ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Dansk startup dumper på dokumentation: “Vi havde ikke forventet at blive godkendt”

Den danske klimakreditvirksomhed Agreena, der samlet har rejst mere end en halv mia. kr., mangler stadig vigtig godkendelse af sit produkt. Ekspert kalder markedet for usikkert, men Agreenas adm. direktør er optimistisk

Adm. direktør og medstifter af Agreena, Simon Haldrup, er optimistisk omkring virksomhedens fremtid. Foto: Thomas Nielsen
Adm. direktør og medstifter af Agreena, Simon Haldrup, er optimistisk omkring virksomhedens fremtid. Foto: Thomas Nielsen © Thomas Nielsen

Når virksomheder vil sælge klimakreditter, er det afgørende, at nogen godkender kvaliteten af dem.

I hvert fald, hvis der skal tjenes penge i et marked, som er blevet ramt af hård kritik og ikke er reguleret af myndigheder.

Den danske virksomhed Agreena er én af dem, der i flere år har arbejdet på at udvikle en forretning i markedet for klimakreditter. Konkret satser selskabet på landbruget, men en godkendelse af kreditterne er endnu ikke i hus.

Tilbage i februar fik Agreena afvist sin ansøgning hos Verra, som er den førende standard for klimacertifikater. Afvisningen skyldes en række mangler i virksomhedens dokumentation.

Adm. direktør og medstifter i Agreena Simon Haldrup er dog hverken skuffet eller nervøs for, hvad det siger om Agreenas forretning.

“Vi havde ikke forventet at blive godkendt bare ved at sende det ind, da vi hele tiden har været klar over, at det er en proces,” siger han.

I november regnede han ellers med, at der var styr på den “vigtige godkendelse” fra netop Verra allerede i første kvartal af 2024, skrev Landbrugsavisen. Det skulle hæve værdien af certifikaterne og sætte tryk på salget.

“Måske har vi været for optimistiske, men vi tager også nogle af de første skridt på det her område. Der findes ikke en kogebog for, hvilken dokumentation der skal bruges, fordi den metode, vi bruger, også er helt ny for Verra. Derfor har vi lavet det, vi tænkte, der var behov for til en start,” siger Simon Haldrup.

Han forsikrer, at Agreena allerede har den dokumentation, som Verra efterlyser, og er i dialog med organisationen om, hvad der skal udleveres.

Agreena udsteder klimacertifikater til landmænd verden over i takt med, at de nedbringer deres udledninger ved såkaldte regenerative landbrugsmetoder. Kort fortalt, handler det om at dyrke jorden mere skånsomt, så den bliver i stand til at binde mere CO2.

Landmændene kan sælge certifikaterne videre til virksomheder, der vil nedbringe deres klimaaftryk. Idéen er, at det klimatunge landbrugserhverv, der bare i Danmark står for mere end en tredjedel af det samlede danske aftryk, får en økonomisk gulerod til at omstille sig.

70

mio. euro, svarende til mere end en halv mia. kr. har Agreena samlet rejst siden 2021

Siden 2021 har Agreena samlet rejst 70 mio. euro, svarende til lidt mere end en halv mia. kr. Investorer tæller blandt andre danske Eifo, svenske Kinnevik, britiske Giant Ventures og tyske HV Capitals. Det er ikke lykkedes virksomheden at generere et overskud endnu, og i 2023 lød underskuddet på knap 24 mio. kr.

Stamp of approval

Konsulenthuset McKinsey & Company estimerede i 2021, at markedet for frivillige klimakreditter ville stige til mere end 50 billioner dollar, svarende til ca. 300 mia. kr. i 2030, og fire gange så meget i 2050.

De estimater er dog meget tvivlsomme i dag, vurderer Kirstine Lund Christiansen, der er ph.d. studerende i udviklingen på det frivillige internationale CO2-marked.

Bæredygtig
Hastigt voksende milliardmarked skaber bekymring: "Jeg vil sige, at det er Det Vilde Vesten"
20190911-070059-L_63Mb.jpg

Markedet for klimakreditter står et usikkert sted efter nogle år med vind i sejlene, hvor mange virksomheder satte frivillige klimamål og købte klimakreditter for at nå dem, fortæller hun.

Derfor er det også afgørende for Agreena at opnå en certificering fra Verra, vurderer Kirstine Lund Christiansen. Markedet for klimakreditter er nemlig ureguleret, og Verra er den største og vigtigste aktør at få godkendelse fra.

“Man har brug for et stamp of approval for, at det, man sælger, er til at stole på,” siger Kirstine Lund Christiansen.

Markedet for klimakreditter til landmænd har været kritiseret i medierne, bl.a. i Børsen. Kritikken gik på, at det er svært at dokumentere klimaeffekten.

Bæredygtig
Massiv kritik regner ned over dansk selskabs nye millionmarked til landmænd: “Hvis jeg skulle være uvenlig, ville jeg kalde det fup og fidus”

Desuden er organisationer begyndt at sætte nye standarder for markedet, hvilket har skabt usikkerhed, påpeger Kirstine Lund Christiansen. Der har bl.a. været en diskussion om, hvorvidt man vil lade virksomheder benytte flere klimakreditter, end det er tilladt i dag for at nå deres mål i den anerkendte klimastandard Science-Based Tagerts Initiative (SBTI).

I 2021 igangsatte Klimaministeriet en analyse af det danske marked for frivillige klimakreditter. Den skal belyse, om der er behov for supplerende national regulering af markedet.

Klimaministeriet oplyser i en mail til Børsen, at analysen stadig er i proces, og at der ikke er nogle planer for, hvornår den skal være klar.

Markedet flytter sig

Der er sket meget med Agreena siden kritikken, ifølge Simon Haldrup. Virksomheden har professionaliseret sine modeller og arbejder hele tiden på at udvikle sine teknologier, så de bliver mere nøjagtige.

“Vi er meget mere præcise og specifikke i dag,” siger han.

Landmændene indtaster selv data på deres marker, som i dag bliver tredjepartskontrolleret af partneren Det Norske Veritas. Det er et norsk selskab, der arbejder med at certificere ledelsessystemer i henhold til ISO-standarden, som Agreenas certifikater i dag kan sælges under.

I 2022 opkøbte Agreena desuden platformen Hummingbird Technologies, som med kunstig intelligens og sattelitbaseret fjernmålsteknologi kan monitorere og verificere landmandens processer i marken. Det understøtter validiteten af certifikaterne, ifølge virksomheden.

Om det sker i dag, om en uge, eller om en måned, det er umuligt at sige

Simon Haldrup, adm. direktør, Agreena

Simon Haldrup ser fortsat et stort potentiale i markedet. Ifølge ham er der blot sket et skifte, som betyder, at der stilles højere krav til, hvilken kvalitet kreditterne har.

Netop derfor er Verra-godkendelsen også vigtig for Agreena – kreditterne skal gerne leve op til de højeste standarder.

I dag er Agreena til stede i 19 lande, hvor virksomheden samarbejder med over 1000 landmænd. Virksomheden tæller mere end 200 medarbejdere.

Status på Agreenas ansøgning hos Verra er lige nu i proces, imens virksomheden arbejder på at imødekomme kritikpunkterne fra Verra. Simon Haldrup er overbevist om, at ansøgningen bliver godkendt i næste omgang.

“Men om det sker i dag, om en uge, eller om en måned, det er umuligt at sige,” siger han.

Forsiden lige nu