Projektbeskrivelsen er baseret på oplysninger indsendt af virksomheden
CRH Concrete har gennem arbejdet med at nytænke low carbon beton, projektoptimering og produktionsoptimering, reduceret CO2-udledningen ved produktion og anvendelse af betonelementer.
Overordnet har selskabet nået op på at kunne skabe en reduktion på op til 42 pct. CO2-ækvivalenter ved at substituere en 20 cm standard betonvæg med en 20 cm letbetonvæg produceret med low carbon beton.
De første byggerier, der er bygget med det nye materiale blev rejst i 2022.
Konkret er betonelementerne med LCC produceret med en beton, hvor andelen af cementklinker reduceres ved substitution med alternative aktive bindermaterialer som kalcineret ler og flyveaske. Den største CO2-ækvivalent-besparelse er opnået i produktoptimering af vægge i beton på op til 22 pct. og i letbeton på op til 26 pct. Sandwichfacadeelementer er produktoptimeret med op til 18 pct. i CO2-ækvivalent-besparelse inklusiv isolering.
Ifølge CRH Concrete kan selskabet projektoptimere, så der opnås en gevinst på at spare op til 30 pct. CO2-ækvivalent.
Helt konkret kan denne designoptimering omfatte flere ting. Det kan for eksempel være optimeringen af armering i elementerne, hvor byggeriet stadig kan optage de samme laster uden at ændre i konstruktionen. Og det modsatte kan også være tilfældet. Det kan rent CO2-mæssigt give mening at projektere med mere armering, hvis det kan betyde en besparelse i andelen af det anvendte beton i elementet.
En anden måde at optimere på projekterne er substitution – det vil sige konvertere betonelementer til letbetonelementer. Ved at anvende letbetonelementer med LCC beton i byggeriet i stedet for betonelementer i basisbeton, kan der spares op til 42% CO2-ækvivalent. Tidligere blev letbeton typisk brugt primært til villaer og tæt-lavt boligbyggeri. Nu er det store indsatsområde for letbetonelementer optimering af etagebyggeri.
CRH Concrete stiler efter LCC-elementer med yderligere CO2-reduktioner for at kunne nå en samlet reduktion på min. 50 pct. CO2-ækvivalenter i 2030, i forhold til 2019-niveau, hvilket svarer til ca. 70 pct. CO2-ækvivalent i forhold til 1990.