Knap et halvt år med coronavirus har været hård ved ejendomssektorens udlejere, hvor masser af lejere har måttet søge henstandsaftaler for at klare skærene.
Der er samlet set ubetalte huslejer for 3,75 mia. kr., hvor ikke mindre end 2,5 mia. kr. er fra butikker og restauranter.
Inden for butikker og restauranter er 10 pct. af den årlige betaling i husleje i henstandsordninger.
Det fremgår af en ny undersøgelse fra Ejendomdanmark, der er erhvervsorganisation for ejendomsejere og administratorer.
“Det er et meget meget højt niveau, at der allerede nu er 10 pct. af en årsleje, der ikke er kommet ind, og det siger noget om de kæmpe udfordringer, der er i butikkerne og restauranterne,” siger Jannick Nytoft, der er adm. direktør i brancheforeningen Ejendomdanmark.
“Hvis det er en snebold, som du skubber foran dig, der bliver større og større, så vil ejerne på et eller andet tidspunkt komme ud i økonomiske problemer. Det er rigtigt, at mange er kapitalstærke, men før eller siden vil nogle bukke under eller få økonomiske problemer,” siger Jannick Nytoft.
Han mener, at de nyeste tal afspejler, at problemerne inden for butikker og restauranter er blevet værre i de seneste måneder, fordi restancerne er blevet længere.
Han er ikke bekendt med medlemmer af Ejendomsforeningen, der er gået konkurs, men siger om udfordringerne:
“Der er utvivlsomt medlemmer af Ejendomdanmark, som er økonomisk pressede,” siger direktøren.
Men skal ejendomsejerne ikke til at skrue bissen på for at sikre sig en fremtid?
“Vi opfordrer til dialog mellem parterne, men du har da ret i, at lige så vel som der skal være kunder i butikkerne, så skal der også være penge i systemet, så mine medlemmer kan betale ejendomsskatter og finansielle institutioner. Ja, der kommer et behov for at få penge i kassen – vi kan ikke udskyde det i uendelighed,” lyder det fra ejendomsforeningens adm. direktør.
Danmarks største ejendomsselskab Jeudan med ejendomme for 27,4 mia. kr. kom med regnskab for nylig, hvor der bag en række stærke nøgletal gemte sig en post “tilgodehavender for serviceydelser.”
Posten er forværret med knap 40 mio. kr. i forhold til samme periode året før, og posten omfatter henstand til lejere, der har været i vanskeligheder med at betale huslejen til Jeudan.
“Jeg regner med, at vi får henstandsbeløbene igen,” lød det fra Per Hallgren, der igennem coronakrisen også har købt en del ejendomme med den anden hånd.