ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Danish Crown taber principiel sag: Vi kommer til at lære noget

Danish Crown har modtaget dom fra landsretten i den principielle sag om kampagnen “klimakontrolleret gris”. Slagterigiganten vil nu nærlæse dommen og derefter afgøre, om den vil anke

Hvilke nuancer af grøn kan man bruge i markedsføringen af svinekød fra Danish Crown? Det har tre landsdommere fra Vestre Landsret nu givet deres svar på, efter at Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening har stævnet Danish Crown for kampagnen “klimakontrolleret gris”. Illustration: Aslak Kelkka
Hvilke nuancer af grøn kan man bruge i markedsføringen af svinekød fra Danish Crown? Det har tre landsdommere fra Vestre Landsret nu givet deres svar på, efter at Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening har stævnet Danish Crown for kampagnen “klimakontrolleret gris”. Illustration: Aslak Kelkka

Opdateret kl. 11.46 med kommentar fra Danish Crown:

Slagterigiganten Danish Crown har overtrådt loven ved at markedsføre sin gris som “klimakontrolleret”.

Det har Vestre Landsret fredag afgjort i en dom, der betragtes som den første i en dansk retssag om greenwashing, og som vurderes at få afgørende betydning for virksomheders rammer for grøn markedsføring fremover.

“Landsretten finder, at denne brug efter en helhedsvurdering gav forbrugeren et indtryk af en mærkningsordning underlagt en vis kvalitativ miljøkontrol svarende til autoriserede miljømærker,” skriver Vestre Landsret i dommen.

Helt konkret er det paragraf 5 stk. 1 i markedsføringsloven, som Danish Crown har overtrådt.

Sagens værdi er fastsat til 5 mio. kr., og Danish Crown skal nu betale et beløb på 300.000 kr. til statskassen som en del af sagens omkostninger.

Bæredygtig
Danish Crown skal stå skoleret: Klimaretssag skydes i gang i november
20190122-130031-3-2200x1466ma.jpg

Sagen handler om Danish Crowns markedsføring i 2020 med kampagnen, der i dag er kendt som “klimakontrolleret gris”. Her benyttede Danish Crown to udsagn, som har indledt søgsmålet mod virksomheden.

Dels kaldte Danish Crown sit kød “klimakontrolleret,” dels hævdede Danish Crown, at “dansk gris er mere klimavenlig, end du tror”.

Frifundet på udsagn

Udsagnet om, at “dansk gris er mere klimavenlig, end du tror”, anser landsretten dog ikke som vildledende markedsføring, og derfor er Danish Crown blevet frifundet for påstandene vedrørende dette udsagn.

Danish Crown er ærgerlige over dommen, lyder det fra Jens Hansen, der er pressechef i Danish Crown.

“Det har aldrig været vores hensigt at vildlede forbrugerne. Alt i alt er det ærgerligt, men vi er samtidig glade for, at retten i en stor del af sagskomplekset er kommet frem til, at vi har holdt os inde for lovens rammer,” siger han og fortsætter:

“Der er ingen tvivl om, at vi og også en masse andre virksomheder kommer til at lære noget af den her sag.”

Danish Crown har været til eksamen, og de er dumpet

Marc Malmberg Stounberg, advokat,Dansk Vegetarisk Forening

Danish Crown vil nu nærlæse dommen og derefter afgøre, om de vil gå videre med den, fortæller Jens Hansen.

Flere med kendskab til sagen har forud for afgørelsen imidlertid vurderet over for Børsen, at der er stor sandsynlighed for, at sagen ankes til Højesteret.

Krævede forbud

Sagen blev ført ved Vestre Landsret i Viborg i november og december, efter at de to organisationer Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening anlagde et civilt søgsmål.

IMG-9317 greenpeace.jpg
Efter kritik fra grønne organisationer fjernede alle supermarkeder svinekød med “klimakontrolleret”-mærke fra kølediskene. PR-foto: Greenpeace

De to organisationer pegede her på, at de omdiskuterede udsagn var et brud på markedsføringsloven. De ønskede, at retten skulle nedlægge forbud mod, at virksomheden bruger udsagnene igen, og at Danish Crown skulle indrykke nye annoncer med teksten “Dansk gris er ikke mere klimavenlig, end du tror”.

Selvom Danish Crown hverken er blevet pålagt at skulle indrykke den ønskede modkampagne eller har fået forbud mod at bruge udsagnene igen, er Dansk Vegetarisk Forenings advokat, Marc Malmberg Stounberg, tilfreds med dagens dom.

“Det afgørende for os var, at udsagnet om klimakontrolleret gris var vildledende for forbrugerne, og det slår landsretten helt klart fast. Danish Crown har været til eksamen, og de er dumpet,” siger han.

Bæredygtig
Danish Crowns retssag er lynkursus i erhvervslivets klimaarbejde
20230707-113438-1-2200x1466ma.jpg

Under retssagen har Danish Crown lagt vægt på virksomhedens bæredygtighedsarbejde bakket op af adskillige medarbejdere, der har arbejdet med området i virksomheden. Omvendt har sagsøgerne lagt vægt på svinekøds klimapåvirkning trods indsatsen fra Danish Crown.

Det vakte særligt opsigt i sagen, da Danish Crowns vidner gav to forskellige svar på, hvad forbrugeren er garanteret med “klimakontrolleret”-mærket. Samtidig fortalte de samstemmende, at svinekød, hvor klimapåvirkningen ikke var faldet, stadig kunne bære mærket.

Årelang sag er ikke slut

Selv hvis sagen er endeligt afgjort i landsretten, er Danish Crown imidlertid ikke færdig med at forsvare sig mod greenwashing-beskyldninger om “klimakontrolleret gris”.

Forbrugerombudsmanden modtog i foråret 2021 en klage over kampagnen fra miljøorganisationen Greenpeace. Klagen er siden overtaget af Fødevarestyrelsen, som fortsat behandler den. I en foreløbig afgørelse i september 2023 mødte Danish Crown hård kritik for kampagnen.

Bæredygtig
Styrelse ville stemple Danish Crown-kampagne som greenwashing

Virksomheden mente imidlertid, at afgørelsen havde væsentlige fejl. Dokumenter fra Fødevarestyrelsen, som Børsen har fået udleveret, viser, at Danish Crown og styrelsen fortsat diskuterer konklusionerne. Fødevarestyrelsen vil ikke uddybe over for Børsen, hvorfor sagsbehandlingen snart har taget tre år.

Sideløbende med styrelsens behandling er Danish Crown og topchef Jais Valeur politianmeldt af Greenpeace i sagen. Østjyllands Politi oplyser til Børsen, at efterforskningen afventer svar fra Fødevarestyrelsen, før den kan fortsætte.

Sagen hos Fødevarestyrelsen og Politiet er strafferetligt forældet, idet kampagnen ophørte for mere end to år siden.

Forsiden lige nu