Ny lederuddannelse bringer førende MBA-skoler til dig

LEDELSE | Af Jackieline Panduro Gyrup

Børsen har sammen med AVT Business School udviklet en lederuddannelse, der kombinerer undervisning fra verdens førende MBA-skoler med dagbladets indsigt i dansk erhvervsliv. Denne kobling giver ifølge director og executive dean på AVT Business School Jesper Nytoft Bergmann deltagerne de bedste forudsætninger for at udvikle deres lederevner.

Evnerne til at kunne drive innovation og skabe vækst i en foranderlig verden er afgørende for at lykkes som leder i dag. Derfor er Børsen og AVT Business School gået sammen om at udvikle Børsens Business Diploma, der er en lederuddannelse på MBA-niveau, som udbydes for første gang 8. november i år. Over et halvt år vil deltagerne komme igennem tre moduler: strategi, disruptive innovation og ledelse.

”Det er et nyt, banebrydende koncept, hvor vi kombinerer Børsens viden og indsigt i dansk erhvervsliv med nogle af verdens bedste professorer fra Harvard Business School, INSEAD og Harvard University. Deltagerne får derfor en unik mulighed for at lære af de bedste i international og dansk kontekst,” siger director og executive dean på AVT Business School Jesper Nytoft Bergmann, der glæder sig over samarbejdet.

Også adm. direktør og ansvh. chefredaktør på Børsen Bjarne Corydon er glad for samarbejdet med AVT Business School.

”På Børsen har vi de senere år sat stadig større fokus på betydningen af moderne ledelse – og de nye krav, der stilles for at lede en virksomhed effektivt og ansvarligt. Jeg er er overbevist om, at der ligger et stort uforløst potentiale i at tilbyde ambitiøse ledere værktøjer og udvikling fra de globalt dygtigste eksperter. Dynamikken mellem deres indsigt og de helt konkrete krav om anvendelighed i danske virksomheder kan noget særligt.”

Når det netop er strategi, disruptive innovation og ledelse, som er hovedemnerne på uddannelsen, så hænger det ifølge Jesper Nytoft Bergmann sammen med, at coronakrisen har ændret vilkårene for at bedrive ledelse og virksomhed. Han forklarer, at kriser accelererer eksisterende trends, og at strategiprocesserne er blevet forkortet, uanset hvilken branche man befinder sig i.

”Man skal tænke anderledes og have endnu mere fokus på internationalisering og konkurrence udefra. Derfor er det supervigtigt, at man er klædt på til at tage de strategiske snakke om, hvor organisationen skal hen, og at man har de ledelsesmæssige kompetencer, der skal til, for at få det til at ske,” siger han og supplerer, at krisen også har forstærket behovet for, at man kan identificere, hvornår forretningsmodellen skal ændres til fordel for en mere disruptiv.

 

Underviserne har praktisk erfaring, og så kommer de fra nogle af de mest anerkendte universiteter. De er gode til at kommunikere og lære fra sig, uden at det bliver for teoretisk. Og så er de virkelig dygtige til at engagere os som deltagere og sætte teorien ind i kontekst.

John Milland Klein, global spare parts director, Grundfos

 

Dygtige undervisere
John Milland Klein, der er global spare parts director hos Grundfos, er ved at gennemføre en MBA på AVT Business School. Han fortæller, at niveauet af undervisere kombineret med en stor grad af fleksibilitet var udslagsgivende for, at han valgte AVT frem for en anden uddannelsesinstitution.

”Underviserne har praktisk erfaring, og så kommer de fra nogle af de mest anerkendte universiteter. De er gode til at kommunikere og lære fra sig, uden at det bliver for teoretisk. Og så er de virkelig dygtige til at engagere os som deltagere og sætte teorien ind i kontekst,” siger John Milland Klein, der er blevet undervist af de professorer, som kommer til at undervise på Børsens Business Diploma.

Undervisningens høje niveau bliver også fremhævet af coo hos Vicuras Nicoline Mehlbye Tardini, når hun bliver spurgt, hvordan det er at læse på AVT. Ligesom John Milland Klein er hun ved at gennemføre en MBA.

”De er sindssygt dygtige til at gøre undervisningen konkret og relevant igennem teori og cases, så man har nogle værktøjer, man kan gå tilbage og anvende i sin virksomhed. Jeg er blevet meget inspireret til at gøre ting anderledes, og så er jeg blevet en bedre sparring for den øvrige ledelse,” siger Nicoline Mehlbye Tardini, der primært valgte at læse en MBA, fordi hun ønskede at udvikle sine strategiske kompetencer og evne til at kunne tale ind i virksomhedens strategi. For hende har det også fungeret godt, at uddannelsen er bundet op på, at man afprøver det, man lærer i egen virksomhed.

”Jeg har fokuseret meget på digitalisering, og de opgaver, jeg har skrevet, har været med udgangspunkt i vores nuværende situation, hvilke trends der er på det digitale marked, og hvordan vi sikrer vores eksistensgrundlag, ikke bare nu, men også i fremtiden.”

Skal have neglene beskidte
Akkurat som på den fulde MBA, som John Milland Klein og Nicoline Mehlbye Tardini er ved at gennemføre, så skal deltagerne på Børsens Business Diploma også anvende det, de lærer i undervisningen, i deres egen virksomhed. Jesper Nytoft Bergmann fortæller, at formen kommer til at være sådan, at deltagerne forud for hvert modul skal læse op på teori og frameworks, som vil blive anvendt på cases i undervisningen.

”Vi tager udgangspunkt i Harvard case method, der er cases fra det virkelige erhvervsliv, som vores dygtige professorer applicerer teorierne på i samspil med deltagerne. Dermed får de indsigt i, hvordan teori og frameworks kan anvendes, inden de skal tilbage til deres organisation og afprøve det, de har lært, i praksis,” siger han og tilføjer:

”Vi er meget ambitiøse på deltagernes vegne og giver dem de bedste forudsætninger for at udvikle deres kompetencer med perspektiver fra de dygtigste undervisere og Børsens profiler, som om nogen har fingeren på pulsen i forhold til dansk erhvervsliv. Og så forventer vi, at deltagerne er klar på at anvende det, de lærer. Det giver nemlig først forretningsmæssig værdi, når de så at sige får neglene beskidte.”

Skulle du have lyst til at læse en fuld MBA, efter du har gennemført Børsens Business Diploma, så er der rig mulighed for at læse videre, da uddannelsen giver 12 ECTS-point, som er meritgivende til en MBA.

Du kan læse mere om Børsens Business Diploma her