ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Ekspert efter anklager: “SAS har skudt sig selv i foden”

SAS anklages af Forbrugerrådet Tænk for at have gjort sine hoser grønnere i selskabets seneste “grønne” kampagne. Flyselskabet afviser over for Børsen, at der er tale om greenwashing

Luftfartsselskabet SAS anklages for greenwashing i selskabets seneste grønne kampagne.
Luftfartsselskabet SAS anklages for greenwashing i selskabets seneste grønne kampagne. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det ser ud til, at SAS er ved at snuble over sine egne fødder i jagten på at fylde deres fly med passagerer, der har deres grønne samvittighed i orden.

Kunderne i SAS kan opnå bonuspoint og mærkatet “Conscius Traveller” ved at se en video på hjemmesiden om fremtidens luftfart, købe miljøbevidste produkter som en dynamodreven lommelygte eller en powerbank. De bonuspoint kan blandt andet bruges som rabat på endnu flere flyrejser, der medvirker til endnu større udslip af CO2, som der bandes over i det meste af verden, da det opvarmer kloden og får havene til at stige. 

Men SAS er gået over stregen med denne kampagne, som Forbrugerrådet Tænk har stemplet som greenwashing. Tænk har derfor anmeldt SAS til Forbrugerombudsmanden for brud på markedsføringsloven, skriver Jyllands-Posten.

Luftfart står for 2,5 pct. af verdens CO2-udledning, men bidrager til 4 pct. af den globale opvarmning, så branchen er blandt en af verdens store CO2-syndere.

Bæredygtig
Greenwashingsager tidoblet: Virksomheder venter i flere år
Forbrugerombudsmand Torben Jensen om greenwashing


“Er man i en stærkt forurenende branche som luftfart, og man ønsker at fremhæve og markedsføre et miljøtiltag, så skal det virkelig batte noget. Så skal man virkeligt tænke sig om, hvordan man kører en sådan kampagne. Jeg vil nok mene, at SAS har skudt sig selv i foden her,” siger Jane Frederikke Land, der er advokat i Liga Advokatpartnerselskab med speciale i greenwashing.

Hun fortsætter:

“Når man gerne vil have et lille miljøfortrin, især når der er tale om en stærkt forurenende branche, så er det et ufravigeligt krav, at det miljøfortrin virkeligt batter noget.”

Undren

Winni Grosbøll, direktør i Forbrugerrådet Tænk, undrer sig over, at så stort og professionelt et selskab laver et program på denne måde, kalder det “Consciuos Traveller” og skriver det ind i en miljøbevidst dagsorden.

“Reglerne for greenwashing er ret stramme og klare, så forbrugerne kan regne med, at hvis det er et bæredygtigt produkt, så er det det også,” siger hun.

Helt præcist tilbyder SAS kunderne, at man ved at tage ti miljøbevidste skridt kan opnå titlen “Conscious Traveller”, hvortil man kan blive belønnet med f.eks. et badge eller 5000 bonuspoint, der kan bruges som rabat på fremtidige flyvninger.

“For os vender alt i det her den forkerte vej,” fortsætter Winni Grosbøll.

SAS uenig i greenwashing

SAS skriver blandt andet i et længere svar, at flyvning forbinder mennesker og virksomheder på tværs af verden, hvilket skaber økonomisk vækst og velstand. Her har SAS en essentiel rolle ved at tilbyde flyvetjenester.

Men luftfartsselskabet tager klart afstand fra Tænks anmeldelse.

“Det er ikke greenwashing. Luftfarten spiller en vigtig rolle i den skandinaviske infrastruktur, og for at blive bæredygtige må vores industri transformeres – ligesom alle andre industrier. Luftfartsindustrien laver afgørende tiltag for at håndtere klimaudfordringen, reducere CO2-aftrykket og skabe mere bæredygtige flyrejser,” svarer SAS i en mail. 

SAS er dog ikke det eneste luftfartsselskab, der har forsøgt at lægge sig til den grønne side. Hollandske KLM blev for et år siden dømt for greenwashing ved blandt andet at male et for lyserødt billede af, hvor bæredygtigt deres flybrændstof var. Kampagnegruppen Fossilvrij kom her frem til, at 15 ud af 19 postulater fra KLM ikke var korrekte. 

Herhjemme reklamerede det mindre luftfartsselskab DAT for små tre år siden med, at man var grøn, efter at selskabet havde skiftet 300.000 plastikkopper ud med papkrus. Kampagnen hed “Jeg flyver grønt”.

Og KLM og DAT er ikke de eneste luftfartsselskaber, der er undersøgt for greenwashing. Europæiske forbrugermyndigheder påbegyndte for næsten et år siden en undersøgelse af 20 luftfartsselskaber. 

Line Schmeltz, ekspert i strategisk kommunikation ved DJMX (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole), har meget svært ved at forstå SAS’ mislykkede forsøg på grøn marketing.

“Jeg tænker, at nogle gange ville det have været bedre ikke at arbejde med tingene eller arbejde på en anden måde. Flytrafik er bare enormt svært at arbejde med på en klimavenlig måde,” fortæller hun Børsen. 

Hun fortsætter:

“Det at lave alle mulige krumspring og sige, at man er “grøn”, kan godt virke som en lidt usikker strategi. Man burde bare fortælle om, hvordan man prøver at gøre det bedre i stedet for bare at købe en dynamolygte,” siger Line Schmeltz og anbefaler SAS bare at fortælle, hvordan man arbejder hen mod en mere grøn flåde.

Hun siger, at rigtigt mange mennesker gerne vil flyve, men de ved også godt, at det giver større CO2-udslip. Derfor har man brug for at få syndsforladelse. 

“Det er det, som SAS på en eller anden måde prøver at give. Men det er ikke det, man fra et kommunikationsstrategisk synspunkt vil anbefale,” siger Line Schmeltz.

Forsiden lige nu