ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Direktør i elselskab afviser greenwashing efter kritik: “Jeg synes, vi optræder meget villige og åbne”

Danske elselskaber kan smykke sig med klimaanprisninger uden at blive kigget efter i sømmene. Professor er forundret og foreslår at udfase mærkningsordning

Lars Bonderup Bjørn, adm. direktør i EWII, mener ikke, at selskabet har greenwashet sit elabonnement "grøn fremtid". Arkivfoto: Michael Drost-Hansen
Lars Bonderup Bjørn, adm. direktør i EWII, mener ikke, at selskabet har greenwashet sit elabonnement "grøn fremtid". Arkivfoto: Michael Drost-Hansen Michael Drost-Hansen

Det danske elselskab Ewii har rettet flere formuleringer om klimaprofilen på produktet “Grøn Fremtid” på sin hjemmeside. Det sker, efter Børsen for en uge siden kunne fortælle, at fem elselskaber ifølge en række eksperter vildledte forbrugere med deres klimamarkedsføring.

Bæredygtig
Elselskaber lover danskere klimaneutral strøm: Eksperter stempler det som falsk markedsføring
20200930-141852-4-2200x1383ma.jpg

Ewii er sammen med Scanenergi to ud af af fem selskaber, der på baggrund af henvendelser fra Børsen og Rådet for Grøn Omstilling (RGO) har ændret i markedsføringen. Det møder ros fra Forbrugerrådet Tænk og RGO, hvor sidstnævnte i det hele taget fremhæver Ewiis produkt som et af de bedste elprodukter på markedet.

De resterende selskaber Grow Energy, NRGI og Natur-Energi har ikke ændret i deres kommunikation og vildleder ifølge eksperterne altså stadig elkunderne.

Vi har ikke nogen interesse i, at nogen læser det, som noget, det ikke er. Derfor har vi ændret det

Lars Bonderup Bjørn, adm. direktør, Ewii

Ewii skrev på sin hjemmeside, at produktet Grøn Fremtid “tildeles de eftertragtede to grønne blade af Forbrugerombudsmanden”, selvom der er tale om et mærke, som virksomhederne selv står for at putte på deres hjemmeside og salgsmateriale. Selskabet betegnede det samme produkt som “klimaneutral strøm”. Begge formuleringer er nu ændret.

“Jeg er enig i, at det ikke altid er klimaneutral strøm. Det kan det ikke altid være, det er fysisk umuligt,” fortæller adm. direktør i Ewii, Lars Bonderup Bjørn.

Han mener dog, at kritikerne går for langt, når de betegner Ewiis tidligere formuleringer som greenwashing.

I har skrevet, at det er klimaneutral strøm, og du siger selv, at det ikke er klimaneutral strøm – er det ikke at grønvaske et produkt?

“Vi har kun brugt formuleringen på vores hjemmeside og ikke i vores salgsmateriale. Vi har ikke nogen interesse i, at nogen læser det, som noget, det ikke er. Derfor har vi ændret det. Jeg synes, vi optræder meget villige og åbne i vores kommunikation,” siger han.

Bæredygtig
Elselskaber fik kritik for vildledende markedsføring: Ingen kontrollerer deres løfter til forbrugerne
20210906-120805-L-2200x1466ma.jpg

Han mener samtidig, at Ewii har fulgt forbrugerombudsmandens retningslinjer for grøn markedsføring.

“Historikken var jo, at rigtig mange energiselskaber kaldte sig grønne. Så sagde ombudsmanden, at vi skulle lave retningslinjer for at undgå, at man kan kalde sig alt muligt. Så lavede man mærkningsordningen. Hun har ikke sagt, at der så er begrænsninger på, hvad man kunne sige om sine produkter, hvis man kan dokumentere det.”

Er det så ikke et problem, når der ikke foregår nogen kontrol med mærkningsordningen?

“Jeg har ikke noget at sætte på den mærkningsordning. Jeg synes ikke, der som sådan er et problem, men jeg vil gerne tale med om, hvorvidt vi kan gøre den bedre.”

Forsiden lige nu