Morten Bay Wirenfeldt har lige fyret seks medarbejdere.
Økonomien er nemlig trang i virksomheden Bodil Energi, hvor han er stifter og direktør.
“Vi har ikke haft mulighed for at holde folk beskæftigede, fordi markedet er gået i stå,” siger han.
Bodil Energi står blandt andet for rådgivning, salg og installation af varmepumper. En god forretning til at begynde med, fortæller Morten Bay Wirenfeldt. Men regeringens løfte om en tilskudspulje, der gang på gang er blevet udskudt, har set med hans øjne fået salget til at gå i stå.
Meldingen er, at tilskudspuljen åbner den 12. september, men pengene kommer for sent, lyder det fra Morten Bay Wirenfeldt.
“Mange har allerede fyret deres medarbejdere, og det vil ikke overraske mig, hvis flere er tæt på at knække,” siger han.
For stifterens egen virksomhed har det sidste år været lidt af en rutsjebanetur. Sidste år mærkede Bodil Energi en massiv efterspørgsel som følge af de stigende priser på gas efter Putins invasion af Ukraine. Den høje pris fik danskerne til at flokkes om at komme væk fra gassen og over på andre energiformer som varmepumper. Tilskud eller ej.
Men så vendte det hele pludselig. Gaspriserne faldt, usikkerheden om, hvor der skulle udrulles fjernvarme bredte sig, og det forsinkede tilskud fra regeringen skabte forstyrrelser i markedet.
Det er på et hængende hår, at direktørens egen virksomhed har klaret den, fortæller han.
“Mange har allerede fyret deres medarbejdere, og det vil ikke overraske mig, hvis flere er tæt på at knække
Morten Bay Wirenfeldt, stifter og direktør, Bodil Energi
I Bodil Energis seneste regnskab fremgår det, at de var afhængige af nye investorer, hvis virksomheden skulle klare sig gennem 2023. De nye investorer er på plads, men det har været en kamp at få en investering i hus, fortæller Morten Bay Wirenfeldt.
“Når salget svinger så meget, så bliver investorerne nervøse,” siger han.
Stifteren er ikke klar over, hvor længe den nye investering kan holde dem oven vande, men salget skal hurtigst muligt i gang.
“Hvis ikke markedet bliver mere stabilt, vil vi i hvert fald i fremtiden skulle ud og finde eksterne investeringer,” siger han.
Men er det ikke jer selv, der har lavet en fejl ved at satse så stort på de her varmepumper? Handler det ikke om, at efterspørgslen ikke er der?
“Jeg tror, det handler om usikkerheden. Skal der installeres fjernvarme eller ej, kan jeg få tilskud eller ej? Og så venter folk. Men hvis man bare gav et tilskud på bagkant, eller slet ikke gjorde det, så tror jeg, at mange flere ville handle nu i stedet for bare at sidde på deres hænder og vente.”
Meget burde være gjort anderledes fra politisk side, hvis tilskudspuljerne skulle give mening, hvis man spørger Morten Bay Wirenfeldt.
I dag er puljerne indrettet således, at pengene skal søges, inden varmepumpen installeres. I stedet burde politikerne spejde mod andre lande, hvor man gør det i omvendt rækkefølge: Først varmepumpen og derefter ansøgningen om tilskud.
“Jeg synes, det er sådan, de burde gøre det, hvis de bare virkelig gerne vil give de her tilskud for at vise, at de støtter den grønne omstilling,” siger han, og fortsætter:
“De forsøger at fremme den grønne udvikling, men nu ender de med at gøre det modsatte.”
Børsen har forholdt Energistyrelsen kritikken om, at gentagne forsinkelser af puljen har bidraget til at bringe branchen i knæ.
Styrelsen svarer ikke direkte, men skriver i en mail, at man herfra vil “evalurere på den kommende puljeåbning og løbende være i dialog med branchen og igangsætte en målrettet kommunikationsindsats for at aktivere de allerede tildelte tilsagn”.
