Cementproducenten Aalborg Portland er med længder landets største CO2-udleder. De facto er selskabet dermed også mest udsat, når en ensartet afgift på klimabelastning før eller siden rammer Danmark.
Men står det til cementselskabet, bør der slet ikke indføres en CO2-afgift for de virksomheder, der er omfattet af EU's kvotesystem.
Tirsdag er regeringens ekspertgruppe kommet med forslag til, hvordan afgiften i reglen kan se ud.Ekspertgruppen foreslår tre forskellige modeller, hvor den første vil sætte en ensartet CO2-afgift på 750 kr. pr. ton – dertil kommer prisen for CO2-kvoter, som kvoteomfattede virksomheder allerede betaler til EU. Her får virksomhederne en rabat på 50 pct. og betaler altså 375 kr. pr. ton plus den gældende kvotepris.
“Jeg kan sige så meget, at vi virkelig ikke håber, model 1 bliver en realitet
Thomas Uhd, bæredygtighedschef, Aalborg Portland
De resterende to modeller indfører derudover en rabat til “mineralogiske processer”, der vil omfatte Aalborg Portland. I så fald vil Aalborg Portland altså betale 100 kr. pr. ton oveni i kvoteprisen.
Det vil konkret betyde, at cementkoncernen skal betale ca. 234 mio. kr. i afgift, hvis udledningen holder samme omfang som i 2021 på 2,34 mio. ton CO2. Ved første model skal Aalborg Portland betale 877,45 mio. kr.
I takt med at Aalborg Portlands CO2-udledning forventes at falde frem mod 2030, vil den totale omkostning for selskabet med al sandsynlighed være lavere, når afgiften indtræffer.
Eksperter og interesseorganisationer har over en bred kam netop påberåbt den ensartede CO2-skat som det ultimative våben i kampen om at få virksomhederne til at belaste klimaet mindre.
Men det er længe rigeligt med kvoteprisen, mener Danmarks største CO2-udleder.
“EU's kvoter bør give rigeligt med incitamenter til, at kvoteindustrien kan reducere deres udledninger. EU vil indføre CO2-told og når den kommer fra 2025, vil man også begynde at fjerne lækagekvoterne, vi i dag får tildelt som et værn mod lækage,” siger Thomas Uhd, bæredygtighedschef i Aalborg Portland og fortsætter:
“Så udviklingen vil være, at vi i 2030 ender med at betale mere end 100 euro, svarende til ca. 750 kr., pr. ton for hele vores udledning, alene på grund af kvoterne. Det er nok til, at vi omstiller os.”
Men er argumentet fra ekspertgruppen ikke netop, at det er nødvendigt med den ekstra afgift, hvis vi som land skal nå i mål med klimareduktionerne?
“De siger, at det kun er 100 kr. pr. ton, vi skal betale i 2030, men for os er det en regning på mere end 200 mio. kr. Det betyder også, at vi har 200 mio. kr. mindre at investere i grøn omstilling. Alt afhængig af om der kommer støtte til den slags investeringer.”
Hvis argumentet om at udlade en ny afgift for de kvoteomfattede virksomheder betyder, at Aalborg Portland vil omstille sig til at producere grønt i 2030, så er det en god nyhed. Det mener Torsten Hasforth, der er cheføkonom i den grønne tænketank Concito.
“Og hvis der med eksisterende kvoter er incitamenter nok til at få dem til at agere, så er mere afgift jo ikke et problem, for så skal de ikke betale. Så har ekspertgruppen i virkeligheden undervurderet, hvor lille afgiften behøver at være, for at Aalborg Portland reducerer,” siger Torsten Hasforth.
mio. kr. skal Aalborg Portland betale i merafgift, hvis ekspertgruppens første model bliver vedtaget
Aalborg Portlands argument afhænger dog af, at cementkæmpen vil omstille sig til grøn drift og ikke blive ved med at producere sort cement i 2030.
“Hvis han mener, at afgiften er nok til at Aalborg Portland producerer grønt i 2030 er det jo perfekt. Hvis han mener, at det er nok til, at de stadig kan producere sort cement i 2030, så har vi forskellige opfattelser af, hvad afgiften er til for,” siger Torsten Hasforth og fortsætter:
“Men som politiker og som os som land er det jo vigtigt, at vi når de her reduktioner. Derfor er det godt med en model, der sikrer dem. Jeg synes, det er vigtigt, at Aalborg Portland får en snært af afgiften at smage på den korte bane, så de forstår, at politikerne er seriøse om det her.”
Den nordjyske cementkæmpe har tidligere truet med, at en afgift på et for højt niveau vil resultere i, at selskabet flytter sin produktion ud af landet. Det vil fjerne CO2-udledning fra det danske regnskab, men i bund og grund rykker klimabelastningen blot til udlandet – den såkaldte lækageeffekt.
Varslingen kom i forbindelse med, at Klimarådet, statens kontrolapparat for klimapolitikken, i marts 2020 foreslog et afgiftsniveau på 1500 kr. pr. ton udledt CO2.
Og det vil de facto også komme til at ske, hvis ekspertgruppens første model med en afgift på 375 kr. pr. ton for kvotesektoren bliver vedtaget, lyder det.
“Hvis vi skal betale den afgift, så går vores forretning i minus,” siger Thomas Uhd fra Aalborg Portland.
Så det vil betyde, at Aalborg Portland flytter ud af Danmark?
“Jeg kan sige så meget, at vi virkelig ikke håber, model 1 bliver en realitet,” siger Thomas Uhd.
