ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Topsoe fyrer og skærer ned: Nyåbnet fabrik sendes “i dvale”

En mislykket satsning på grønne brændstoffer får nu Topsoe til at lægge en nyåbnet dansk fabrik “i dvale”, droppe en planlagt fabrik i USA, skære 440 stillinger og tage et tab på 3,5 mia. kr.

Elena Scaltritti tiltrådte som adm. direktør i Topsoe i marts og tager nu en omfattende strategisk beslutning.
Elena Scaltritti tiltrådte som adm. direktør i Topsoe i marts og tager nu en omfattende strategisk beslutning. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen

Industrikoncernen Topsoe, tidligere kendt som Haldor Topsøe, skærer 440 stillinger, svarende til ca. 15 pct. af selskabets samlede arbejdsstyrke, da en satsning på grønne brændstoffer ikke er gået som håbet.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Topsoe.

Topsoe havde egentlig besluttet at bygge to fabrikker, som skulle fremstille elektrolyseanlæg, der kunne bruges til at producere bæredygtige brændstoffer til fly, skibe og anden tung transport, såkaldte power-to-x-anlæg.

Den ene fabrik er færdigopført for nylig i Herning og har kostet 2 mia. kr., og den anden skulle bygges i Virginia i USA med milliardstøtte fra den amerikanske stat, som Topsoe sikrede sig under Biden-regeringen.

Men markedet for den slags anlæg halter, og selskabet har ikke kunnet lande de nødvendige ordrer. Dertil kommer et behov for at “reducere omkostningerne i lyset af den nuværende, generelle usikkerhed på det globale marked”, lyder det.

Topsoe har derfor besluttet at aflyse fabriksplanerne i Virginia, mens fabrikken i Herning, som åbnede for bare syv måneder siden, bliver sendt “i dvale indtil efterspørgslen er robust”, fremgår det.

Topsoe iværksætter derfor også en “organisatorisk omstrukturering, som vil påvirke omkring 440 roller på global plan”.

“Dette forventes at påvirke primært power-to-x-forretningen, men også andre globale funktioner, primært i Danmark.”

De 440 stillinger omfatter “påtænkte afskedigelser” samt “ledige stillinger, der ikke vil blive udfyldt”, fremgår det.

Topsoe beskæftiger i alt ca. 2800 ansatte ifølge selskabets hjemmeside.

Vi må agere aktivt for at forblive overskudsgivende og konkurrencedygtige

Elena Scaltritti, adm. direktør i Topsoe

Topchef: Svært, men nødvendigt

Virksomhedens adm. direktør, Elena Scaltritti, beklager i meddelelsen, at selskabet nu må fyre medarbejdere.

“Udviklingen på markedet har været langsommere end ventet, og kombineret med den globale usikkerhed og generelle tilbageholdenhed på vores markeder, betyder det, at vi må agere aktivt for at forblive overskudsgivende og konkurrencedygtige,” skriver Elena Scaltritti.

“Det forventer vi desværre vil påvirke mange dedikerede og dygtige kolleger, som har lavet betydelige bidrag til vores virksomhed. Det er en svær, men nødvendig beslutning,” skriver hun videre. 

Elena Scaltritti tiltrådte som adm. direktør i marts, og hun varslede allerede på det tidspunkt, at satsningen hang i en tynd tråd.

“Vi ser i øjeblikket ikke, at rammevilkårene og efterspørgslen udvikler sig, som vi forventede. Det er den virkelighed, som vi er nødt til at forholde os til, når det gælder antallet af projekter og ordrer,” sagde hun til Børsen.

Tager tab på 3,5 mia. kr.

Beslutningen betyder, at Topsoe bogfører en engangsomkostning på mellem 3,5 og 3,9 mia. kr., som skyldes udgifterne til omstruktureringen samt nedskrivninger på power-to-x-forretningen.

Omvendt forventer Topsoe, at manøvren vil spare selskabet mellem 450 og 550 mio. kr. om året.

Selskabet ønsker ikke over for Børsen at kommentere beslutningen yderligere.

“Vi kan ikke give yderligere kommentarer til selskabsmeddelelsen, da konsultationsprocessen med medarbejderrepræsentanter er igangsat. Når processen er afsluttet, kan vi kommunikere om den reviderede strategiske retning,” melder Topsoe i en mail.

Virksomheder
Grøn brint blev kaldt en “gamechanger” – men gennembrud udebliver
20240428-230548-6_ma.jpg

Topsoe er langt fra den eneste virksomhed, der har måttet neddrosle storstilede planer inden for power-to-x og produktion af grønne brændstoffer. 

Industrifolk og iagttagere har tidligere peget på, at udviklingen er gået for hurtigt: At der er behov for grønne brændstoffer i fremtiden, men at efterspørgslen først for alvor vil opstå efter 2030.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis