ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

OW i panik før lukketid: "Stop alle handler NU"

OW Bunker går nu konkurs i et dramatisk kollaps. Op til konkursbegæringen fredag aften har virksomheden, der målt på omsætning er Danmarks tredjestørste virksomhed, været i total opløsning.

Siden onsdag middag har al handel i skibsbrændstoffirmaet været suspenderet. Alle medarbejdere har godt nok været på arbejde, men har bare ventet på nyt om virksomhedens skæbne.

Dramaet startede for alvor onsdag middag, da fondsbørsen udsendte en meddelelse om, at OW Bunker-aktien var sat i børspause, fordi selskabet var på vej med en stor og afgørende nyhed.

Ifølge en kilde internt i virksomheden herskede der kaos, da meddelelsen kom ud. Ingen medarbejdere vidste, hvor galt det stod til, men det utraditionelle træk varslede ilde.

Internt i virksomheden fik medarbejderne meldingen om børspausen i en mail fra adm. direktør Jim Pedersen og finansdirektør Kent Larsen kl. 12:57.

"I samråd med bestyrelsen har vi besluttet at suspendere OW Bunkers aktie på Københavns Fondsbørs. Al handel stoppes med øjeblikkelig virkning. Ledelsen vil komme med en update, når det er relevant," står der i mailen, som Børsen er i besiddelse af.

Men ikke kun handlen med OW Bunkers aktie skulle stoppe. Også al handel med olie skulle indstilles øjeblikkeligt. Det stod klart, da Jim Pedersens direktionsassistent sendte en opfølgende mail ud:

"Bare for at gøre det klart: Det her betyder, at I skal stoppe al trading, indkøb og eksterne betalinger NU."

Dermed havde OW Bunker, der sidste omsatte for over 92 mia. kr., handlet sin sidste dråbe olie.

Først sent onsdag aften fik aktionærer og medarbejdere syn for sagen. En fondsbørsmeddelelse lige før midnat løftede sløret for fatale tal.

1,5 mia væk


Svindel i Singapore-afdelingen havde slået et hul i kassen på 750 mio. kr., og samtidig havde interne fejlpositioner i forhold til risikostyringen kostet et tab på 750 mio. kr. Altså et samlet tab på 1,5 mia. kr. Dermed var egenkapitalen væk

Ledelsen havde hele onsdagen forhandlet med bankerne om en aftale, der kunne sikre selskabets overlevelse. De forhandlinger var stadig i gang onsdag aften, men torsdag morgen var det slut.

Endnu en fondsbørsmeddelelse ramte markedet: Bankerne havde trukket stikket.

For at undgå en konkurs, trådte selskabet i rekonstruktion i et forsøg på at redde stumperne.

Ekstrem svær

Men at situationen var mere end almindelig alvorlig, gjorde Jim Pedersen besked om i en intern mail torsdag  lidt efter kl. 9:

"Vi er i en ekstrem svær position. Direktionen afsøger alle muligheder for at redde selskabet. Jeg beklager dybt, at vi står i den her situation, og at jeg ikke kan sige så meget mere, end hvad der står i de to foregående fondsbørsmeddelelser."

Fredag aften står selskabets skæbne så klar. Bare syv måneder efter det ramte fondsbørsen med en markedsværdi på 5,3 mia. kr. har aktionærerne mistet alt, og mere end 600 medarbejdere står nu uden job.

Danmark er ramt af en vaskeægte børsskandale.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis