ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tocifret smæk eller optur i vente for Vestas-aktien

Vestas-aktien er den seneste måneds største vinder i C20 Cap-indekset. En afklaring på den fremtidige skatterabatordning (PTC) kan både sende vindaktien over 10 pct. op og ned - afhængig af vinderen i det politiske slagsmål i USA.

De amerikanske politikere er tilbage efter midtvejsvalget, og de bliver mødt af en spændt og ivrig vindbranche, der kæmper for at få forlænget den udløbne og livsafhængige støtteordning til opførsel af vindmølleparker.
Virksomheder
1000 MW på spil for Vestas i amerikansk drama

Uvisheden om en ny runde PTC-støtte har på det seneste været blandt de største faktorer, der har tynget Vestas-aktien, fordi det sætter rammerne for tiden efter 2015 i USA for vindindustrien, hvor Vestas sidder på omkring en femtedel.

"Jeg kan ikke forestille mig andet, end at aktien vil stige mindst 10 pct. på en PTC-forlængelse, for så står Vestas over for en stærk ordreindgang i 2016, og indtjeningen kan fastholdes oppe," siger Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank.

En god tyvekrone i belønning


En ny periode med skatterabat på nye parker giver en tre-fire års sigtbarhed på det amerikanske marked, hvilket ifølge Jacob Pedersen er guld værd for Vestas' planlægning og indtjeningsudsigter.

Alm Brand er på linje med Sydbank. Der er både potentiel betydelig optur og nedtur i vente for Vestas-aktien.

Virksomheder
Halvt år til amerikansk smertegrænse for Vestas
Ifølge analytiker Michael Friis Jørgensen er en forlængelse ikke fuldt indregnet i dagens aktiekurs omkring 235, men det er et scenarie uden en forlængelse heller ikke.

"Så et nyt rally mod kurs 300 vil kræve positiv afklaring, og jeg skyder på, at en PTC-forlængelse i starten af 2015 vil løfte Vestas 10-15 pct.," vurderer Michael Friis Jørgensen.

Bliver det længere ind i 2015, før afklaringen kommer, er et kurshop på 10 pct. mere realistisk, da det værdimæssigt løfter toplinjen 10-15 pct. på den anden side af 2016.

"Det er en utrolig vigtig ting at få afklaret i forhold til den fremtidige værdi af Vestas-aktien," påpeger analytikeren.

Ånde lettet op eller skabe uro


Nordea har også fidus til Vestas-aktien, som banken venter en stigning til i den kommende tid. I sine markedskommentarer peger rådgiverteamet på en forlæggelse af skattestøtteordningen som næste kursdriver.

I aktieanalysen lyder det også fra senioranalytiker Patrik Setterberg, at en forlængelse i løbet af december vil tage noget at frygten og risikoen ud af Vestas-aktien.

"Det vil give en klar afsmittende effekt på aktiekursen at kunne ånde lettet op. Omvendt vil det uden en forlængelse inden årsskiftet være en skuffelse og betyde øget nervøsitet over, hvad der kommer til at ske fremadrettet på det amerikanske marked," siger Patrik Setterberg.

Det generelle billede blandt analytikerne viser en tro på en forlængelse, hvilket efterlader timingen som den eneste, men til gengæld store usikkerhedsfaktor.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis