Landbrugets lovende teknologi “kan selvfølgelig ikke stå alene”

Pyrolyseteknologien anses som en helt nødvendig del af løsningen på landbrugets omstilling, hvor rester fra landmændene kan bruges til at producere energi og ikke mindst biokul, som kan lagre drivhusgasserne i flere hundrede år.

I dag tvivler flere dog på, at målsætninger tilbage fra landbrugsaftalen i 2021 om at fange 2 mio. ton CO2 fra 2030 kan nås. Målet i sig selv er ikke urealistisk, mener Tobias Pape Thomsen, lektor ved RUC og forsker i bæredygtig omstilling. Han leder et millionstøttet projekt om udrulning af biomasseteknologi i stor skala. Rigtig meget skal dog på plads inden.

“

Der skal produceres fødevarer på en anden måde. Vi skal også tage hensyn til andet end klima som udvaskning af næringsstoffer og biodiversitet

Tobias Pape Thomsen, lektor, RUC

Det gælder alt fra de regulative rammer til produktionsanlæg, investeringer og ny viden.

“Der er lige nu omkring 25 større forsknings- og udviklingsprojekter i gang inden for emnet, hvilket er fantastisk. Men fokus er stadig overvejende på de tekniske og naturvidenskabelige aspekter, og vi har stadig en tendens til at se isoleret på, hvad teknologien kan og ikke kan. Selvom den ikke er isoleret, men skal etableres i en kontekst,” siger han.

“Vi mangler f.eks. i stor udstrækning at forstå, hvordan det her initiativ spiller sammen med alle andre initiativer i landbruget. Det kan selvfølgelig ikke stå alene og skal ikke fikse landbrugets klimaregnskab, uden at det bliver understøttet af en omlægning af sektoren. Der skal produceres fødevarer på en anden måde. Vi skal også tage hensyn til andet end klima som udvaskning af næringsstoffer og biodiversitet.”

Et andet element handler om kompleksitet, da teknologien strækker sig over flere sektorer og alt fra landbrug, industri, transport til affald.

De helt store barrierer lige nu skal dog findes i reguleringen, hvor det i dag ikke er tilladt at bruge biokul på dansk landbrugsjord, medmindre det er lavet af affald.

“Det er ret kontraintuitivt og stik modsat reglerne i EU-forordningen, hvor man i udgangspunktet fokuserer på pyrolyse af rene biomasser, mens biokul lavet af affald vurderes som mindre sikkert og derfor ikke har samme anvendelsesmuligheder,” siger Tobias Pape Thomsen og peger på behovet for at afklare spørgsmålet om, hvor meget kulstof biokul kan binde på den helt lange bane.

Det er særligt på EU-niveau, at der skal nås enighed om, hvorvidt løsningen er semipermanent eller permanent, forklarer Tobias Pape Thomsen.

“Villigheden for at betale bliver større, hvis man vurderer, at det er en meget permanent effekt. Der er efterhånden ret stor enighed om, at effekten over 100 år er meget høj, mens der er mindre enighed om, hvor stor effekten er over for eksempel 1000 år.”