ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tunge erhvervsfolk plettes af OW Bunker-konkurs

Opdateret 10.30 -Der er kommet grimme oliepletter på renoméet hos en række af erhvervslivets store profiler, efter landets tredjestørste selskab målt på omsætning, OW Bunker, i går gik konkurs.

Olieselskabets bestyrelse, der står med det ultimative ansvar for OW Bunker, ledes af Niels Henrik Jensen, som siden 2006 har været topchef i Det Østasiatiske Kompagni.

"Når en virksomhed skal hente folk ind i bestyrelsen, ser de på kandidaternes fortid. Og der ser den her sag mildest talt grim ud"- Anders Dreyer, professor i ledelse Aalborg Universitet


Han blev indsat for bordenden i selskabet i forbindelse med børsnoteringen i marts.

Det har det seneste døgn ikke været muligt at komme i kontakt med Niels Henrik Jensen.

Ingen kommentarer fra DSV-formand

Med i bestyrelsen sidder desuden Kurt Kokhauge Larsen, som gennem en årrække var topchef i transportkoncernen DSV. Her stoppede han i 2008 for at blive bestyrelsesformand i selskabet, hvilket han stadig er i dag.

Penge
OW i panik før lukketid: "Stop alle handler NU"
Kurt Larsen har derudover bl.a. været medlem af bestyrelserne i Saxo Bank, Brøndby IF og kapitalfonden Polaris.

Børsen var i går i kontakt med Kurt Larsen, men han afviste på det bestemteste at kommentere på sit eget ansvar som medlem af bestyrelsen i OW Bunker.

"Jeg har overhovedet ingen kommentarer. Du må snakke med formanden," lød det fra Kurt Larsen.

Men mener du ikke, at du som bestyrelsesmedlem har et ansvar for, hvad der er sket?

"Forstår du ikke en besked? Jeg har ingen kommentarer," sagde han.

Tidligere Danske Bank-chef

En anden af OW Bunker bestyrelsens helt tunge drenge er Jakob Brogaard, som har gjort stor karriere i finansverdenen.

Han var i mange år direktør i Danske Bank, som han forlod i 2007.

Siden er han gået bestyrelsesvejen og har bl.a. været med til at træffe tunge beslutninger i Dong Energy, hvor han var næstformand, Danica Pension, Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, hvor han i dag sidder som formand.

Jakob Brogaard ønsker ikke at forholde sig til, om han selv og den øvrige bestyrelse har et ansvar for konkursen i OW Bunker.

"Nu er selskabet konkurs, og så er det op til kurator at komme til bunds i, hvad der er foregået. Det har vi alle et stort ønske om," siger han.

Føler du, at du som bestyrelsesmedlem selv har et medansvar for, hvad der er sket?

"Jeg vil ikke indgå i en dialog om, hvad jeg føler. Det er en chokerende oplevelse for os alle. Nu må kurator finde ud af, hvad Søren der er foregået."

Hvad henviser du til, når du siger 'hvad der er foregået'?

"Jeg henviser ikke til noget som helst. Det er en uforståelig situation."

Mener du svindlen i Singapore?

"Nej, ikke kun det. Jeg henviser til, at en virksomhed, der er blevet drevet glimrende, lige pludselig eksploderer op i hovedet på os alle."

Burde bestyrelsen ikke have snor i, hvad der sker i virksomheden?

"Det er jo det, som nu skal undersøges. Og jeg vil ikke forholde mig til det nu."

Hvad tror du, sagen får af betydning for dit eget renomé?

"Det tænker jeg ikke noget om. Det har været en chokerende oplevelse for alle, og før der er lavet en virkelig grundig undersøgelse, vil det være useriøst at sige noget."

Hovedarkitekt bag børsnotering

En fjerde person, som har fulgt nedturen i OW Bunker fra forreste række, er næstformand Søren Johansen.

Han er partner i kapitalfonden Altor, som førte OW Bunker på børsen i marts. En børsnotering, som Søren Johansen betragtes som hovedpersonen bag.

Juristen Søren Johansen har tidligere været partner i det store advokatselskab Kromann Reumert, som han forlod i 2011 for at tiltræde i Altor.

Virksomheder
Ekspert: Investorer vil slæbe OW-bestyrelse i retten
Udover engagementet i OW Bunker er han bl.a. bestyrelsesmedlem i investeringsbanken Carnegie og formand for Statens Ejendomssalg, som hører under Finansministeriet.

I går udsendte Altor en meddelelse, hvor Søren Johansen udtrykte stor lede ved situationen i OW bunker.

I jeres meddelelse taler I om, at I er kede af situationen, men hvad er jeres ansvar i den her sag?

”Vi har et børsnoteret et selskab i marts måned, som har leveret fuldstændig stabile resultater og flot vækst i rigtig mange år, også før vi købte selskabet. Nu må kurator komme til bunds i, hvad der er sket,” siger Søren Johansen i dag lørdag.

”Fra de informationer, jeg har, er der sket noget helt løsrevet fra børsnoteringen og alt, der er sket forud. Det er svært at forholde sig til noget, før man ved, hvad der er sket i de sidste uger”.

Så I vil ikke påtage jer noget ansvar?

”Det er svært at påtage sig noget ansvar. Hvis du ser på regnskaberne de sidste ti år, har ikke været noget af den her art. Forløbet op mod børsnoteringen har været helt almindeligt”.

Mindre kendt Mærsk-mand

De sidste to medlemmer, som er lidt mindre kendte, i OW Bunkers bestyrelse er Toms Behrens-Sørensen og Håkan Petter Samlin.


"Det er svært at påtage sig noget ansvar. Hvis du ser på regnskaberne de sidste 10 år har ikke været noget af den her art"- Søren Johansen, partner Altor



Tom Behrens-Sørensen har tidligere haft en post i bestyrelsen hos Maersk Oil og Maersk Logistics. Han bor i Kina, hvor fra han passer sine bestyrelsesposter i Daniosh-Chinese Business Forum og Odense Maritime Technology.

Svenske Håkan Petter Samlin sidder bl.a. i bestyrelsen hos OW Bunker-søsteren Wrist Ship Supply og en række svenske selskaber.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Håkan Petter Samlin og Tom Behrens-Sørensen.

"Jeg er ikke imponeret"

Situationen for bestyrelsesmedlemmerne i OW Bunker er af flere grunde ganske alvorlig, mener Anders Dreyer, professor på Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet.

"Der er slet ingen tvivl om, at bestyrelsesmedlemmerne bliver plettet på renoméet af den her sag. Når en virksomhed skal hente folk ind i bestyrelsen, ser de på kandidaternes fortid. Og der ser den her sag mildest talt grim ud," siger han.

Professoren peger desuden på, at bestyrelsesmedlemmerne tidligere har talt sikkerheden i OW Bunker op til skyerne, men at man tilsyneladende ikke har været tilstrækkeligt villig til at kæmpe for overlevelsen.

"Man kaster håndklædet i ringen tre uger, før man havde behøvet det, og det peger også på bestyrelsen i mine øjne," siger Anders Dreyer.

Bestyrelsesformand Niels Henrik Jensen har haft travlt med at skyde skylden på svindelsagen i Singapore, men virkeligheden er jo, at det største tab er taget på positioner i markedet.
Burde bestyrelsen ikke have snor i det?

Virksomheder
Søsterselskab overdriver afstand til OW Bunker
"Jo, absolut. De burde have kendt til risikoen. Og så burde de have haft planer for, hvad der skulle ske, hvis olieprisen begyndte at stige. Det har de tydeligvis ikke haft. Så det er mangel på rettidig omhu," siger han.

Har bestyrelsen ageret uprofessionelt?

"Man skal tage forbehold, men jeg er langt fra imponeret. Man forsøger tilsyneladende ikke at redde selskabet, selvom der er tre uger tilbage, og man bliver overrasket af noget, man burde have set. Svindelsagen er problematisk, men isoleret havde den ikke væltet selskabet. Jeg er ikke imponeret."

Hvem bliver plettet mest af sagen?

"Bestyrelsesformanden har jo det overordnede ansvar, men den falder også tilbage på de menige medlemmer. I øvrigt klæder det ikke medlemmerne at være stille, det er meget besynderligt, for det er bestyrelsen, der erklærer selskabet konkurs."

Tjente millioner

Bestyrelsesmedlemmerne var i forbindelse med børsnoteringen i marts blevet tildelt aktier, som de fik mulighed for at sælge til 145 kr. pr. styk.


"I øvrigt klæder det ikke medlemmerne at være stille, det er meget besynderligt, for det er bestyrelsen, der erklærer selskabet konkurs"- Anders Dreyer, professor i ledelse



Formand Niels Henrik Jensen havde mulighed for at tjene på til 2,9 mio. kr., Kurt Kokhauge Larsen og Tom Behrens-Sørensen op til ca. 2 mio. kr., mens Jakob Brogaard kunne hente op til 1,1 mio. kr.

Det viser en kortlægning, som FinansWatch har lavet.

Den viser desuden, at Petter Håkan Samlin ingen penge tjente på aktiesalg i forbindelse med noteringen.

Af OW Bunkers regnskab for 2013 fremgår det, at de seks bestyrelsesmedlemmer i alt delte ca. 9 mio. kr. for arbejdet i olieselskabet.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis