.

I begyndelsen af 2005 kom den første samlede rapport på gaden.

Det grønne spor

Allerede tidligt i karrieren lagde hun kimen til det, der skulle blive mange års arbejde inden for kommunikation og rapportering på et grønt spor.

Som 28-årige fik hun arbejde på et af de daværende toneangivende bureauer i København som kommunikationsrådgiver. Ind ad døren kom en mand, der havde udviklet et biogasanlæg.

Han havde brug for hjælp til at udbrede fortællingen om opfindelsen og ikke mindst, hvorfor det var en smart idé. Susanne Stormer anede intet om teknikken, men hun kunne formidle det. Hendes evner inden for kommunikation blev bekræftet, når hun senere agerede bindeled mellem en række borgere, der protesterede over et havbrug, hvor ledelsen bag ikke forstod problemet.

Og da hun talte forurening med en affaldsforbrænding og præsenterede røgrensning som en løsning. En tankegang, der på mange måder blev summeret op i sloganet til det franske teleselskab Mobilix: Samtale fremmer forståelsen, som Susanne Stormer formulerede.

Rapporterings værdi

Hendes interesse for rapportering tog fart i 90'erne, hvor de grønne regnskaber for alvor begyndte at vinde indpas, og som Susanne Stormer var med til at forme de første generationer af bl.a. for Københavns Energi, i dag Ørsted, og Danmarks største rensningsanlæg Lynetten.

“Jeg mener, rapporterne er med til at flytte oplevelsen af virksomheden, og hvad den gør og kan. For ledelsen betyder det rigtig meget, at de får lavet den fortælling om egen virksomhed, så man får drevet en forandring. Kommunikation er ikke bare historiefortælling. Det er faktisk historiefortælling, som har til formål at flytte noget.”

Da Københavns Energi vandt prisen for bedste miljørapport med Susanne Stormers aftryk, vandt Novo for bedste bæredygtighedsrapport.

Det skete, netop som hun skiftede til medicinalvirksomheden.

Døren er åben

På et seminar på Gentofte Hotel trådte hun ind i et rum med mørke tapeter og dæmpet belysning. Rundt om bordet sad 16 mennesker. Alle involveret i bæredygtighedsrapporten. Selv havde Susanne Stormer lavet 12 rapporter stort set ene kvinde og en miljøchef.

“Now we are talking,” tænkte hun.

20 år senere og som global chef for bæredygtighed i Novo Nordisk var det tid til at slippe. Fra kontoret på Strandvejen i Hellerup fortsætter Susanne Stormer sit engagement med at drive udviklingen i EU, hvor hun for år tilbage også gav input til den første rapportering på samfundsansvar. Det var ikke nødvendigvis perfekt, noterer hun. Men en måde at få sat nogle standarder undervejs.

”Men en standard er jo kun interessant, hvis det lykkes at få flertallet af virksomheder til at følge den, så det bliver muligt at sammenligne.”

Susanne har været en global driver inden for rapporteringsområdet og har personligt sat er meget flot aftryk på den status, esg-rapportering har opnået i dag Lise Kingo, professionelt bestyrelsesmedlem

Sammen med en ekspertgruppe har Susanne Stormer givet input til den omfattende regulering fra EU, der ventes at blive skelsættende for virksomheders rapportering på samfundsansvar. De godt 40 eksperter arbejder nu på en fælles standard på området, som har været efterspurgt i flere år. Et arbejde, der skal ligge klart til foråret.

“Vi synes nok alle, at vi skriver historie med det, vi gør. Vi gør os enorme bestræbelser på at forenkle et landskab, der er ret uoverskueligt for mange. Der vil være mere retningsgivende vejledning til virksomhederne om, hvad de skal have med i deres bæredygtighedsrapportering, hvor det før har været lidt mere en fristil,” siger hun.

“Nu kommer der til at ske det, vi er mange, der har ønsket rigtig længe. Kvaliteten af bæredygtig informationsdata skal op på niveau med finansiel rapportering. Ikke alting er rosenrødt, men der er et helt andet miljø at arbejde med det her i nu, end da jeg startede. Det er meget godt at lære at klare sig i modvind og skulle overbevise. Jeg har været vant til at sparke døre ind. Den dør er åben nu.”

Børsen Bæredygtig hylder grønne frontløbere

Børsen Bæredygtig har udvalgt årets 50 danske virksomheder, der rykker ved den grønne omstilling med konkrete projekter, og som vi derfor hylder som Børsen Bæredygtig Cases.

Børsen Bæredygtig hylder grønne frontløbere

Børsen Bæredygtig har udvalgt årets 50 danske virksomheder, der rykker ved den grønne omstilling med konkrete projekter, og som vi derfor hylder som Børsen Bæredygtig Cases.

Forsiden af Børsen Bæredygtig

Børsen Bæredygtig hylder grønne frontløbere

Børsen Bæredygtig har udvalgt årets 50 danske virksomheder, der rykker ved den grønne omstilling med konkrete projekter, og som vi derfor hylder som Børsen Bæredygtig Cases.

Børsen Bæredygtig hylder grønne frontløbere

Børsen Bæredygtig har udvalgt årets 50 danske virksomheder, der rykker ved den grønne omstilling med konkrete projekter, og som vi derfor hylder som Børsen Bæredygtig Cases.

BØRSEN BÆREDYGTIG
6. dec 2022