Efter mange, mange måneder med nedgang i den danske køkkenbranche glæder Torben Paulin, topchef i den børsnoterede producent TCM Group, sig over, at hans salg af køkkenelementer, under mærker som Svane og Nettoline, i andet kvartal i år kun lå 3,5 pct. lavere end i første kvartal.
“Det kunne se ud, som om en landing er i gang. Salget af boliger, som ofte giver anledning til investering i nyt køkken, er jo også i Danmark gået op gennem lang tid. Men usikkerheden er der stadig. Det kunne være rigtig rart, hvis man kunne sige noget præcist om det. Men det kan jeg ikke. Så vi kan stadig ikke sætte to tykke, sorte streger under et facit, der siger, at nu vender det,” konstaterer han.