Onsdag blev danske Royal Unibrew en energidrik rigere, da opkøbet af franske MC Energy blev en realitet til en værdi på over 600 mio. kr.
pct. af Royal Unibrews omsætning kommer fra alkoholfrie produkter
Dermed kan det børsnoterede selskab tilføre energidrikken Crazy Tiger til en portefølje, der blandt andet består af Cult og Faxe Kondi Booster. Opkøbet sætter en tyk streg under, hvor den vækstivrige bryggerikæmpe retter sit blik hen i kampen om højere marginer. Og det er ikke mod alkohol.
“MC Energy spiller ind i en kategori, som vokser solidt. Den er spot on ind i hjertet af det, som vi har defineret som vækstområder,” forklarer Lars Jensen, der er adm. direktør for Royal Unibrew.
Landets næststørste bryggeri, der i 2020 passerede en historisk milepæl ved at hente størstedelen af sin omsætning på produkter uden alkohol, har udpeget seks vækstkategorier. Fire af dem er stort set blottet for promiller.
“Vi ser umiddelbart flere vækstmuligheder i kategorier, der er uden eller med lav alkohol,” siger topchefen.
I store dele af den globale bryggeriindustri begynder andre kategorier nu også at fylde mere og skubbe til magtforholdet med øllen, der historisk set har været kerneforretningen for bryggerierne i århundreder. Både Heineken, AB Inbev og Carlsberg har de seneste året dyrket nye vækstområder som alkoholfrie øl, cider og hard seltzers.
Lars Jensen har stået i spidsen for bryggeriet fra Faxe i knap et år og har allerede haft pengepungen fremme ad flere omgange. I sidste uge købte selskabet den nordiske importør og distributør Solera, og i maj blev det historiske, sønderjyske bryggeri Fuglsang opkøbt.
Trods en covid-skabt prop i salget til restauranter og barer i store dele af 2020, leverede Royal Unibrew rekordindtjening sidste år og står stærkt til at udnytte nye vækstmuligheder, hvor seks kategorier altså er blevet peget ud.
“Vi ser umiddelbart flere vækstmuligheder i kategorier, der er uden eller med lav alkohol
Lars Jensen, adm. direktør for Royal Unibrew
De seks områder indbefatter alkoholfrie produkter, som cider, øl eller cocktails. Derudover er det produkter, der enten er helt uden eller med meget lidt sukker, det er energidrikke, det er kategorien enhanced water, som er vand med proteiner eller smag, og det er ready-to-drink-kategorien, som eksempelvis er færdigblandede cocktails. Derudover skal væksten hentes på kategorien premium, som blandt andet er specialøl eller økologiske produkter.
“De vigtigste parametre er, hvor vi tror, at forbrugerne bevæger sig hen. Det andet er, hvad er det for et ståsted, som vi har. Hvad kan vi byde ind med? Det er kombinationen af de to, som har gjort, at vi har valgt at fokusere på de kategorier,” forklarer Lars Jensen.
Det store fokus på andre kategorier end øl har været i bevægelse i en årrække, og Royal Unibrew definerer sig da også selv i dag som et multi beverage-selskab frem for et bryggeri, forklarer Søren Samsøe, der er chef for den danske aktieafdeling og global chef for aktieanalyse i SEB.
“Det er mange år siden, at øl har været kernen i Royal Unibrew,” siger han og fortsætter:
“Det er mere interessant at konkurrere i nogle af de nicher, som Royal Unibrew går ind i, da der ikke er lige så meget konkurrence. Her er der rigtig gode marginer og godt afkast sammenlignet med mainstreamølmarkedet, hvor konkurrencen er langt hårdere.”
Det handler nemlig om indtjening. Ølmarkedet er fladt, mens andre drikkevarekategorier vokser massivt og kan leverer helt andre indtjeningsmarginer.
“Royal Unibrew har et langsigtet ebit margin-mål på 20-21 pct., og der kan man godt regne med, at marginerne i flere af de her kategorier som eksempelvis energidrik og ready-to-drink ligger noget over det,” siger Søren Samsøe.